Mit kvarter af Laila Ingrid Rasmussen

En kærlighedserklæring til bydelen Christianshavn og til hverdagslivet.

Tårerne har trillet flere gange under læsning af Laila Ingrid Rasmussens nye bog. Ikke fordi den er sørgelig. Men fordi bogen har fået mig til at tænke over mit liv, min hverdag, min by. Laila Ingrid Rasmussen er nemlig virkelig god til at sætte ord på universelle følelser.

’Mit kvarter’ er forfatterens hyldest til den del af København, hvor hun bor, nemlig Christianshavn. Men det er samtidig en fin skildring af hverdagen, af hvordan det er at være menneske, kvinde, mor midt i livet med børn, der bliver store og tid, der ikke kommer tilbage.

”Når nogen spørger mig, hvor i byen jeg bor, smiler jeg stolt, slår ud med armene og siger: Jeg bor på Christianshavn. Underforstået, selvfølgelig, hvor ellers?”

Sådan starter Laila Ingrid Rasmussen sin fine, poetiske skildring af hverdagslivet på Christianshavn. Det er en kærlighedserklæring, men den er ikke glorificerende og urealistisk. Hun skriver om Christiania, om politiet, om sprittere, tåregas og om den kolde vind, der kommer ind fra havet. Hun skriver om stanken af ”grillbar, kloakslam, brakvand, rådden tang og brændt affald fra lossepladsen og Amagerværket”. Men hun skriver også om kastanjetræerne, kanalen, musikken i Den grå hal, tårnet på Vor Frelser Kirke, mangfoldigheden i nationaliteter og mennesketyper.

Ud over bydelen Christianshavn handler ’Mit kvarter’ som sagt også om børn, der vokser op. Skildringen af da datteren flytter hjemmefra er fin og genkendelig. Skænderierne i teenageårene, men også sorgen over en tid, der er slut. Drengen, der pludselig ikke længere vil holde sin mor i hånden, når de går på gaden.

Der er måske nok stor forskel på Christianshavn og Frederikshavn, hvor jeg bor. Alligevel er der flere ligheder end forskelle, så uendeligt mange ting, jeg genkender.  Jeg har også spillet Lovesong, Kiss og Boys don´t cry med The Cure igen og igen på min pladespiller. Jeg har også siddet med en dreng ved tandlægen og følt det var overgreb, selvom han fik tanden med hjem i en lille skatkiste af plastic. Men i aftes småslumrede jeg ikke på sofaen til Deadline 2. sektion, for jeg læste denne vidunderlige bog færdig!