Atmosfærisk fortælling om livsvalg, ensomhed og fællesskab i et religiøst indelukke
Det faldefærdige Vor Barmhjertige Frues Kloster huser seks nonner, der sammen lever fra bøn til bøn i forholdsvist fredelig religiøs sameksistens. Klosteret ligger et pænt stykke fra alfarvej, og virkeligheden bag murerne byder ikke på de store kødelige fristelser. Den katolske kirke sætter rammerne, og kvinderne har valgt livet som almindelig menneske fra for at fordybe sig i ord og tanker, der kun har plads til Herren.
Et liv som nonne byder ikke umiddelbart på den store hverdagsdramatik. Men så sker der alligevel noget. En kuffert med lufthuller dukker op på klosterets trappesten, og indeni ligger der et dampende, levende og nyfødt drengebarn.
Priorinden rager straks barnet til sig, og denne handling sætter gang i en lavine af begivenheder, nogle endda ukristelige, der gør, at livet i klosteret bliver rystet ud af sin forudsigelighed.
Mysteriet om barnet rusker gang i intriger og stridigheder, som gør, at selve biskoppen må træde til for at få styr på spektaklet, mens nonnerne må holde godt fast på rosenkransen.
Ord om djævelen, den onde selv, svirrer mellem murerne.
Ingen bliver jo født som nonne, så alle i Vor Barmhjertige Frues Kloster har en civil fortid bag sig, og mens dramatikken og virkeligheden sniger sig ind på klosteret, løftes sløret for, hvilke hemmeligheder flere af dem gemmer på.
Klosteret er en velskreven og fortælling fuld af atmosfære, der tankevækkende og næstekærligt fortæller om ensomhed og kærlighed til både mennesker og tanken om de enkle sandheder. Tykke mure eller bøn holder ikke virkeligheden eller fortiden ude. Det, man vælger fra eller til, indhenter altid én. Klosteret rummer ikke katolske skandaler, som vi kender fra medierne, men kradser i stedet i, at uanset hvilke livsvalg man tager, følger de samme følelser, tanker og behov med.
Kommentarer