Anmeldelse
Kniven i ilden
Med mange beskrivelser af naturen, skikke og hverdagsgøremål giver Arvola et overbevisende indblik i nordboernes og samernes hårde hverdagsliv i 1800-tallets Norge.
'Kniven i ilden' er på samme tid en stort anlagt og lavmælt fortælling om kvinder, mænd, familierelationer og hverdagsliv 1860’ernes Nordnorge. Det er barske livsvilkår med hårdt fiskeriarbejde, nomadeliv, børnedød, gamle skikke og overtro. Men der er også sammenhold og tætte familierelationer, hvor man hjælper hinanden, tilbyder fremmede logi og deler forråd. Og frem for alt er det fortællingen om forbudt kærlighed mellem den lidenskabelige Brita og den gifte Mikko.
Efter at have stået til spot og spe i kirke fire søndage på grund af hor, beslutter Brita Caisa sig for at udvandre fra Lapland i håb om et bedre liv for sig selv og sine to sønner, Aleksi på 12 og Heikki på 3 år, født udenfor ægteskabet med to forskellige mænd. Med en pulk trukket af et rensdyr vandrer hun og sønnerne i vinteren 1859 fra Finland til Nordnorge for at finde sin bror og havet, hvor det koger af fisk og ingen sulter. Planen er at finde sig en god ædruelig og gældfri ægtemand, som kan være en far for hendes sønner.
Planer er gode at have, og de når da også frem til fiskelejet Pykeijä for at deltage i forårsfiskeriet, men tingene udvikler sig ikke som forventet, for Brita er en smuk og lidenskabelig kvinde. Hun tror på drømme og varsler og har særlige healende evner, som hjælper både lidende mennesker som dyr. Evnerne er en velsignelse, men de kan også fremkalde mistro hos fremmede, hvis ikke helbredelsen indfinder sig.
En dag krydser Britas vej bonden og fiskeren Mikko, og de to drages mod hinanden. Desværre er Mikko gift med den barnløse Gretha, som har taget Britas lille Heikki under sine vinger, mens Brita og Mikko deltager i fiskeriet. Handlingen vugger langsomt afsted, og man må være vedholdende, før der omtrent halvvejs inde i romanen for alvor er noget på spil. Selvfølgelig kan det ikke gå usagt hen, at Brita og den gifte Mikko bedriver utugt. Folk snakker i krogene, og Britas ældste søn Aleksi vender hende ryggen i skam og vrede, fordi hun har svigtet deres oprindelige plan om at slå sig ned som en familie i Pykeijä.
Romanens tone og sprog er let og lavmælt, mens det er sin sag at holde styr på alle de norske og finske navne, da folk dengang både benyttede døbenavne og kaldenavne. Hvor romanens stemning og beskrivelser af barske livsvilkår er forholdsvis usentimentale og nøgterne, er Brita til gengæld en varmblodig hovedperson, og de intime møder mellem Brita og Mikko udsender dampe som den bedste sauna.
Ingeborg Arvola har researchet sin slægtshistorie grundigt, og romanen er inspireret af hendes tipoldemors liv. Den er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2023 og er første del i serien 'Sange fra ishavet'.
Med mange beskrivelser af naturen, skikke og hverdagsgøremål giver Arvola et overbevisende indblik i nordboernes og samernes hårde hverdagsliv i 1800-tallets Norge.
'Kniven i ilden' er på samme tid en stort anlagt og lavmælt fortælling om kvinder, mænd, familierelationer og hverdagsliv 1860’ernes Nordnorge. Det er barske livsvilkår med hårdt fiskeriarbejde, nomadeliv, børnedød, gamle skikke og overtro. Men der er også sammenhold og tætte familierelationer, hvor man hjælper hinanden, tilbyder fremmede logi og deler forråd. Og frem for alt er det fortællingen om forbudt kærlighed mellem den lidenskabelige Brita og den gifte Mikko.
Efter at have stået til spot og spe i kirke fire søndage på grund af hor, beslutter Brita Caisa sig for at udvandre fra Lapland i håb om et bedre liv for sig selv og sine to sønner, Aleksi på 12 og Heikki på 3 år, født udenfor ægteskabet med to forskellige mænd. Med en pulk trukket af et rensdyr vandrer hun og sønnerne i vinteren 1859 fra Finland til Nordnorge for at finde sin bror og havet, hvor det koger af fisk og ingen sulter. Planen er at finde sig en god ædruelig og gældfri ægtemand, som kan være en far for hendes sønner.
Planer er gode at have, og de når da også frem til fiskelejet Pykeijä for at deltage i forårsfiskeriet, men tingene udvikler sig ikke som forventet, for Brita er en smuk og lidenskabelig kvinde. Hun tror på drømme og varsler og har særlige healende evner, som hjælper både lidende mennesker som dyr. Evnerne er en velsignelse, men de kan også fremkalde mistro hos fremmede, hvis ikke helbredelsen indfinder sig.
En dag krydser Britas vej bonden og fiskeren Mikko, og de to drages mod hinanden. Desværre er Mikko gift med den barnløse Gretha, som har taget Britas lille Heikki under sine vinger, mens Brita og Mikko deltager i fiskeriet. Handlingen vugger langsomt afsted, og man må være vedholdende, før der omtrent halvvejs inde i romanen for alvor er noget på spil. Selvfølgelig kan det ikke gå usagt hen, at Brita og den gifte Mikko bedriver utugt. Folk snakker i krogene, og Britas ældste søn Aleksi vender hende ryggen i skam og vrede, fordi hun har svigtet deres oprindelige plan om at slå sig ned som en familie i Pykeijä.
Romanens tone og sprog er let og lavmælt, mens det er sin sag at holde styr på alle de norske og finske navne, da folk dengang både benyttede døbenavne og kaldenavne. Hvor romanens stemning og beskrivelser af barske livsvilkår er forholdsvis usentimentale og nøgterne, er Brita til gengæld en varmblodig hovedperson, og de intime møder mellem Brita og Mikko udsender dampe som den bedste sauna.
Ingeborg Arvola har researchet sin slægtshistorie grundigt, og romanen er inspireret af hendes tipoldemors liv. Den er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2023 og er første del i serien 'Sange fra ishavet'.
Kommentarer