Anmeldelse
Næsedag af Mikko Rimminen
Mød den ældre, ensomme Irma, som er lidt af en klodset original. Stillestående roman om ensomhed og om alligevel at række ud mod andre mennesker.
Det hele starter ved en tilfældighed, da Irma går forkert for at hente en gratis plante i et lejlighedskompleks i en kedelig forstad til Helsinki. For at dække over misforståelsen foregiver hun at være fra et analysebureau, der laver forbrugerundersøgelser. Det ender med at blive et rigtig hyggeligt besøg. Irma får svar på sine opdigtede spørgsmål, og snart efter begynder hun at foretage flere falske forbrugerundersøgelser hos beboerne i nabolaget. Irmas falske identitet roder hende ud i mangen komiske optrin og ind i forskellige menneskers tilværelse og hjerter. Men hun er ikke den bedste skuespiller, så det er blot et spørgsmål om tid, før hendes svindelnummer bliver opdaget
Finske Mikko Rimminen har begået en overvejende feel good-roman fortalt med humor og en underliggende tematik om ensomhed. Humoren er meget lig bestsellere såsom Frederik Backmans En mand der hedder Ove og Jonas Jonassons Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt. Romanen vandt Finlandiaprisen i 2010 (som bl.a. også Hotakainen og Oksanen har modtaget), og Rimminen er blevet rost for sit sprog, som bedst kan beskrives som en detaljeret skrivestil med lange omfattende miljøbeskrivelser og tankerækker i et letforståeligt sprog.
Når det så er sagt, kan jeg ikke helhjertet anbefale denne roman. Det ville have klædt den, hvis der ikke var så meget stilstand, og længden blev barberet drastisk ned. Det føltes ikke, som om der nogensinde kom et ”point of no return”, som gav fornyet energi til at læse videre, og jeg havde mange gange mest lyst til bare at vende om igen. Hvis så bare detaljeringsgraden bidrog til at belyse tematik eller personskildringer yderligere. Men nej, for Rimminens sprog er ganske ligetil, og scenerne synes blot at være gentagelse på gentagelse i portrætteringen af et ensomt menneske og en tematik, som man hurtigt fornemmer efter få kapitler. Lidt overlades til læserens egen fantasi.
Så er der humoren. Enten er man til denne falden på halen-komik, eller også er man ikke! Den underliggende tematik om ensomhed bliver aldrig rigtig rørende eller vedkommende, fordi emnet behandles overfladisk. Fair nok, hvis det har været forfatterens hensigt at underholde mere end at skabe eftertanke hos sin læser. Lad os kalde det en hyggelig historie, der ikke gør nogen fortræd, men heller ikke efterlader et varigt indtryk!
Originally published by Line Hoffgaard, Litteratursiden.
Mød den ældre, ensomme Irma, som er lidt af en klodset original. Stillestående roman om ensomhed og om alligevel at række ud mod andre mennesker.
Det hele starter ved en tilfældighed, da Irma går forkert for at hente en gratis plante i et lejlighedskompleks i en kedelig forstad til Helsinki. For at dække over misforståelsen foregiver hun at være fra et analysebureau, der laver forbrugerundersøgelser. Det ender med at blive et rigtig hyggeligt besøg. Irma får svar på sine opdigtede spørgsmål, og snart efter begynder hun at foretage flere falske forbrugerundersøgelser hos beboerne i nabolaget. Irmas falske identitet roder hende ud i mangen komiske optrin og ind i forskellige menneskers tilværelse og hjerter. Men hun er ikke den bedste skuespiller, så det er blot et spørgsmål om tid, før hendes svindelnummer bliver opdaget
Finske Mikko Rimminen har begået en overvejende feel good-roman fortalt med humor og en underliggende tematik om ensomhed. Humoren er meget lig bestsellere såsom Frederik Backmans En mand der hedder Ove og Jonas Jonassons Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt. Romanen vandt Finlandiaprisen i 2010 (som bl.a. også Hotakainen og Oksanen har modtaget), og Rimminen er blevet rost for sit sprog, som bedst kan beskrives som en detaljeret skrivestil med lange omfattende miljøbeskrivelser og tankerækker i et letforståeligt sprog.
Når det så er sagt, kan jeg ikke helhjertet anbefale denne roman. Det ville have klædt den, hvis der ikke var så meget stilstand, og længden blev barberet drastisk ned. Det føltes ikke, som om der nogensinde kom et ”point of no return”, som gav fornyet energi til at læse videre, og jeg havde mange gange mest lyst til bare at vende om igen. Hvis så bare detaljeringsgraden bidrog til at belyse tematik eller personskildringer yderligere. Men nej, for Rimminens sprog er ganske ligetil, og scenerne synes blot at være gentagelse på gentagelse i portrætteringen af et ensomt menneske og en tematik, som man hurtigt fornemmer efter få kapitler. Lidt overlades til læserens egen fantasi.
Så er der humoren. Enten er man til denne falden på halen-komik, eller også er man ikke! Den underliggende tematik om ensomhed bliver aldrig rigtig rørende eller vedkommende, fordi emnet behandles overfladisk. Fair nok, hvis det har været forfatterens hensigt at underholde mere end at skabe eftertanke hos sin læser. Lad os kalde det en hyggelig historie, der ikke gør nogen fortræd, men heller ikke efterlader et varigt indtryk!
Originally published by Line Hoffgaard, Litteratursiden.
Kommentarer