En krønike, der tegner et Danmarksbillede af perioden fra slutningen af 1700-tallet og 200 år frem, set med den jævne danskers øjne.
Forfatteren og slægtsforskeren kalder bogen ”en slægtskrønike, som i høj grad tager afsæt i Richardt Jensens egen slægt, men i høj grad er gyldig for de fleste slægter”. Jeg synes mere her er tale om lokalhistorie, da hovedparten af bogen beskriver den teknologisk udvikling i trekantsomtsområdet, blandet med Danmarkshistorie, når store begivenheder indtræder, som ny konge og nye regeringer.
Slægtsbeskrivelsen starter med fæstebonden Jens, der glæder sig over stavnsbåndets ophævelse og følger sporadisk slægten frem til 1931. Slægten beskæftiger sig for hovedparten ved landbrug, men enkelte får håndværkeruddannelser som væver og snedker.
Gennem generationerne er navnet Jens det gennemgående, da ældste søn opkaldes, men de nye tider nærmer sig og bogen slutter med at Jens og Johannes ældste søn, bogens forfatter, skal døbes Richardt.
Hovedparten af bogen er lokalhistorie, beskrevet med artikler fra Vejle Amts Avis og Vejle Amts Folkeblad. Dampmaskinens indførelse, elektriciteten, jernbanens udbredelse i området og bygningen af Lillebæltsbroen, er nogle af emnerne. Begivenheder fra Danmarkshistorien kobles ind på samme vis gennem avisartikler og arkivbilleder.
Forfatteren kommer langt omkring og beskriver tiden godt. Efter min mening, har bogen mest interesse som lokalhistorie, da egnen beskrives gennem den til hver tid eksisterende lokalpresse.
Slægtskrøniken blev jeg derimod ikke særlig grebet af, godt nok var der lidt triste begivenheder, med børn der døde af tuberkulose glæde over børns uddannelse, men personerne blev aldrig rigtig levende. Og så var det svært at følge slægten, da de mange begivenheder i Danmarkshistorien kom ind over.
Kommentarer