Anmeldelse
Lyden af stilhed af Rosamund Lupton
- Log ind for at skrive kommentarer
Stille spændingsroman om en stærk kvinde, der vil finde sin mand i Alaskas ødemark, selvom politiet siger, at han er død. Troværdig og kompleks roman om at kæmpe for det man tror på.
Yasmin og hendes døve 10-årige datter Ruby er fløjet fra England til Alaska for at besøge deres mand og far, Matt, der arbejder som naturfotograf i Alaska i en periode. Da de ankommer, er det dog ikke Matt, der henter dem, men en politimand der fortæller dem, at han er omkommet i en brand i den landsby, han opholdt sig i. Alle beboere i landsbyen meldes omkommet, og de har fundet Matts vielsesring. Yasmin, som er kommet til Alaska for at få Matt tilbage efter hans affære med en lokal kvinde, er dog ikke overbevist om, at han er omkommet, netop fordi han havde en affære, og derfor ikke gik med sin vielsesring. Hun vil hen til landsbyen for at finde ham, men ingen vil hjælpe hende derhen, da det er vinter i Alaska, alt er frosset til, og det er farligt at begive sig ud på vejene. Flyene flyver ikke, så hun prøver at overtale lastbilchauffører til at køre hende. Afsted kommer de, men der er nogen, der følger efter dem på de isglatte og farlige veje.
Datteren Ruby er beskrevet meget troværdigt og man får et godt indblik i hendes liv, både som 10-årig pige men især som døv. Luptons styrke er netop de stille, psykologiske aspekter i stedet for vold og handling.
Bogen har en fantastisk flot forside, og bagsideteksten er skrevet meget fængende. Der står dog ikke, at bogen i høj grad handler om fracking og de miljøproblemer, det bringer med sig. Bogen viser sig at være relativt teknisk, både hvad fracking og lastbiler angår! Så hvis du er på udkig efter en ”nem”, letlæselig sommerkrimi til hængekøjen, er det ikke denne bog, du skal vælge. Dertil er den for kompleks i sit emne og sine skiftende synsvinkler. Men den er altså meget anbefalelsesværdig! Lupton har tidligere skrevet ’Søster og ’Efter branden’, som begge har haft mange læsere. Lupton er god til sit håndværk: personkarakteristikkerne holder, spændingskurven stiger, og sproget er lige ud af landevejen.
Et oplagt valg til de (kvinder), der gerne vil læse spændingsbøger, men som ikke bryder sig om at læse om vold og action.

Kommentarer