Anmeldelse
Nådestolen af Elizabeth H. Winthrop
Tankevækkende, brutal og fantastisk velskrevet roman om de sidste timer, inden Willie Jones skal henrettes i den elektriske stol.
Vi er i 1943, i St. Martinsville i sydstaten Louisiana, hvor vi følger Willie Jones den sidste aften, inden han skal henrettes ved midnat for en forbrydelse, han måske har begået. I hvert fald er han blevet dømt for at have voldtaget en ung kvinde, som efter voldtægten har skudt sig selv. Vi er med Willie i fængselscellen, hvor han er blevet gjort klar til henrettelsen, og vi følger ham ved hans sidste måltid og samtale med præsten.
Samtidig følger vi andre personer, som på en eller anden måde er berørt af henrettelsen. Der er Lane, en farvet ung mand, som sidder i fængsel, men han har fået lov til at fungere som chauffør for den fordrukne fængselsinspektør Seward, og det er ham, der skal køre henrettelsesstolen til St. Martinsville.
Der er Willies far, som er på vej til St. Martinsville med en gravsten til Willies grav, samt Polly, den offentlige anklager, som har dømt Willie til døden. Derudover er der Pollys søn, Gabe, som vil overvære henrettelsen sammen med mange af byens beboere og præsten Fader Hannigan, som ikke er helt sikker i sin tro.
'Nådestolen' er en roman, som kredser om kærlighed og især racisme, som kommer til syne ved de hvide sydstatsfolks magtmisbrug, som de ikke er bange for at bruge, da Polly begynder at tvivle på rigtigheden i Willies straf.
Den usentimentale fortællestil er med til at gøre 'Nådestolen' til noget helt særligt, og samtidig gør Winthrops beskrivelse af miljøerne - den ulidelige hede, det tørre landskab, de lange lige veje med en faldefærdig benzinstation ved et vejkryds og de stikkende bomuldsmarker - romanen til en uforglemmelig læseoplevelse. Alt er fortalt på en stilfærdig måde. Det er er mesterlig gjort, og jeg synes bogen er helt på højde med en af de andre store amerikanske romaner om racisme, Dræb ikke en sangfugl.
Den måde, bogen er bygget op på, fik mig til at tænke på det gamle nummer med Poul Dissing, '25 minutter endnu'. Jeg fik samme knugende fornemmelse i maven, og jo nærmere jeg kom midnat eller sidste minut, jo mere steg min puls.
Og titlen 'Nådestolen' – The Mercy Seat – giver også stof til eftertanke. Ifølge 2. Mose bog er nådestolen en fremstilling af Treenigheden - Gud med den martrede, til tider korsfæstede søn foran sig og Helligåndens due svævende over dem.
Her er stof til gode samtaler i mange læsekredse.
Tankevækkende, brutal og fantastisk velskrevet roman om de sidste timer, inden Willie Jones skal henrettes i den elektriske stol.
Vi er i 1943, i St. Martinsville i sydstaten Louisiana, hvor vi følger Willie Jones den sidste aften, inden han skal henrettes ved midnat for en forbrydelse, han måske har begået. I hvert fald er han blevet dømt for at have voldtaget en ung kvinde, som efter voldtægten har skudt sig selv. Vi er med Willie i fængselscellen, hvor han er blevet gjort klar til henrettelsen, og vi følger ham ved hans sidste måltid og samtale med præsten.
Samtidig følger vi andre personer, som på en eller anden måde er berørt af henrettelsen. Der er Lane, en farvet ung mand, som sidder i fængsel, men han har fået lov til at fungere som chauffør for den fordrukne fængselsinspektør Seward, og det er ham, der skal køre henrettelsesstolen til St. Martinsville.
Der er Willies far, som er på vej til St. Martinsville med en gravsten til Willies grav, samt Polly, den offentlige anklager, som har dømt Willie til døden. Derudover er der Pollys søn, Gabe, som vil overvære henrettelsen sammen med mange af byens beboere og præsten Fader Hannigan, som ikke er helt sikker i sin tro.
'Nådestolen' er en roman, som kredser om kærlighed og især racisme, som kommer til syne ved de hvide sydstatsfolks magtmisbrug, som de ikke er bange for at bruge, da Polly begynder at tvivle på rigtigheden i Willies straf.
Den usentimentale fortællestil er med til at gøre 'Nådestolen' til noget helt særligt, og samtidig gør Winthrops beskrivelse af miljøerne - den ulidelige hede, det tørre landskab, de lange lige veje med en faldefærdig benzinstation ved et vejkryds og de stikkende bomuldsmarker - romanen til en uforglemmelig læseoplevelse. Alt er fortalt på en stilfærdig måde. Det er er mesterlig gjort, og jeg synes bogen er helt på højde med en af de andre store amerikanske romaner om racisme, Dræb ikke en sangfugl.
Den måde, bogen er bygget op på, fik mig til at tænke på det gamle nummer med Poul Dissing, '25 minutter endnu'. Jeg fik samme knugende fornemmelse i maven, og jo nærmere jeg kom midnat eller sidste minut, jo mere steg min puls.
Og titlen 'Nådestolen' – The Mercy Seat – giver også stof til eftertanke. Ifølge 2. Mose bog er nådestolen en fremstilling af Treenigheden - Gud med den martrede, til tider korsfæstede søn foran sig og Helligåndens due svævende over dem.
Her er stof til gode samtaler i mange læsekredse.
Kommentarer