Tennis og det at skrive er omdrejningspunkterne, som vikles ind i hinanden i spændende erindringsroman.
Arthur Wilkow, tidligere habil tennisspiller og nu forfatter med skriveblokade, indgår en aftale med en ung tennisspiller, Lenz, som har en krise med sit tennisspil, om at hjælpe hinanden ud af deres respektive kriser. De mødes både for at spille tennis, men også for at snakke om tennis, litteratur og kærlighed. Wilkow vil gerne give Lenz en dannelse ud i litteraturen, da han selv har en oplevelse af, at den har haft stor betydning. Lenz er et ungt menneske, der lever i nuet og ikke altid kan se, hvad litteraturen skal gøre godt for ham eller hans tennisspil.
Romanen foregår over et år og fortælles i to spor – ét spor hvor Wilkow fortæller om sine overvejelser og arbejdet med romanen og samarbejdet med Lenz, og ét andet spor hvor tennisromanen overtager og er fortællingen.
Fortællestilen virker - jeg vil endda vove at kalde romanen en page-turner, for jeg læste hele tiden ivrigt videre. Romanen stiller spørgsmål om, hvornår forfatteren er fortælleren og omvendt og om, hvilken indvirkning de to har på hinanden. Bogens forfatter er selv tidligere tennisspiller og har en magistergrad i filosofi og litteraturvidenskab. Man kan derfor yderligere tænke over, hvor stor en påvirkning denne baggrund har på på romanen og Merkels fortællestil.
Det er ikke en bog, som kræver en masse af sin læser. Til gengæld er det en bog, som giver en masse. Man ved aldrig helt, hvor bogen er på vej hen, men man bliver nysgerrig som læser. Jeg tror ikke, bogen får et stort læsepublikum, men jeg vil i den grad anbefale den.
Kommentarer