Anmeldelse
Kopien af Johan Springborg
Science fiction. År 3319 vender rumskibet Orion hjem til jorden efter en adskillige hundrede år lang rejse. Det får store konsekvenser for de få millioner mennesker der er tilbage.
"Bogen er en selvstændig fortsættelse af..."
Når der står sådan på bagsideteksten af en roman, kan man godt få sine bange anelser. Vil man blive præsenteret for alenlange afsnit, hvor én person fortæller en anden dét, som skete i det foregående bind, kamoufleret som "Kan du huske da..." eller "Hvordan var det nu med..."
Men Springborgs Kopien falder (næsten) ikke i den fælde. Handlingen i forgængeren Hjernehallen flettes løbende ind i fortællingen, så man undgår de narrative stop, der er dræbende for enhver fortælling. Så må man som læser leve med, at personerne måske ikke står helt så klart tegnet og mangler lidt dybde hér i efterfølgeren.
Historien i Kopien er ellers spændende nok: 6 mennesker lever i det, der engang var hjem for 60.000 mennesker. Orion, et gigantisk rumskib, der er fyldt med kæmperrum med hav, bølger og landlige græske miljøer. Springborgs fantasi fejler ikke noget, når det gælder om at opfinde apparater og faciliteter, der kunne være troværdige i det 32 århundrede.
Fortællingen om disse 6 personer, der er på vej tilbage til Jorden, væves sammen med to fortælletråde på selvsamme jord. Mødet mellem et medlem af ungfolket, der lever i afsondrede kolonier, hvor døden sætter ind i 25'års alderen, og mutantkvinden, der er en af utallige kloner. Hertil kommer to personer af den eneste anden befolkningstype, der er tilbage på den hærgede jord: Arboer - reminiscenser af Australiens oprindelige indfødte befolkning.
Alle mødes de - måske symbolsk? - ved Ayers Rock i Australien. Som klippen, der troner som et naturens vidunder over de ødelagte rester af menneskets enorme byer, og på den måde symboliserer det naturliges sejr over det kunstige, således samles romanens persongalleri og står som en ubrudt klippe overfor truslen fra de dødelige, uudrydelige og uforudsigelige kopihjerner, der gror som søpindsvin i havene og som tager på fangsttogter på land og nedlægger mennesker.
Krumtappen i romanen er menneskets kamp mod...
Mod hvad?
Kopihjernen er en maskine. Eller? Dens ophav er en kæmpehjerne, der er en hybrid mellem titusind menneskehjerner og højteknologisk isenkram.
Og mennesket?
Århundredes arbejder har udvisket grænserne mellem natur og teknik. Èn er ved hjælp af implantater i hjernen i stand til at lagre information med samme hastighed som en supercomputer. Og de implantater er som en ekstra krølle på historien smeltet sammen med hjernebarken. En anden er fejl-genmanipuleret til at have en levealder på højst 25.
Kan disse personer imødegå truslen?
Science fictiongenren skulle gerne give os stof til eftertanke m.h.t. vor egen tid og skubbe til vores etiske overvejeleser om vor tekniske, genetiske og biologiske formåen. I disse tider med Dolly, genmodificeret soya og resistente colibakterier, tegner Springborg et dystopisk billede af en verden i det 32 århundrede.
Der er endnu mange år til. Men det er jo aldrig for tidligt at begynde at tænke...
Foruden 'Kopien' har Springborg udgivet science fiction romanen
'Hjernehallen',Klim, 1997. 283 sider.
Genteknologien er her fremdateret til år 3200, og romanen fremmaner en rædselsfuld verden, hvor der jongleres med den virtuelle virkelighed bl.a. ved at anbringe hjerner i et netværk i et rumskib og bilde dem ind, at de er rigtige mennesker.
Romannet - 1. maj 2001
Science fiction. År 3319 vender rumskibet Orion hjem til jorden efter en adskillige hundrede år lang rejse. Det får store konsekvenser for de få millioner mennesker der er tilbage.
"Bogen er en selvstændig fortsættelse af..."
Når der står sådan på bagsideteksten af en roman, kan man godt få sine bange anelser. Vil man blive præsenteret for alenlange afsnit, hvor én person fortæller en anden dét, som skete i det foregående bind, kamoufleret som "Kan du huske da..." eller "Hvordan var det nu med..."
Men Springborgs Kopien falder (næsten) ikke i den fælde. Handlingen i forgængeren Hjernehallen flettes løbende ind i fortællingen, så man undgår de narrative stop, der er dræbende for enhver fortælling. Så må man som læser leve med, at personerne måske ikke står helt så klart tegnet og mangler lidt dybde hér i efterfølgeren.
Historien i Kopien er ellers spændende nok: 6 mennesker lever i det, der engang var hjem for 60.000 mennesker. Orion, et gigantisk rumskib, der er fyldt med kæmperrum med hav, bølger og landlige græske miljøer. Springborgs fantasi fejler ikke noget, når det gælder om at opfinde apparater og faciliteter, der kunne være troværdige i det 32 århundrede.
Fortællingen om disse 6 personer, der er på vej tilbage til Jorden, væves sammen med to fortælletråde på selvsamme jord. Mødet mellem et medlem af ungfolket, der lever i afsondrede kolonier, hvor døden sætter ind i 25'års alderen, og mutantkvinden, der er en af utallige kloner. Hertil kommer to personer af den eneste anden befolkningstype, der er tilbage på den hærgede jord: Arboer - reminiscenser af Australiens oprindelige indfødte befolkning.
Alle mødes de - måske symbolsk? - ved Ayers Rock i Australien. Som klippen, der troner som et naturens vidunder over de ødelagte rester af menneskets enorme byer, og på den måde symboliserer det naturliges sejr over det kunstige, således samles romanens persongalleri og står som en ubrudt klippe overfor truslen fra de dødelige, uudrydelige og uforudsigelige kopihjerner, der gror som søpindsvin i havene og som tager på fangsttogter på land og nedlægger mennesker.
Krumtappen i romanen er menneskets kamp mod...
Mod hvad?
Kopihjernen er en maskine. Eller? Dens ophav er en kæmpehjerne, der er en hybrid mellem titusind menneskehjerner og højteknologisk isenkram.
Og mennesket?
Århundredes arbejder har udvisket grænserne mellem natur og teknik. Èn er ved hjælp af implantater i hjernen i stand til at lagre information med samme hastighed som en supercomputer. Og de implantater er som en ekstra krølle på historien smeltet sammen med hjernebarken. En anden er fejl-genmanipuleret til at have en levealder på højst 25.
Kan disse personer imødegå truslen?
Science fictiongenren skulle gerne give os stof til eftertanke m.h.t. vor egen tid og skubbe til vores etiske overvejeleser om vor tekniske, genetiske og biologiske formåen. I disse tider med Dolly, genmodificeret soya og resistente colibakterier, tegner Springborg et dystopisk billede af en verden i det 32 århundrede.
Der er endnu mange år til. Men det er jo aldrig for tidligt at begynde at tænke...
Foruden 'Kopien' har Springborg udgivet science fiction romanen
'Hjernehallen',Klim, 1997. 283 sider.
Genteknologien er her fremdateret til år 3200, og romanen fremmaner en rædselsfuld verden, hvor der jongleres med den virtuelle virkelighed bl.a. ved at anbringe hjerner i et netværk i et rumskib og bilde dem ind, at de er rigtige mennesker.
Romannet - 1. maj 2001
Kommentarer