Klinisk og satirisk udredning af en midtvejskrise og et kuldsejlet ægteskab, ypperligt dissekeret af den herligste hovedperson i lægekittel.
Nina Lykke har begået en fremragende ”lægeroman”, som på bramfri vis dykker ned i ægteskabelig tomgang, skilsmisse og midtlivskrise. Der er langt fra tale om en klassisk lægeroman, for denne roman er så langt fra den genre, som man kan komme: Den har bid og vid og giver en lige højre til nutidens klynkekultur, navlepilleri og grådighed. Sjældent har jeg nydt at være i så godt selskab som med den ærlige og sarkastiske Elin.
Elin er en midaldrende kvinde, som er kørt træt i livets hamsterhjul. Hun arbejder som praktiserende læge, men hvor kaldet efter at forandre lægeverdenen i ungdommen drev hende i lægegerningen, har Elin nu udviklet en antipati overfor de klynkende patienter, der strømmer til i en lind strøm. Hun kalder dem "mand, født 1987", "kvinde, født 1998" osv., og de fylder hendes dage med de samme skavanker og undskyldninger om og om igen og bruger konsultationen som en varmestue.
”Givende at arbejde med mennesker. Det var måske sandt engang i begyndelsen, men nu er jeg så træt af mennesker med deres gebærden og lugte og alt deres vrøvl, at hvis det havde været muligt, havde jeg tilsluttet mig en anden art. Jeg kunne operere mig selv om til chimpanse, så ingen kunne forvente andre lyde fra mig end oh-oh-oh-oh”.
At være fluen på væggen under Elins konsultationer er hysterisk morsomt og tåkrummende på samme tid, idet man som læser både er vidne til Elins indre tanker om patienterne og samtalerne med dem, hvor hun forventes at fremstå lyttende, empatisk og lire de velmenende gode råd om kost, motion og sund levevis af sig i en uendelighed. Men en dag slår det klik og Elin tager bladet fra munden overfor nogle patienter.
På privatfronten går det heller ikke for godt. Elin overnatter på lægeklinikken, da hun og ægtemanden Aksel er gået fra hinanden. Efter 30 års samliv i forstæderne og to børn er de stille og roligt gledet fra hinanden; Elin er gledet ind i glemslens hvidvinståger, og Aksel har taget benene på nakken ud af ægteskabet med sit overdrevne løb og langrend. Startskuddet til bruddet sker, da Aksel opdager, at Elin har haft en affære med sin ungdomskæreste Bjørn.
I indre dialoger samtaler Elin med plastikskelettet Tore ovre i hjørnet i lægekonsultationen. Han er hendes moralske kompas og ikke bange for at stille de kritiske spørgsmål. Det lyder måske sært, men det er en utrolig vellykket og morsom finte fra Nina Lykkes side. Som her hvor Tore og Elin diskuterer, hvorfor Elin ”kom til” at indlede affæren med Bjørn:
”Tore: Så det var alkoholen, der fældede dig. For hvis du ikke havde været så tørstig, så hade du udholdt småsnakken på Kaffebrænderiet længe nok til, at du kunne bryde op med god samvittighed og komme helskindet hjem. For det var jo først på den indiske restaurant, at det hele begyndte.
Det kan vi ikke vide. Måske havde Bjørn betroet sig allerede på Kaffebrænderiet, hvis han havde vidst, at det var hans eneste chance.
Tore: Ja, men så havde du været ædru.
Ja, og hvis dronningen havde haft en pik, så var hun blevet konge.
Tore: Var det ikke dig, der prøvede at finde ud af, hvor det gik galt? Jeg prøver bare at hjælpe dig med det.
Nej. Du er bare ude på at lokke mig i en af dine fælder, så du kan grine af mig, når jeg ligger der og spræller”.
Elin er en helstøbt og ægte hovedperson, som man virkelig kommer til at holde af i alle hendes afskygninger. Hun er barsk, ærlig, sarkastisk, humoristisk og samtidig selvransagende, når hun dissekerer patienternes og sit eget liv i reflekterende tilbageblik til, hvorfor hendes liv forløb, som det gjorde, og førte til et forlist ægteskab. En roman om at være lidt mere end midtvejs i livet og undre sig over, hvad (fanden) der lige skete.
Elin og Nina Lykke udskriver en tudekiks til moderne mennesker og siger drop klynkekulturen, grådigheden, manglen på selvbeherskelse og tag et godt kig på dig selv.
Nina Lykke modtog Norges største litteraturpris, Brageprisen, for romanen i 2019.
Kommentarer