Anmeldelse
Lysningen
Svensk krimidebut byder på Nordic Noir af fineste karat og en ny favoritheltinde.
'Lysningen' er ikke kun en velskrevet udkantskrimi om en mordsag, men i lige så høj grad en medrivende og levende skildring af et stagnerende lokalsamfund og en introduktionen til din nye favoritheltinde Vera Bergström. 'Lysningen' er Sara Strömbergs debut, og den blev kåret som årets debutkrimi af Det Svenske Kriminal Akademi i 2021. Sæt i gang, men sæt god tid af, for denne krimi har ikke travlt!
I den lille flække Åre tæt på grænsen mod Norge bor den midaldrende lokalreporter Vera Bergström ovenpå byens nedlagte togstation. Hun arbejder som hjælpelærer, efter lokalredaktionen blev nedlagt tre år tidligere. Hun plejede at gå på jagt og have et socialt liv, men er gået i stå, da alderen og sindet trykker. Livet formede sig ikke som forventet – hverken parforholdet eller karrieren.
Da en kvinde findes myrdet i skoven, prikker Veras tidligere redaktionschef Strømmen til hende for at få dækket sagen, og så er Vera pludselig i gang med journalistikken igen. Politiet er på bar bund og har anholdt en mistænkt, som de senere må lade gå. Vera er dog mere optaget af at finde ud af, hvem den myrdede kvinde var, og begynder at bevæge sig tilbage i kvindens fortid. Hun bemærker, at en sort bil synes at dukke op mange af de samme steder som hende selv, og snart føler hun sig i livsfare.
Handlingen udfolder sig skiftevis i to fortællespor. I nutiden er Vera jeg-fortælleren, hvilket fortællemæssigt fungerer godt og bidrager til, at læseren kommer helt tæt på Veras tanker og følelser, og i 1994, hvor fortælleren er den 16-årige Maria, som livet ikke har skænket de bedste kort på hånden med en far, der begik selvmord og en mor, der er helt gået i hundene. Derfor er Maria overladt til sig selv og kæmper både for sin basale overlevelse i hverdagen og med sit dårlige selvværd. Svigt, forråelse og en ustabil tilværelse fører Maria ud på et sidespor, der trækker tråde helt til nutidens mordsag.
Krimiens store attraktion er den komplicerede Vera, som opleves som en ”ægte” person i kød og blod, som man kan relatere til. Jeg kom uvilkårligt til at tænke på Ragnar Jonassons krimitrilogi om Hulda, som besidder mange af de samme karaktertræk som Vera. Vera stopper toiletpapir i trusserne, når hun oplever endnu en ubelejlig pletblødning i overgangsalderen og mærker stadig et stik i underlivet, hver gang noget minder hende om hendes barnløse tilværelse. Hun kæmper med en altoverskyggende sorg over et mangeårigt parforhold, der sluttede med et svigt, med sit dystre sind og med erkendelsen af, at det bedste er bag hende:
”Seksoghalvtreds år. Der var kun et øjeblik tilbage af det, jeg engang troede var evigheden. Det stak i mig. En tynd, grå hinde havde lagt sig over mit ansigt, hen over øjnene. Jeg prøvede konstant at vifte den væk, som om jeg forsøgte at finde resterne efter en stor brand. Ingen roller var mine længere. Nogle havde aldrig været mine. Ingen kaldte mig ung og lovende længere, ungdommen i sig selv havde ellers gjort mig eftertragtet, både i arbejdslivet og hos det modsatte køn. En dag opdagede jeg bare, at alt var forbi. Jeg var blevet usynlig, tit gik jeg omkring og ønskede, at nogen skulle male mig frem igen”.
Krimien er både lang og langsommelig, fordi den tager sig tid til at komme godt rundt i hjørnerne af Veras tilværelse – i jobbet som hjælpelærer (det er virkelig morsomt at få Veras blik på kulturen på lærerværelset), når hun deltager i borgermøde om nyt tag på forsamlingshuset, under besøgene på farens plejehjem, samtalerne med den gamle redaktionschef og med gamle bekendte og meget mere. Det er ikke som sådan altafgørende begivenheder for plottet, men tilsammen tegner det et helstøbt og troværdigt billede af både Vera, hendes research og lokalsamfundet.
Det her er krimien for dig, der har hang til langsomme læseoplevelser, et godt sprog, realistiske miljøer og en interessant hovedperson. 'Lysningen' er første bind i en ny krimiserie med Vera Bergström, og jeg kan næsten ikke vente med igen at være i godt selskab med Vera.
