Anmeldelse
Kongen leve
Fortællende debutdigte skildrer en patriark og det at vokse op mellem to kulturer.
’Kongen leve’ er et portræt af baba, der flygter til Danmark fra Iran i 1979. Han møder en dansk kvinde, får to sønner og et rækkehus i forstaden. Baba håber på at være pragteksemplet på integration, men det lykkedes ikke. Stille og roligt slår hverdagen revner i drømmene.
Familien taler og lever forbi hinanden. Baba tager tilbage til Iran efter skilsmissen fra moren, der i øvrigt ofte ignoreres, broren smides i fængsel og jeg’et lever sit eget liv et sted mellem religion, tradition og et verdsligt ungdomsliv. Selvom der ikke rigtigt er nogen sætninger, som står ud i løbet af samlingen, er digtene gode i deres fortælling.
Mere eller mindre tydeligt illustreres den hverdagsracisme, som familien lever med som fx her: ”Storebror hælder talkum ud over mig / jeg skal være lys / som ham / slippe for spørgsmålene / hvorfor er du ikke hudfarvet? / hvorfor har du ikke forhud? er din far terrorist?”, hvilket er med til at tegne et ikke specielt flatterende billede af forstadsdanmark.
Den evige magtkamp mellem familiens forskellige medlemmer beskrives med et glimt i øjet, men rummer også den alvor, som fortællingen er båret af. De lever alle sammen et liv, der ikke rigtigt vil lykkes. Jeg’et oplever en splittelse mellem at elske og at hade sin far; mellem at hengive sig til den kultur, faren medbringer og at løsrive sig fra den og ham.
Et glimrende greb i digtsamlingen er en reference til titlen, som dette digt i et svuptag vender op og ned på: ”Mor og baba bliver skilt / de har opbrugt al deres ammunition / storebror graver sig ned / napisser i sengen / og aflyser sin studenterfest / kongen er faldet / skifter rækkehuset ud / med en billig betonlejlighed i Husum”.
Der er noget genkendeligt i digtenes skildring af en familie på godt og ondt. Min eneste anke er den afstand, fortælleren har til det fortalte. Man skal lede lidt efter smertepunkterne, den egentlig påvirkning eller følelse – tingene sker ligesom bare uden for jeg’et og er beskrevet, til tider, lettere opstillet. Misforstå mig ikke, fortællingen er både sympatisk og rørende, men indeholder også en lettere upersonlig distance, som gør, at det beskrevne ikke helt sætter sig fast i mig efter endt læsning. Men ’Kongen leve’ er endnu et fint kig ind i en opvækst mellem to kulturer.
Fortællende debutdigte skildrer en patriark og det at vokse op mellem to kulturer.
’Kongen leve’ er et portræt af baba, der flygter til Danmark fra Iran i 1979. Han møder en dansk kvinde, får to sønner og et rækkehus i forstaden. Baba håber på at være pragteksemplet på integration, men det lykkedes ikke. Stille og roligt slår hverdagen revner i drømmene.
Familien taler og lever forbi hinanden. Baba tager tilbage til Iran efter skilsmissen fra moren, der i øvrigt ofte ignoreres, broren smides i fængsel og jeg’et lever sit eget liv et sted mellem religion, tradition og et verdsligt ungdomsliv. Selvom der ikke rigtigt er nogen sætninger, som står ud i løbet af samlingen, er digtene gode i deres fortælling.
Mere eller mindre tydeligt illustreres den hverdagsracisme, som familien lever med som fx her: ”Storebror hælder talkum ud over mig / jeg skal være lys / som ham / slippe for spørgsmålene / hvorfor er du ikke hudfarvet? / hvorfor har du ikke forhud? er din far terrorist?”, hvilket er med til at tegne et ikke specielt flatterende billede af forstadsdanmark.
Den evige magtkamp mellem familiens forskellige medlemmer beskrives med et glimt i øjet, men rummer også den alvor, som fortællingen er båret af. De lever alle sammen et liv, der ikke rigtigt vil lykkes. Jeg’et oplever en splittelse mellem at elske og at hade sin far; mellem at hengive sig til den kultur, faren medbringer og at løsrive sig fra den og ham.
Et glimrende greb i digtsamlingen er en reference til titlen, som dette digt i et svuptag vender op og ned på: ”Mor og baba bliver skilt / de har opbrugt al deres ammunition / storebror graver sig ned / napisser i sengen / og aflyser sin studenterfest / kongen er faldet / skifter rækkehuset ud / med en billig betonlejlighed i Husum”.
Der er noget genkendeligt i digtenes skildring af en familie på godt og ondt. Min eneste anke er den afstand, fortælleren har til det fortalte. Man skal lede lidt efter smertepunkterne, den egentlig påvirkning eller følelse – tingene sker ligesom bare uden for jeg’et og er beskrevet, til tider, lettere opstillet. Misforstå mig ikke, fortællingen er både sympatisk og rørende, men indeholder også en lettere upersonlig distance, som gør, at det beskrevne ikke helt sætter sig fast i mig efter endt læsning. Men ’Kongen leve’ er endnu et fint kig ind i en opvækst mellem to kulturer.
Kommentarer