”… men i aften er jeg tilfreds.” Sådan indledes den let gulnede danske originaludgave af Sylvia Plaths dagbog fra 1983, jeg har lånt af min venindes mor. Hurtigt genkender jeg Sylvias stemme som en changering i affekt på alle bogens sider.
Sylvia Plath er opvokset i USA, uddannet i Storbritannien og var gift med digteren Ted Hughes frem mod sin død som 30-årig i 1963. Jeg troede, jeg kendte til Sylvias historie om at være en ung kvinde i 1950’erne, men sådan kan man tage grueligt fejl og gøre sig skyldig i det, Sylvia aldrig gjorde i sin dagbog: At reducere livets og følelsernes vilde kompleksitet til en simplere, letforståelig version.
For Sylvias historie er netop dét: Kompleks, og viklet sammen om hendes forfattervirke som centrum. Og Ted: Sylvias ægtemand, Sylvias elsker og Sylvias censur. Som redaktør på denne førsteudgivelse af hendes dagbog har han udeladt passager og markeret passager, som er for hadske, for sønderlemmende, for erotiske og for intime med klammer. For meget. Og klammer er svære at læse henover, så min nysgerrighed pirres igen, igen og igen. Hvad skrev Sylvia? Jeg vil læse hendes manglende ord, men ser i stedet Ted i alle bogens udeladelser.
Ted: ”… den eneste dér der var stor nok til mig…” (s. 83), skriver Sylvia og genkalder sig aftenen, hvor deres romance startede med et blodigt kys og først rigtigt endte med hendes selvmord syv år senere. Efter udgivelsen af digtsamlingen ’Ariel’ blev vores opmærksomhed vakt, og myten om Sylvia og Ted slog knude om Sylvias litterære værker. Det tænkte jeg, da jeg læste, hvad en 19-årig Sylvia skrev i sin dagbog i 1951: ”Jeg vil ikke finde mig i at mit liv skal fingeres ved af min mand...” (s.47).
Selvom Teds redigering lurer i teksten, lader Sylvias tungsindige sandheder og underfundige beskrivelser sig ikke trumfe eller overskrive. Måske er det sammenstillingerne, der særligt overrasker mig. Det er som om, hendes ord står ret på en vippe, der hvert øjeblik og med voldsom kraft kan tippe den ene eller anden vej, fra negativ til positiv, vice versa. Sylvia vakler i troen på sit talent, men i sin drøm om at skrive og lykkes er hun vedholdende.
Den nyfundne interesse for bekendelseslitteraturens store forfattere har resulteret i en ny dansk oversættelse fra 2016 af Sylvias eneste roman Glasklokken (oversat af Olga Ravn og Mette Moestrup), som jeg vil læse nu. Jeg håber sådan, at en oversættelse af Sylvias uredigerede dagbøger er på trapperne, så jeg på dansk kan læse Sylvias, og kun Sylvias, ord.
Kommentarer