Svensk krimidebut byder på Nordic Noir af fineste karat og en ny favoritheltinde.
'Lysningen' er ikke kun en velskrevet udkantskrimi om en mordsag, men i lige så høj grad en medrivende og levende skildring af et stagnerende lokalsamfund og en introduktionen til din nye favoritheltinde Vera Bergström. 'Lysningen' er Sara Strömbergs debut, og den blev kåret som årets debutkrimi af Det Svenske Kriminal Akademi i 2021. Sæt i gang, men sæt god tid af, for denne krimi har ikke travlt!
I den lille flække Åre tæt på grænsen mod Norge bor den midaldrende lokalreporter Vera Bergström ovenpå byens nedlagte togstation. Hun arbejder som hjælpelærer, efter lokalredaktionen blev nedlagt tre år tidligere. Hun plejede at gå på jagt og have et socialt liv, men er gået i stå, da alderen og sindet trykker. Livet formede sig ikke som forventet – hverken parforholdet eller karrieren.
Da en kvinde findes myrdet i skoven, prikker Veras tidligere redaktionschef Strømmen til hende for at få dækket sagen, og så er Vera pludselig i gang med journalistikken igen. Politiet er på bar bund og har anholdt en mistænkt, som de senere må lade gå. Vera er dog mere optaget af at finde ud af, hvem den myrdede kvinde var, og begynder at bevæge sig tilbage i kvindens fortid. Hun bemærker, at en sort bil synes at dukke op mange af de samme steder som hende selv, og snart føler hun sig i livsfare.
Handlingen udfolder sig skiftevis i to fortællespor. I nutiden er Vera jeg-fortælleren, hvilket fortællemæssigt fungerer godt og bidrager til, at læseren kommer helt tæt på Veras tanker og følelser, og i 1994, hvor fortælleren er den 16-årige Maria, som livet ikke har skænket de bedste kort på hånden med en far, der begik selvmord og en mor, der er helt gået i hundene. Derfor er Maria overladt til sig selv og kæmper både for sin basale overlevelse i hverdagen og med sit dårlige selvværd. Svigt, forråelse og en ustabil tilværelse fører Maria ud på et sidespor, der trækker tråde helt til nutidens mordsag.
Krimiens store attraktion er den komplicerede Vera, som opleves som en ”ægte” person i kød og blod, som man kan relatere til. Jeg kom uvilkårligt til at tænke på Ragnar Jonassons krimitrilogi om Hulda, som besidder mange af de samme karaktertræk som Vera. Vera stopper toiletpapir i trusserne, når hun oplever endnu en ubelejlig pletblødning i overgangsalderen og mærker stadig et stik i underlivet, hver gang noget minder hende om hendes barnløse tilværelse. Hun kæmper med en altoverskyggende sorg over et mangeårigt parforhold, der sluttede med et svigt, med sit dystre sind og med erkendelsen af, at det bedste er bag hende:
”Seksoghalvtreds år. Der var kun et øjeblik tilbage af det, jeg engang troede var evigheden. Det stak i mig. En tynd, grå hinde havde lagt sig over mit ansigt, hen over øjnene. Jeg prøvede konstant at vifte den væk, som om jeg forsøgte at finde resterne efter en stor brand. Ingen roller var mine længere. Nogle havde aldrig været mine. Ingen kaldte mig ung og lovende længere, ungdommen i sig selv havde ellers gjort mig eftertragtet, både i arbejdslivet og hos det modsatte køn. En dag opdagede jeg bare, at alt var forbi. Jeg var blevet usynlig, tit gik jeg omkring og ønskede, at nogen skulle male mig frem igen”.
Krimien er både lang og langsommelig, fordi den tager sig tid til at komme godt rundt i hjørnerne af Veras tilværelse – i jobbet som hjælpelærer (det er virkelig morsomt at få Veras blik på kulturen på lærerværelset), når hun deltager i borgermøde om nyt tag på forsamlingshuset, under besøgene på farens plejehjem, samtalerne med den gamle redaktionschef og med gamle bekendte og meget mere. Det er ikke som sådan altafgørende begivenheder for plottet, men tilsammen tegner det et helstøbt og troværdigt billede af både Vera, hendes research og lokalsamfundet.
Det her er krimien for dig, der har hang til langsomme læseoplevelser, et godt sprog, realistiske miljøer og en interessant hovedperson. 'Lysningen' er første bind i en ny krimiserie med Vera Bergström, og jeg kan næsten ikke vente med igen at være i godt selskab med Vera.
Kommentarer