Den debat, der i nyere tid har kørt om Nationalmuseets formidlingspraksis, er ikke ny. Det viser direktøren for Den Gamle By i Aarhus i dette bind af 100 danmarkshistorier.
Debatten er med forfatterens ord ”en gammel genstand i en ny montre”. Siden 1909, hvor den unge fremsynede Peter Holm til Landsudstillingen i Aarhus tog initiativ til at flytte den gamle borgmestergård, har skellet mellem museumsfolk, der fokuserer på genstande og forskning og de, der satser mere på folkets og den nyere tids historie, været meget tydelig.
Den ene fløj var især koncentreret om direktøren for Aarhus Museum, Frederik Ollendorff, og Nationalmuseets daværende egenrådige direktør, Sophus Müller. De var meget imod Peter Holms projekt og modarbejdede det, dog uden held. Deres holdninger var, at museer først og fremmest er til genstandsbevaring og forskning og ikke til folkelig formidling.
Den modsatte tendens, der heldigvis er fremherskende i dag, kan dokumentere sit udgangspunkt i selve ordet museum, der i det gamle Grækenland betød ”museernes hus”. I museernes hus kan alle kunstarter bruges i formidlingen – ikke kun Clio og Urania, der er museer for historie og astronomi.
Med denne lille læseværdige bog, der tager udgangspunkt i det projekt, der i dag er i Den Gamle By, får forfatteren skrevet en meget spændende bog om dansk museumsvæsens udvikling. Det er slet ikke så tørt, som det lyder, og alle, der interesserer sig for- eller beskæftiger sig med formidling, kan få udbytte af læsningen.
Kommentarer