Anmeldelse
Min fars hoved af Jelena Botjorisjvili
Livet i Sovjetunionen skildres i vidunderligt tragikomisk roman om fædre og sønner, fattigdom og krig, kærlighed – og cirkus.
’Min fars hoved’ er noget så sjældent som en brevroman, der kun består af ét enkelt brev, og den når da også kun lige op over 70 sider i længde. Men man skal ikke lade sig narre af Jelena Botjorijvilis kortfattethed: den georgiske forfatter har meget at sige og hun får det sagt med få midler. Samtidig rammer hun den svære balance mellem humor og alvor, som karakteriserer god satire.
Botjorisjvilis fortæller er en far, som skriver til sin søn Frederick om sin opvækst i Georgien i Sovjettiden og om sine forældre. Fortællerens far var frontsoldat under 2. verdenskrig og blev siden en del af den sovjetiske nomenklatura som taleskriver i kommunistpartiet (’den allermindste af de store personer’). Moderen, en tidligere bugtalende cirkusartist og skuespiller med en stemme ’der var skabt til at synge operaarier’, fik aldrig den karriere, hun drømte om. Ægteskabet var præget af bitterhed, gensidige bebrejdelser og skænderier, men også af stor kærlighed:
”Min far fortalte mig om sin romance med mor og indrømmede at han var ved at dø af kærlighed. ”Engang når jeg går på pension,” sagde han, ”så skriver jeg vores kærlighedshistorie.” Hans hukommelse komprimerede hans kærlighed så den bestod af de lykkeligste og klareste øjeblikke. En kærlighedshistorie som stenogram.”
’Min fars hoved’ er vel netop en slags kærlighedshistorie i kortform. En historie om kærlighed der overlever på trods: på trods af livet i den kolde krigs skygge, på trods af fattigdommen, censuren og håbløsheden, på trods af det absurde politiske cirkus som var det Sovjetiske styre – og på trods af døden. Men Botjorisjvili er selvfølgelig ikke kun interesseret i den romantiske kærlighed. Taleskriverens og cirkusprinsessens ombruste forhold er en del af en større historie:
”Nu, mange år senere, bor hadet og kærligheden til Sovjetunionen i mig side om side. Jeg sørger over mit hjemlands død som når et elsket menneske som har lidt meget, dør. Man ønskede at han skulle dø fordi man elskede ham. Eller på samme måde som jeg ville have været ked af det hvis mine forældre, som elskede hinanden, men som ikke kunne leve sammen, var blevet skilt.”
Der er mange morsomme og rørende scener i romanen, især dem der kredser om forældrenes forhold og faderens til tider absurde arbejde som ordsmed for de politiske magthavere. Til trods for romanens beskedne omfang formår Botjorisjvili både at tegne et sammensat og tredimensionelt portræt af sine karakterer og af livet som borger i Sovjetunionen. Fortællerens tilbageblik på tilværelsen under Sovjetstyret og de konsekvenser, som unionens opløsning fik for ham og hans familie, er hurtig læst, men sent glemt.
’Min fars hoved’ er den første af Jelena Botjorisjvilis bøger, som udkommer i dansk oversættelse, og det kan vi takke Forlaget Vandkunsten og oversætter Trine Søndergaard for. Forhåbentlig har vi ikke hørt det sidste til Botjorisjvili
Livet i Sovjetunionen skildres i vidunderligt tragikomisk roman om fædre og sønner, fattigdom og krig, kærlighed – og cirkus.
’Min fars hoved’ er noget så sjældent som en brevroman, der kun består af ét enkelt brev, og den når da også kun lige op over 70 sider i længde. Men man skal ikke lade sig narre af Jelena Botjorijvilis kortfattethed: den georgiske forfatter har meget at sige og hun får det sagt med få midler. Samtidig rammer hun den svære balance mellem humor og alvor, som karakteriserer god satire.
Botjorisjvilis fortæller er en far, som skriver til sin søn Frederick om sin opvækst i Georgien i Sovjettiden og om sine forældre. Fortællerens far var frontsoldat under 2. verdenskrig og blev siden en del af den sovjetiske nomenklatura som taleskriver i kommunistpartiet (’den allermindste af de store personer’). Moderen, en tidligere bugtalende cirkusartist og skuespiller med en stemme ’der var skabt til at synge operaarier’, fik aldrig den karriere, hun drømte om. Ægteskabet var præget af bitterhed, gensidige bebrejdelser og skænderier, men også af stor kærlighed:
”Min far fortalte mig om sin romance med mor og indrømmede at han var ved at dø af kærlighed. ”Engang når jeg går på pension,” sagde han, ”så skriver jeg vores kærlighedshistorie.” Hans hukommelse komprimerede hans kærlighed så den bestod af de lykkeligste og klareste øjeblikke. En kærlighedshistorie som stenogram.”
’Min fars hoved’ er vel netop en slags kærlighedshistorie i kortform. En historie om kærlighed der overlever på trods: på trods af livet i den kolde krigs skygge, på trods af fattigdommen, censuren og håbløsheden, på trods af det absurde politiske cirkus som var det Sovjetiske styre – og på trods af døden. Men Botjorisjvili er selvfølgelig ikke kun interesseret i den romantiske kærlighed. Taleskriverens og cirkusprinsessens ombruste forhold er en del af en større historie:
”Nu, mange år senere, bor hadet og kærligheden til Sovjetunionen i mig side om side. Jeg sørger over mit hjemlands død som når et elsket menneske som har lidt meget, dør. Man ønskede at han skulle dø fordi man elskede ham. Eller på samme måde som jeg ville have været ked af det hvis mine forældre, som elskede hinanden, men som ikke kunne leve sammen, var blevet skilt.”
Der er mange morsomme og rørende scener i romanen, især dem der kredser om forældrenes forhold og faderens til tider absurde arbejde som ordsmed for de politiske magthavere. Til trods for romanens beskedne omfang formår Botjorisjvili både at tegne et sammensat og tredimensionelt portræt af sine karakterer og af livet som borger i Sovjetunionen. Fortællerens tilbageblik på tilværelsen under Sovjetstyret og de konsekvenser, som unionens opløsning fik for ham og hans familie, er hurtig læst, men sent glemt.
’Min fars hoved’ er den første af Jelena Botjorisjvilis bøger, som udkommer i dansk oversættelse, og det kan vi takke Forlaget Vandkunsten og oversætter Trine Søndergaard for. Forhåbentlig har vi ikke hørt det sidste til Botjorisjvili
Kommentarer