Anmeldelse
Magikerne
- Log ind for at skrive kommentarer
Fascinerende fantasyfortælling om magi, bedrag og uhyggelige hemmeligheder er dyster læsning og ikke for børn.
’Magikerne’ er den første bog i en trilogi, der godt kunne kaldes socialrealistisk fantasy. Lev Grossmans fortælling er i hvert fald et meget nøgternt og realistisk bud på, hvad der kunne ske, hvis man pludselig blev kastet ind i en magisk parallelverden. Historien er kompleks og orienteret mod voksne, både følelses- og forståelsesmæssigt. Den er et mørkt og dystert modsvar til Harry Potter, da der gemmer sig flere stikpiller til lige præcis dét univers, der tydeligvis anses for lidt for nuttet i forfatterens øjne. Der er også adskillige andre mere eller mindre skjulte hentydninger til forskellige værker i litteraturen. Hvis man er kvik og opmærksom, så fanger man dem måske.
Hovedpersonen i ’Magikerne’ er Quentin Coldwater, 17 år og på vej mod college og voksenlivet. Han bor i Brooklyn, New York, og er allerede lettere livstræt, desillusioneret og depressiv og lever mere i bøgernes verden end i det virkelige liv. Særligt bogserien om fantasilandet Fillori har fulgt ham siden barndommen og giver ham den tryghed, som han ikke umiddelbart har fået fra sine følelsesmæssigt fraværende forældre. Han drømmer konstant om, hvor fantastisk det ville være at komme til Fillori og leve blandt magiske skabninger i selskab med bogens hovedpersoner, Chatwin-børnene.
En dag træder han et skridt nærmere sin drøm, da han ud af det blå optages på Brakebills, en hemmelig skole for magi beliggende i det nordlige New York, men i et parallelunivers med en anden tidszone, som i Narnia, hvor tiden i den virkelige verden går i stå, mens børnene befinder sig i eventyrlandet. Men for Quentin er det slet ikke lige som i bøgerne, ingenting flasker sig rigtigt, man kan ikke bare svirpe med en tryllestav og få magiske ting til at ske - og han er selv stadig lige sur og sortsynet som altid. Selv da han får adgang til selveste Fillori er det slet ikke i nærheden af at være, som han havde drømt om. Det er derimod meget mere (livs)farligt og uigennemskueligt end i bøgerne. Og Fillori kommer til at frarøve ham det lille glimt at lykke, han var lige ved at opnå.
Quentin er en selvoptaget anti-helt og slet ikke let at holde af. Alligevel er det fascinerende at følge hans rejse først gennem skoleårene på Brakebills og derefter til Fillory med den gode håndfuld af personer; venner, uvenner og elskende, han omgiver sig med. Som læser drives man insisterende videre i sin søgen efter vished og afklaring - og måske et lille varmt solstrejf af glæde og håb at lune sig ved. Jeg har ladet mig fortælle, at bind 2 og 3 gør noget godt for Quentins udvikling og fermt samler trådene, så jeg ser frem til de næste bøger i serien.
Overordnet er denne første bog en seriøst dyster og tung omgang at komme igennem, men den er spændende og velskrevet og fint oversat af Louise H. A. Trankjær, der selv er forfatter til flere (fantasy)romaner. Bogserien er filmatiseret med titlen ”The Magicians” i foreløbig 5 sæsoner, men med ret store forskelle fra bog til lærred.
- Log ind for at skrive kommentarer
Fascinerende fantasyfortælling om magi, bedrag og uhyggelige hemmeligheder er dyster læsning og ikke for børn.
’Magikerne’ er den første bog i en trilogi, der godt kunne kaldes socialrealistisk fantasy. Lev Grossmans fortælling er i hvert fald et meget nøgternt og realistisk bud på, hvad der kunne ske, hvis man pludselig blev kastet ind i en magisk parallelverden. Historien er kompleks og orienteret mod voksne, både følelses- og forståelsesmæssigt. Den er et mørkt og dystert modsvar til Harry Potter, da der gemmer sig flere stikpiller til lige præcis dét univers, der tydeligvis anses for lidt for nuttet i forfatterens øjne. Der er også adskillige andre mere eller mindre skjulte hentydninger til forskellige værker i litteraturen. Hvis man er kvik og opmærksom, så fanger man dem måske.
Hovedpersonen i ’Magikerne’ er Quentin Coldwater, 17 år og på vej mod college og voksenlivet. Han bor i Brooklyn, New York, og er allerede lettere livstræt, desillusioneret og depressiv og lever mere i bøgernes verden end i det virkelige liv. Særligt bogserien om fantasilandet Fillori har fulgt ham siden barndommen og giver ham den tryghed, som han ikke umiddelbart har fået fra sine følelsesmæssigt fraværende forældre. Han drømmer konstant om, hvor fantastisk det ville være at komme til Fillori og leve blandt magiske skabninger i selskab med bogens hovedpersoner, Chatwin-børnene.
En dag træder han et skridt nærmere sin drøm, da han ud af det blå optages på Brakebills, en hemmelig skole for magi beliggende i det nordlige New York, men i et parallelunivers med en anden tidszone, som i Narnia, hvor tiden i den virkelige verden går i stå, mens børnene befinder sig i eventyrlandet. Men for Quentin er det slet ikke lige som i bøgerne, ingenting flasker sig rigtigt, man kan ikke bare svirpe med en tryllestav og få magiske ting til at ske - og han er selv stadig lige sur og sortsynet som altid. Selv da han får adgang til selveste Fillori er det slet ikke i nærheden af at være, som han havde drømt om. Det er derimod meget mere (livs)farligt og uigennemskueligt end i bøgerne. Og Fillori kommer til at frarøve ham det lille glimt at lykke, han var lige ved at opnå.
Quentin er en selvoptaget anti-helt og slet ikke let at holde af. Alligevel er det fascinerende at følge hans rejse først gennem skoleårene på Brakebills og derefter til Fillory med den gode håndfuld af personer; venner, uvenner og elskende, han omgiver sig med. Som læser drives man insisterende videre i sin søgen efter vished og afklaring - og måske et lille varmt solstrejf af glæde og håb at lune sig ved. Jeg har ladet mig fortælle, at bind 2 og 3 gør noget godt for Quentins udvikling og fermt samler trådene, så jeg ser frem til de næste bøger i serien.
Overordnet er denne første bog en seriøst dyster og tung omgang at komme igennem, men den er spændende og velskrevet og fint oversat af Louise H. A. Trankjær, der selv er forfatter til flere (fantasy)romaner. Bogserien er filmatiseret med titlen ”The Magicians” i foreløbig 5 sæsoner, men med ret store forskelle fra bog til lærred.
Kommentarer