Anmeldelse
Kroppen jeg blev født i af Guadalupe Nettel
Guadaupe Nettel beretning om sin opvækst som outsider i Mexico City og Sydfrankrig er en hyldest til de skæve eksistenser og deres kamp mod omverdenen.
Hovedpersonen fødes med en hvid skønhedsplet på øjet, som forældrene forsøger at korrigere ved at tvinge den lille pige til at gå med klap for det ene øje. Forældrenes opdragelsesstil er noget progressiv, men også forvirrende for den lille pige. Samtidig er morens forsøg på at skabe den perfekte datter ret voldsomme. Som resultat trækker den lille pige sig mere og mere væk fra omverdenen og udvikler en let sammensunken holdning. Kakerlak, kalder moren hende med reference til hendes holdning.
I begyndelsen græmmes hun ved sig selv og frygter de hallucinationer af små kryb, hun ser overalt. Langsomt begynder hun at tage ejerskab over sin egen skæve eksistens og se det som et kvalitetsstempel, der giver hende mod på at indgå i sociale sammenhænge med andre. Nettels brug af dyremetaforer, som allerede ses på forsiden, leder tankerne hen på Kafkas ’Forvandlingen’. Hovedpersonen læser da også ’Forvandlingen’ og føler samhørighed med Gregor Samsa, der vågner op som noget lignende en kakerlak.
”På samme måde som den spanske kongefamilie nedstammer fra bourbonerne, nedstammer kakerlakkerne fra tribolitterne, planetens ældste beboere. De har overlevet klimaforandringer, de værste tørker og også atombomber. Deres overlevelse betyder ikke, at de ikke kender til lidelse, men at de har formået at overvinde den.”
Guadalupe Nettels beskrivelser af en piges udvikling fra krøbling til en ung pige, der står ved sin egen skævhed, er fascinerende. ’Kroppen jeg blev født i’ er en hyldest til tribolitternes krig mod omverdenen. En bog for dem der har lidt, men også overlevet.
Nettels bog er fortalt fra psykoanalytikerens briks og har derfor en særligt refleksiv position. Selvom den tager udgangspunkt i forfatterens egen opvækst, har den nogle litterære kvaliteter, som giver romanen en værdi udover det rent bekendende. Det er en dybt personlig skildring af alle opvækstens smertelige faldgruber, på samme tid fremmede og fuldstændig almenmenneskelige og genkendelige. Nettel givet er spændende blik ind i et mexicansk og sydfransk miljø. Undervejs berøres flere forskellige temaer som politik, fremmedhad, isolation, tilhørsforhold, krop, sind og familie.
Guadaupe Nettel beretning om sin opvækst som outsider i Mexico City og Sydfrankrig er en hyldest til de skæve eksistenser og deres kamp mod omverdenen.
Hovedpersonen fødes med en hvid skønhedsplet på øjet, som forældrene forsøger at korrigere ved at tvinge den lille pige til at gå med klap for det ene øje. Forældrenes opdragelsesstil er noget progressiv, men også forvirrende for den lille pige. Samtidig er morens forsøg på at skabe den perfekte datter ret voldsomme. Som resultat trækker den lille pige sig mere og mere væk fra omverdenen og udvikler en let sammensunken holdning. Kakerlak, kalder moren hende med reference til hendes holdning.
I begyndelsen græmmes hun ved sig selv og frygter de hallucinationer af små kryb, hun ser overalt. Langsomt begynder hun at tage ejerskab over sin egen skæve eksistens og se det som et kvalitetsstempel, der giver hende mod på at indgå i sociale sammenhænge med andre. Nettels brug af dyremetaforer, som allerede ses på forsiden, leder tankerne hen på Kafkas ’Forvandlingen’. Hovedpersonen læser da også ’Forvandlingen’ og føler samhørighed med Gregor Samsa, der vågner op som noget lignende en kakerlak.
”På samme måde som den spanske kongefamilie nedstammer fra bourbonerne, nedstammer kakerlakkerne fra tribolitterne, planetens ældste beboere. De har overlevet klimaforandringer, de værste tørker og også atombomber. Deres overlevelse betyder ikke, at de ikke kender til lidelse, men at de har formået at overvinde den.”
Guadalupe Nettels beskrivelser af en piges udvikling fra krøbling til en ung pige, der står ved sin egen skævhed, er fascinerende. ’Kroppen jeg blev født i’ er en hyldest til tribolitternes krig mod omverdenen. En bog for dem der har lidt, men også overlevet.
Nettels bog er fortalt fra psykoanalytikerens briks og har derfor en særligt refleksiv position. Selvom den tager udgangspunkt i forfatterens egen opvækst, har den nogle litterære kvaliteter, som giver romanen en værdi udover det rent bekendende. Det er en dybt personlig skildring af alle opvækstens smertelige faldgruber, på samme tid fremmede og fuldstændig almenmenneskelige og genkendelige. Nettel givet er spændende blik ind i et mexicansk og sydfransk miljø. Undervejs berøres flere forskellige temaer som politik, fremmedhad, isolation, tilhørsforhold, krop, sind og familie.
Kommentarer