Hvis Simon ikke skærer rebet over, har han ingen chance for at overleve – men han ved også, at det kan koste Joe livet. En utrolig historie om overlevelse.
Der findes mange beskrivelser af dramatiske og farefulde bjergbestigninger, men Joe Simpsons bog hører så absolut til én af mine favoritter. Historien er medrivende fortalt og meget intens, faktisk lige så spændende som en kriminalroman samtidig med, at den er velskrevet og med mange overvejelser om, hvordan det er at være prisgivet en natur, der kan være ufatteligt barsk.
Joe og Simon er erfarne bjergbestigere, og i 1985 beslutter de sig til, at de vil være de første, der bestiger den 6400 meter høje top Siula Grande i Andesbjergene vestfra.
”Jeg følte bruset, hvordan varmen og blodet og kræfterne vældede op i mig. Det var livet”, skriver Joe.
De første dage går alt vel. Selvom sneen udgør en fare, når de toppen efter 4 dages anstrengende klatring. Fra toppen kan de se, at et uvejr nærmer sig, og de starter hurtigt nedturen. Men så begynder alle uheldene, og på et tidspunkt hænger de i hver sin ende af det reb, der skulle holde dem sammen. Simon frygter, at Joe er omkommet, og hvis han selv vil overleve, bliver han nødt til at skære rebet over. Simon kommer ned til basislejren, og der forbereder han sig på, hvad han skal sige til Joes forældre.
Men Joe er ikke død, han har brækket benet, og smerterne er store. Men han har en stærk livsvilje, og selvom han ind imellem er ved at miste håbet, og også sin forstand, lykkes det ham under ubeskrivelige lidelser og umenneskelige anstrengelser at komme så langt ned ad bjerget, at Simon hører hans råd om hjælp. Men dermed er det ikke slut med problemerne, for der langt til sygehus og behandling.
”Mellem is og intet” er en spændende fortælling, men også en fortælling, der udover de dramatiske begivenheder, sætter fokus på, hvad der driver nogle mennesker til at udfordre skæbnen igen og igen.
Det rene egotrip? eller et stort ønske om at nyde oplevelsen?
Kommentarer