Anmeldelse
Morgen i Jenin af Susan Abulhawa
Stærk roman om en palæstinensisk families stolthed og sammenhold.
Angrebene på flygtningelejrene Sabra og Shatila i Beirut september 1982 sendte en chokbølge over hele verden. Disse angreb og andre overgreb mod flygtningelejre bliver uhyggeligt nærværende i denne roman.
Amal er flygtet til USA, men vender flere år senere tilbage til flygtningelejren i Jenin, hvor hun voksede op som barn. Her opdager hun hurtigt, at stemningen i den tætbefolkede lejr er langt mere presset, langt mere frustreret og aggressiv end dengang hun boede der.
Gensynet får hende til at tænke tilbage på sin opvækst og endnu længere tilbage til bedsteforældrenes og forældrenes liv, som det blev levet i landsbyen indtil1948, hvor dannelsen af staten Israel betød fordrivelse af palæstinenserne.
Det var et flittigt og roligt liv med enestående familiesammenhold, stor kærlighed til landet og en dyb samhørighed med den jord, som familien har dyrket generation efter generation.
Gennem Amal fortælles om livet i lejren på godt og ondt og om kampen for at leve et værdigt liv - med en stadig længsel efter den jord, hvor hele ens slægt er vokset op, men uden mulighed for at vende tilbage.
Stærkt indtryk gør fortællingen om Amals bedstefar Jehia, som trods risikoen for at blive dræbt af israelske soldater vender tilbage til landsbyen, nu beboet af israelske bosættere, for endnu engang at smage de frugter, han og hans forfædre har dyrket, og sove under oliventræerne på den jord, hans sønner skulle have arvet.
Historien om Amal og om et folks lidelser er fortalt med indlevelse og med stor kærlighed til landet og kulturen. Det er en fortælling om livslange venskaber på tværs af kontinenter og religion, om forældres uendelige kærlighed og opofrelse, om kvindeliv og pigeliv, og om et barneliv i flygtningelejren med skolegang og leg i skyggen af terror og krig – et barneliv med glæder og sorger med døden tæt inde på livet – et barneliv på trods!
Man forstår, hvorfor en flygtningelejr kan nære kimen til terror og had, opstået af ydmygelse og ufrihed. Historien om det palæstinensiske folk er samtidig historien om alle fordrevne folk.
Stærk roman om en palæstinensisk families stolthed og sammenhold.
Angrebene på flygtningelejrene Sabra og Shatila i Beirut september 1982 sendte en chokbølge over hele verden. Disse angreb og andre overgreb mod flygtningelejre bliver uhyggeligt nærværende i denne roman.
Amal er flygtet til USA, men vender flere år senere tilbage til flygtningelejren i Jenin, hvor hun voksede op som barn. Her opdager hun hurtigt, at stemningen i den tætbefolkede lejr er langt mere presset, langt mere frustreret og aggressiv end dengang hun boede der.
Gensynet får hende til at tænke tilbage på sin opvækst og endnu længere tilbage til bedsteforældrenes og forældrenes liv, som det blev levet i landsbyen indtil1948, hvor dannelsen af staten Israel betød fordrivelse af palæstinenserne.
Det var et flittigt og roligt liv med enestående familiesammenhold, stor kærlighed til landet og en dyb samhørighed med den jord, som familien har dyrket generation efter generation.
Gennem Amal fortælles om livet i lejren på godt og ondt og om kampen for at leve et værdigt liv - med en stadig længsel efter den jord, hvor hele ens slægt er vokset op, men uden mulighed for at vende tilbage.
Stærkt indtryk gør fortællingen om Amals bedstefar Jehia, som trods risikoen for at blive dræbt af israelske soldater vender tilbage til landsbyen, nu beboet af israelske bosættere, for endnu engang at smage de frugter, han og hans forfædre har dyrket, og sove under oliventræerne på den jord, hans sønner skulle have arvet.
Historien om Amal og om et folks lidelser er fortalt med indlevelse og med stor kærlighed til landet og kulturen. Det er en fortælling om livslange venskaber på tværs af kontinenter og religion, om forældres uendelige kærlighed og opofrelse, om kvindeliv og pigeliv, og om et barneliv i flygtningelejren med skolegang og leg i skyggen af terror og krig – et barneliv med glæder og sorger med døden tæt inde på livet – et barneliv på trods!
Man forstår, hvorfor en flygtningelejr kan nære kimen til terror og had, opstået af ydmygelse og ufrihed. Historien om det palæstinensiske folk er samtidig historien om alle fordrevne folk.
Kommentarer