Der er skrevet et utal af bøger om diverse krige, ikke mindst Anden Verdenskrig, men lettilgængelig litteratur om krig som begreb, flyder det ikke med. Derfor er denne Tænkepause meget velkommen.
Med udgangspunkt i Første Verdenskrigs rædsler analyserer forfatteren fænomenet og ikke mindst det uhyggelige, at krig åbenbart har sin egen drivkraft, der får myrderierne til at fortsætte langt ud over en grænse, hvor videre kamp giver mening.
Han gør også op med den gængse opfattelse af, at krigen har en start og en slutdato. Især det sidste kniber det gevaldigt med, da følgevirkningerne langtfra stopper med en fredsaftale. En lang række nyere krige (men måske kun nyere fordi vi ikke har statistik på tidligere konflikter) skræmmer ved, at flere soldater dør af selvmord på grund af PTSD, efter krigen er slut, end der mistede livet under de egentlige krigshandlinger.
Også det paradoksale, at krig fører til en forcering af den tekniske udvikling, tager Harste op: ”…men denne ødelæggelsestrang fyrer også op under vores skaberkraft og resulterer i teknologiske, medicinske og organisatoriske landvindinger, som det ellers havde taget en krig at nå frem til.”
Det sidste er dog kun et meget lille forsonende skær over en konfliktform, der i sit væsen er modbydelig og absurd.
Jeg føler mig meget klogere på emnet efter at have haft en god halv time i selskab med Harste, og meget er nyt for mig – for eksempel, at det var økonomiske kalkuler, der afgjorde hvilken side, USA valgte at støtte under Første Verdenskrig.
Kommentarer