Penduleret hybensuppe, en stor sorg og hjemmelavet grammatik.
Man kan være en underlig og god roman på mange måder. Mirja Unge skriver som en brækket arm - men den er altså brækket på den gode måde. Det kører derudaf uden et nævneværdigt antal kommaer og punktummer. Først skaber det lidt forvirring, men man gribes hurtigt af flowet. Kommer ind under huden, ind i tankerne og ind i smerten.
Hannas smerte er stor. Hun mistede sin veninde, da de var på rejse sammen. Hun druknede. Måske var de lidt mere end veninder, det antydes. Hjemme igen har Hanna sin mor og sine søstre. De er nogle gamle hippier. Selv de unge gravide søstre er nogle gamle hippier og ikke til at holde ud at være sammen med. Her kan man kun bage (dårligt) brød, når planeterne står rigtigt.
Så Hanna tager ind til sin mormor, Oma, som bor i lejlighed i byen. Hun er halvtosset, senil og snakker med de døde. Men hun er til at holde ud at være sammen med. Her lever Hanna deprimeret. Eksperimenterer vist lidt med at være sin døde veninde. Det er svært at komme videre.
Historien fortælles i flere spor. Der klippes mellem nu, rejsen, barndommen og ulykken. Overvejende er stemningen intens og trist, men der er også lejlighed til at trække på smilebåndet. Især portrættet af den frelste hippimor er morsomt. Men når Oma så fortæller om, hvordan man behandlede grædende spædbørn, da hun var ung, så ved man ikke helt, hvor man skal gøre af sit smil.
"Mod uret" er oversat fra svensk. Det er første gang Mirja Unge udkommer på dansk. Jeg håber der kommer mere. Meget spændende!
Oversat af Pia Juul. Athene, 2007. 192 sider
Kommentarer