Anmeldelse
Kvanteuniverset
Genialt udtænkt og virtuost udført fagtegneserie om seriøs videnskab for almindeligt dødelige.
Charme og kvanteteori forenes i historien om eventyreren Pierre, der er gået helt i stå efter at have mistet sin elskede hund Fax på en ekspedition. Da den udstoppede Fax pludseligt begynder at tale til ham fra kaminhylden, går det op for Pierre, at verdenen stadig er fuld af mysterier at udforske – måske bare af den slags, der ikke kan ses med det blotte øje. Kort efter suges Pierre ind i kvanteuniverset, hvor koryfæer som Planck og Einstein står på spring for at forklare deres teorier så Pierre og forhåbentligt også læseren kan forstå dem.
'Kvanteuniverset' er en enestående bog, der med en typisk tegneseriefigur som hovedperson fører læseren nogenlunde sikkert gennem nogle af de sværeste videnskabelige teorier indenfor fysikkens verden. Historien om Pierre, hvis savn efter hunden Fax fører ham dybt ind i kvanteuniverset, er virkelig godt udtænkt og bruges helt eminent til at demonstrere betydningen af de teorier, Einstein og Bohr og alle de andre har udtænkt gennem tiden.
Den charmerende Pierre er en rigtig tegneseriefigur med genkendelige tegneserieproportioner - et hoved i overdrevet størrelse i forhold til kroppen og en næse, der matcher. Looket fuldendes med en simpel frisure bestående af tre hårstrå. Pierre minder rigtigt meget om klassiske figurer som Splint, Tintin og Asterix og ledsages også af en firbenet ven ved navn Fax. Til sammenligning er de kendte videnskabsmænd i historien noget mere realistisk og detaljeret afbildet. I mødet mellem dem og Pierre mødes tegneseriens skøre verden, hvor alt kan ske, med videnskabens verden, hvor der er regler for, hvad der kan ske. Disse regler er den hellige gral, Pierre leder efter i håb om, at de på en eller anden måde vil tillade Fax at leve, så han kan få sin uundværlige sidekick tilbage.
Alle de kendte forskere tager godt imod Pierre og er mere end villige til at forklare deres og hinandens teorier om universets byggesten. Graphic novel formatet fungerer helt perfekt her, fordi de tydelige illustrationer af fx elektroner som henholdsvis bølger og partikler gør teorierne væsentligt lettere at forstå for almindelige mennesker. Tungen skal stadig holdes lige i munden, for kvanteteori er en glat størrelse, der behændigt undviger den gennemsnitlige hjernes forståelse. Men billedeksemplerne sammen med Pierres spørgsmål, forskernes forklaringer og Pierres oplevelser i kvanteuniverset, der løbende demonstrerer konsekvenserne af hver enkelt teori, gør, at forståelsen af, hvordan tingene hænger sammen, føles indenfor rækkevidde.
Fænomenet fagtegneserier er en god måde at tilegne sig viden på, og denne bog er et helt fantastisk eksempel på, hvor godt det kan gøres. Genren egner sig specielt godt til biografier som fx 'Lev og Sofija Tolstoj' af Henrik Rehr og Chantal Van den Heuvel, men det er altså også muligt at bruge formen kreativt til formidling af stof som kvanteteori. Fortvivl ikke, hvis du ikke forstår teorierne første gang, for illustrationerne her er så flotte og ekspressive, at man får lyst til at læse bogen igen med det samme. Og får man lyst til at læse andre fagtegneserier bagefter, kan jeg anbefale bøgerne 'Suspended in language' af Leland Purvis og Jim Ottoviani, der handler om Niels Bohr, 'The history of science fiction' af Xavier Dollo og Djibril Morissette-Phan og 'Lille spejl på væggen der' af Liv Strömquist.
Genialt udtænkt og virtuost udført fagtegneserie om seriøs videnskab for almindeligt dødelige.
Charme og kvanteteori forenes i historien om eventyreren Pierre, der er gået helt i stå efter at have mistet sin elskede hund Fax på en ekspedition. Da den udstoppede Fax pludseligt begynder at tale til ham fra kaminhylden, går det op for Pierre, at verdenen stadig er fuld af mysterier at udforske – måske bare af den slags, der ikke kan ses med det blotte øje. Kort efter suges Pierre ind i kvanteuniverset, hvor koryfæer som Planck og Einstein står på spring for at forklare deres teorier så Pierre og forhåbentligt også læseren kan forstå dem.
'Kvanteuniverset' er en enestående bog, der med en typisk tegneseriefigur som hovedperson fører læseren nogenlunde sikkert gennem nogle af de sværeste videnskabelige teorier indenfor fysikkens verden. Historien om Pierre, hvis savn efter hunden Fax fører ham dybt ind i kvanteuniverset, er virkelig godt udtænkt og bruges helt eminent til at demonstrere betydningen af de teorier, Einstein og Bohr og alle de andre har udtænkt gennem tiden.
Den charmerende Pierre er en rigtig tegneseriefigur med genkendelige tegneserieproportioner - et hoved i overdrevet størrelse i forhold til kroppen og en næse, der matcher. Looket fuldendes med en simpel frisure bestående af tre hårstrå. Pierre minder rigtigt meget om klassiske figurer som Splint, Tintin og Asterix og ledsages også af en firbenet ven ved navn Fax. Til sammenligning er de kendte videnskabsmænd i historien noget mere realistisk og detaljeret afbildet. I mødet mellem dem og Pierre mødes tegneseriens skøre verden, hvor alt kan ske, med videnskabens verden, hvor der er regler for, hvad der kan ske. Disse regler er den hellige gral, Pierre leder efter i håb om, at de på en eller anden måde vil tillade Fax at leve, så han kan få sin uundværlige sidekick tilbage.
Alle de kendte forskere tager godt imod Pierre og er mere end villige til at forklare deres og hinandens teorier om universets byggesten. Graphic novel formatet fungerer helt perfekt her, fordi de tydelige illustrationer af fx elektroner som henholdsvis bølger og partikler gør teorierne væsentligt lettere at forstå for almindelige mennesker. Tungen skal stadig holdes lige i munden, for kvanteteori er en glat størrelse, der behændigt undviger den gennemsnitlige hjernes forståelse. Men billedeksemplerne sammen med Pierres spørgsmål, forskernes forklaringer og Pierres oplevelser i kvanteuniverset, der løbende demonstrerer konsekvenserne af hver enkelt teori, gør, at forståelsen af, hvordan tingene hænger sammen, føles indenfor rækkevidde.
Fænomenet fagtegneserier er en god måde at tilegne sig viden på, og denne bog er et helt fantastisk eksempel på, hvor godt det kan gøres. Genren egner sig specielt godt til biografier som fx 'Lev og Sofija Tolstoj' af Henrik Rehr og Chantal Van den Heuvel, men det er altså også muligt at bruge formen kreativt til formidling af stof som kvanteteori. Fortvivl ikke, hvis du ikke forstår teorierne første gang, for illustrationerne her er så flotte og ekspressive, at man får lyst til at læse bogen igen med det samme. Og får man lyst til at læse andre fagtegneserier bagefter, kan jeg anbefale bøgerne 'Suspended in language' af Leland Purvis og Jim Ottoviani, der handler om Niels Bohr, 'The history of science fiction' af Xavier Dollo og Djibril Morissette-Phan og 'Lille spejl på væggen der' af Liv Strömquist.
Kommentarer