Anmeldelse
Leviathan og andre fortællinger af Joseph Roth
- Log ind for at skrive kommentarer
Skæbnefortællinger fra en svunden tid, men alligevel helt aktuelle.
Tre noveller og en avisnotits samlet i en lille bog på kun 119 sider. Det lyder ikke af meget, men her udfoldes virkelig stor fortællekunst.
Joseph Roth skrev disse noveller i 1930’erne – en tid der både var præget af tiden efter den første verdenskrig og nazismens fremmarch. Begge dele med store konsekvenser for Joseph Roth, som stammede fra Galizien, engang det nordøstligste hjørne af det Østrig-Ungarnske Kejserrige, men efter 1. Verdenskrig ”blot” en del af Polen, og som jøde på flugt fra nazismen, og således hjemløs i mere end en forstand.
Man kan med rette kalde disse noveller for skæbne-fortællinger. Uanset hvad der sker, er man ”dømt” til at tage sin skæbne på sig, selv om følgerne er fatale.
I den første novelle følger vi den lille stationsforstander Fallmerayer, der ved et tilfælde, en togulykke, fortabes til duften af parfume og læder hos den grevinde, som han hjælper efter ulykken. Han må for alt i verden opsøge grevinden igen, og hvilke følger det får, skal ikke røbes her. Den sidste novelle, som har lagt navn til bogen, handler om den jødiske koralhandler, som aldrig har set havet, hvori hans elskede koraller lever, og han sætter hele sin tilværelse på spil for at blive et med dette fortryllende hav. Denne novelle er nok den mest helstøbte af de tre noveller, men jeg var alligevel mest betaget af den miderste ”Kejserens buste”. Vi følger her grev Morstin, en godsejer i det gamle kejserrige, hævet op over simpel nationalisme, en østriger javel, men han talte næsten alle europæiske sprog lige godt og havde slægtninge spredt ud over hele riget. Vi følger grevens tragiske skæbne, men herudover giver Jospeph Roth sig også tid til at komme med stærke angreb på den nationalisme, som var stærkt på fremmarch i 30’ernes Europa. Hør blot her: ”Menneskene er ikke længere tilfredse med blot at tilhøre et folkeslag, nej! – nu vil de også tilhøre nationer” – ” Selv ikke aberne kunne finde på noget så dumt. Men måske overså Darwin noget. Mon ikke aberne nedstammer fra nationalisterne, for aberne er da klogere end dem.” – og mon ikke der er rigtig mange, der også kunne blive noget klogere ved at læse disse fremragende noveller !
- Log ind for at skrive kommentarer
Skæbnefortællinger fra en svunden tid, men alligevel helt aktuelle.
Tre noveller og en avisnotits samlet i en lille bog på kun 119 sider. Det lyder ikke af meget, men her udfoldes virkelig stor fortællekunst.
Joseph Roth skrev disse noveller i 1930’erne – en tid der både var præget af tiden efter den første verdenskrig og nazismens fremmarch. Begge dele med store konsekvenser for Joseph Roth, som stammede fra Galizien, engang det nordøstligste hjørne af det Østrig-Ungarnske Kejserrige, men efter 1. Verdenskrig ”blot” en del af Polen, og som jøde på flugt fra nazismen, og således hjemløs i mere end en forstand.
Man kan med rette kalde disse noveller for skæbne-fortællinger. Uanset hvad der sker, er man ”dømt” til at tage sin skæbne på sig, selv om følgerne er fatale.
I den første novelle følger vi den lille stationsforstander Fallmerayer, der ved et tilfælde, en togulykke, fortabes til duften af parfume og læder hos den grevinde, som han hjælper efter ulykken. Han må for alt i verden opsøge grevinden igen, og hvilke følger det får, skal ikke røbes her. Den sidste novelle, som har lagt navn til bogen, handler om den jødiske koralhandler, som aldrig har set havet, hvori hans elskede koraller lever, og han sætter hele sin tilværelse på spil for at blive et med dette fortryllende hav. Denne novelle er nok den mest helstøbte af de tre noveller, men jeg var alligevel mest betaget af den miderste ”Kejserens buste”. Vi følger her grev Morstin, en godsejer i det gamle kejserrige, hævet op over simpel nationalisme, en østriger javel, men han talte næsten alle europæiske sprog lige godt og havde slægtninge spredt ud over hele riget. Vi følger grevens tragiske skæbne, men herudover giver Jospeph Roth sig også tid til at komme med stærke angreb på den nationalisme, som var stærkt på fremmarch i 30’ernes Europa. Hør blot her: ”Menneskene er ikke længere tilfredse med blot at tilhøre et folkeslag, nej! – nu vil de også tilhøre nationer” – ” Selv ikke aberne kunne finde på noget så dumt. Men måske overså Darwin noget. Mon ikke aberne nedstammer fra nationalisterne, for aberne er da klogere end dem.” – og mon ikke der er rigtig mange, der også kunne blive noget klogere ved at læse disse fremragende noveller !
Kommentarer