Anmeldelse
Mesopotamien af Sergij Zjadan
Ærlig, varm og ironisk skildring af livet for en række mennesker i den ukrainske by Kharkiv, der er mærket af krig.
I novellerne møder vi en mangfoldig by, der er beboet af en broget skare af mennesker. De enkelte noveller har forskellige hovedpersoner, men de bliver knyttet sammen på kryds og tværs af fælles bekendte og fælles omgivelser. Når man læser Zjadans værk, får man derfor oplevelsen af at vandre igennem nogle kvarterer, som man efterhånden føler sig bekendt med. Man hilser på gamle bekendte og lytter til den nyeste sladder fra forskellige kanter.
Netop stedsligheden fylder meget i ’Mesopotamien’. Byen Kharkiv er en hovedperson i sig selv. Den fysiske fornemmelse af byen, dens gader og kvarterer er en del af det, der skaber disse mennesker. Beskrivelserne af byen mellem de to floder er smukke og har en mytisk kraft over sig. ”Alting befinder sig mellem floderne, dér har alting sin begyndelse - såvel alle historierne, som al kærligheden.”
Zjadans brug af byen leder tankerne hen på fx Aleksandr Pusjkins brug af Sct. Petersborg i ’Bronzerytteren’.
I den første novelle hylder familie og venner Marat 40 dage efter hans død. Zjadan trækker på den muslimske mytologi, men også den kristne. Marat dør i påsken, mens man fejrer Jesus opstandelse, og 40 dage efter fejrer de Marat i en slags sidste nadver for den døde, der skal forlade dem. Her oplever vi den ironi, som skærer ind i den mytiske alvor. De tilstedeværende hylder Marat for at opfylde maskulinitetsidealet med sin ansvarsbevidsthed, styrke, udholdenhed, standhaftighed, ydmyghed og sit mod. Imens husker hovedpersonen, hvordan disse historier i virkeligheden var. Han husker, at mange af de historier handlede om en Marat, der festede, slås, var utro og generelt gjorde, hvad der passede ham. Zjadan bruger ironien til at udhule og kritisere selve maskulinitetsidealet.
I det hele taget er der mange mænd i disse noveller, der tænker med pikken, slås, gør hvad de vil med kvinder og retfærdiggør sig selv. Bogen har tydeligvis sympati for disse mænd, der for manges vedkommende er i en slags krise. Kærligheden er det største, og disse mænd er afhængige af kvinder, de ikke kan få, og de handler kun i forsøget på at indfange disse. Mændenes usle forsøg på at handle og deres ignorance i forhold til virkeligheden er beskrevet humoristisk.
Digtene til sidst i bogen refererer til novellerne og til oplevelsen af uopnåelig og ulykkelig kærlighed. Det er samtidigt fine stemningsbilleder, om end de virker en anelse malplacerede i slutningen. Generelt er sproget i både digte og noveller potent, lyrisk og enkelt. Tonen er hverdagslig, men også filosofisk og reflekterende, ofte med referencer til det mytiske og historiske.
’Mesopotamien’ er en interessant litterær vej ind i en lille del af en anden kultur, skrevet af en af Ukraines store forfattere.
Ærlig, varm og ironisk skildring af livet for en række mennesker i den ukrainske by Kharkiv, der er mærket af krig.
I novellerne møder vi en mangfoldig by, der er beboet af en broget skare af mennesker. De enkelte noveller har forskellige hovedpersoner, men de bliver knyttet sammen på kryds og tværs af fælles bekendte og fælles omgivelser. Når man læser Zjadans værk, får man derfor oplevelsen af at vandre igennem nogle kvarterer, som man efterhånden føler sig bekendt med. Man hilser på gamle bekendte og lytter til den nyeste sladder fra forskellige kanter.
Netop stedsligheden fylder meget i ’Mesopotamien’. Byen Kharkiv er en hovedperson i sig selv. Den fysiske fornemmelse af byen, dens gader og kvarterer er en del af det, der skaber disse mennesker. Beskrivelserne af byen mellem de to floder er smukke og har en mytisk kraft over sig. ”Alting befinder sig mellem floderne, dér har alting sin begyndelse - såvel alle historierne, som al kærligheden.”
Zjadans brug af byen leder tankerne hen på fx Aleksandr Pusjkins brug af Sct. Petersborg i ’Bronzerytteren’.
I den første novelle hylder familie og venner Marat 40 dage efter hans død. Zjadan trækker på den muslimske mytologi, men også den kristne. Marat dør i påsken, mens man fejrer Jesus opstandelse, og 40 dage efter fejrer de Marat i en slags sidste nadver for den døde, der skal forlade dem. Her oplever vi den ironi, som skærer ind i den mytiske alvor. De tilstedeværende hylder Marat for at opfylde maskulinitetsidealet med sin ansvarsbevidsthed, styrke, udholdenhed, standhaftighed, ydmyghed og sit mod. Imens husker hovedpersonen, hvordan disse historier i virkeligheden var. Han husker, at mange af de historier handlede om en Marat, der festede, slås, var utro og generelt gjorde, hvad der passede ham. Zjadan bruger ironien til at udhule og kritisere selve maskulinitetsidealet.
I det hele taget er der mange mænd i disse noveller, der tænker med pikken, slås, gør hvad de vil med kvinder og retfærdiggør sig selv. Bogen har tydeligvis sympati for disse mænd, der for manges vedkommende er i en slags krise. Kærligheden er det største, og disse mænd er afhængige af kvinder, de ikke kan få, og de handler kun i forsøget på at indfange disse. Mændenes usle forsøg på at handle og deres ignorance i forhold til virkeligheden er beskrevet humoristisk.
Digtene til sidst i bogen refererer til novellerne og til oplevelsen af uopnåelig og ulykkelig kærlighed. Det er samtidigt fine stemningsbilleder, om end de virker en anelse malplacerede i slutningen. Generelt er sproget i både digte og noveller potent, lyrisk og enkelt. Tonen er hverdagslig, men også filosofisk og reflekterende, ofte med referencer til det mytiske og historiske.
’Mesopotamien’ er en interessant litterær vej ind i en lille del af en anden kultur, skrevet af en af Ukraines store forfattere.
Kommentarer