Anmeldelse
Lykkelig med M
Lille, finurlig og eksperimenterende queer-roman indkapsler ungdomsforelskelse og længsel.
Anne Mari Borcherts debutroman er en sjov størrelse; den er lille, knap 90 sider lang, og alligevel en roman. En roman, der i sine 3 dele leger med både genrer og format. Gennem tekstfragmenter, lister og digitale dagbogsagtige indtastninger løber der en fin og skrøbelig tråd om en forelskelse, der hverken er lykkelig eller ulykkelig, men måske nærmere tøvende i frygten for at bryde magien og ødelægge et fint venskab.
Fælles for alle tre dele er, at de er udgjort af små tekstfragmenter, lister og digitale dagbogsagtige indtastninger, der giver en fornemmelse af, at man læser forfatterens mest personlige tanker i deres Note-app. Og det er både interessant og lidt ærgerligt. Interessant fordi, man får et særligt indblik i en relation; i en forelskelse, som man ellers ikke ville have adgang til.
Romanens første del – ”Lille brevroman” –er skrevet i et tydeligt og genkendeligt billedsprog. Eller rettere: i et GIF-sprog. For det fortællende jeg og den mystiske M fra titlen sender hinanden GIFs, som behændigt beskrives og forklares på tekst. Det lettere absurde i at forklare et lille videoklip på tekst fungerer overraskende godt og bliver på mange måder et sjovt billede på, hvordan en generation kommunikerer med hinanden.
I romanens anden del – ”Hvid magi” – fortsætter den sørgelige kærlighedshistorie med to kvinder, der begge tilsyneladende er forelskede i hinanden, men aldrig formår at få timingen rigtig. Det er her i bogens anden del, at man virkelig får et intimt indblik i en relation, eller fortællingen om en relation, og teksten bliver nærmest en erklæring til en svunden forelskelse, til the one that got away. Det er også i denne del, at formuleringer som ”Det hjerteskærende er den høflige tone” findes, en i sig selv hjerteskærende beskrivelse af når følelser forsvinder hos en, men bliver hos en anden.
Romanens tredje og sidste del – ”Var det hende du forførte til Anne Linnet?” – sætter ord på den afstand, som det usagte mellem to personer kan skabe, selvom man fysisk er tætte. Afstand og nærvær er der også på de allersidste sider, der udgøres af en liste af GIF-beskrivelser, fordi M har foræret jeg’et et link til en dropbox-mappe med GIFs i fødselsdagsgave. Et GIF-arkiv som de begge kan tilføje flere til fremover og kommunikere igennem. Den afslutning – eller mangel på samme – og manglende forløsning er måske netop dét, der får forlaget til at kalde romanen for ”en queer kærlighedsroman og en sørgelig komedie.”
Romanen fremstår som en ode til den mystiske M. Mystisk fordi, vi hverken kender hendes navn, hendes alder eller nogen af de ting, man oftest først lærer om en person. Derimod kender vi hendes små særheder, særlige kendetegn og andre – måske på overfladen – uvigtige detaljer, men som er den slags deltaljer, man kun lægger mærke til, hvis man virkelig kender en person. Så man længes sammen med jeg’et efter at være lykkelig med M.
Lille, finurlig og eksperimenterende queer-roman indkapsler ungdomsforelskelse og længsel.
Anne Mari Borcherts debutroman er en sjov størrelse; den er lille, knap 90 sider lang, og alligevel en roman. En roman, der i sine 3 dele leger med både genrer og format. Gennem tekstfragmenter, lister og digitale dagbogsagtige indtastninger løber der en fin og skrøbelig tråd om en forelskelse, der hverken er lykkelig eller ulykkelig, men måske nærmere tøvende i frygten for at bryde magien og ødelægge et fint venskab.
Fælles for alle tre dele er, at de er udgjort af små tekstfragmenter, lister og digitale dagbogsagtige indtastninger, der giver en fornemmelse af, at man læser forfatterens mest personlige tanker i deres Note-app. Og det er både interessant og lidt ærgerligt. Interessant fordi, man får et særligt indblik i en relation; i en forelskelse, som man ellers ikke ville have adgang til.
Romanens første del – ”Lille brevroman” –er skrevet i et tydeligt og genkendeligt billedsprog. Eller rettere: i et GIF-sprog. For det fortællende jeg og den mystiske M fra titlen sender hinanden GIFs, som behændigt beskrives og forklares på tekst. Det lettere absurde i at forklare et lille videoklip på tekst fungerer overraskende godt og bliver på mange måder et sjovt billede på, hvordan en generation kommunikerer med hinanden.
I romanens anden del – ”Hvid magi” – fortsætter den sørgelige kærlighedshistorie med to kvinder, der begge tilsyneladende er forelskede i hinanden, men aldrig formår at få timingen rigtig. Det er her i bogens anden del, at man virkelig får et intimt indblik i en relation, eller fortællingen om en relation, og teksten bliver nærmest en erklæring til en svunden forelskelse, til the one that got away. Det er også i denne del, at formuleringer som ”Det hjerteskærende er den høflige tone” findes, en i sig selv hjerteskærende beskrivelse af når følelser forsvinder hos en, men bliver hos en anden.
Romanens tredje og sidste del – ”Var det hende du forførte til Anne Linnet?” – sætter ord på den afstand, som det usagte mellem to personer kan skabe, selvom man fysisk er tætte. Afstand og nærvær er der også på de allersidste sider, der udgøres af en liste af GIF-beskrivelser, fordi M har foræret jeg’et et link til en dropbox-mappe med GIFs i fødselsdagsgave. Et GIF-arkiv som de begge kan tilføje flere til fremover og kommunikere igennem. Den afslutning – eller mangel på samme – og manglende forløsning er måske netop dét, der får forlaget til at kalde romanen for ”en queer kærlighedsroman og en sørgelig komedie.”
Romanen fremstår som en ode til den mystiske M. Mystisk fordi, vi hverken kender hendes navn, hendes alder eller nogen af de ting, man oftest først lærer om en person. Derimod kender vi hendes små særheder, særlige kendetegn og andre – måske på overfladen – uvigtige detaljer, men som er den slags deltaljer, man kun lægger mærke til, hvis man virkelig kender en person. Så man længes sammen med jeg’et efter at være lykkelig med M.
Kommentarer