Anmeldelse
Kampens skønhed og gru af Peter Englund
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
En skildring af, hvordan Første Verdenskrig var, og hvad nitten virkelige personer måtte gennemleve. Altså: Den Store Krig set nede fra – nede fra Afrika, nede fra Tyrkiet og helt nede fra skyttegraven.
Et andet sted på Litteratursiden skriver jeg, at Danskere ved vestfronten 1914-1918 er DEN bog, man skal vælge, hvis man blot skal læse én om Første Verdenskrig. Det er ikke ukorrekt, men Kampens skønhed og gru har mange af de samme kvaliteter. Den svenske historiker og nobelpriskomite-sekretær Peter Englund beretter, ligesom Claus Bundgård Christensen, om Den Store Krig på baggrund af breve fra deltagere i den. Hvor Bundgård Christensen med udgangspunkt i de dansksindede skaber en fokuseret fortælling om skyttegravskrigen, kommer Englund imponerende vidt omkring og får skabt en fortælling om HELE verdenskrigen gennem sine nitten meget forskellige personer.
Vi er med på troppetransport fra New Zealand og på tyskerjagt på den østafrikanske savanne; vi er med til landgangen i Gallipoli og på osmanniske fremstød; vi følger civile tyskere og franskmænd og naturligvis livet i skyttegravene. Der er lidt af det hele, og det er både bogens styrke og en svaghed. På trods af Englunds guidende fortællerstemme, der skaber kontekst for de lidt kalejdoskopiske 212 korte kapitler, er det svært helt at holde styr på nitten forskellige personer. Samtidig er der et væld af sidenoter med interessante oplysninger, men som ikke desto mindre skaber irriterende brud læserytmen. Hvis det er vigtigt nok til at skulle med i bogen, bør man skrive det ind i teksten.
Når det er sagt, kan jeg ikke andet end at anbefale Kampens skønhed og gru til enhver med interesse for Den Store Krig. I sit forord skriver Englund: ”Bogen indeholder intet som jeg selv har fundet på”, hvilket givetvis er korrekt, men til gengæld sporer man ofte ladede kommentarer og empati for de forskellige personer. Strengt taget kan det ikke kaldes objektiv historieskildring, hvilket da også er inderligt ligegyldigt, da Englund skriver sandfærdigt og loyalt om sine personer og i forhold til begivenhedernes gang. Det er da også uendeligt lige meget om skildringen er 100 procent historisk korrekt, når nu han skriver så godt, at læseren bliver optaget af og føler med de skildrede karakterer.
Det er langt at foretrække fremfor for eksempel Hew Strachans forsøg på objektiv skildring af verdenskrigens gang blot ved at fortælle, hvornår general dit gjorde dat. Det er så meget mere interessant også at følge de uhyrlige menneskelige konsekvenser af sådanne beslutninger. Krig er ikke objektiv, klinisk eller smart. I hvert fald siden Første Verdenskrig har den været umenneskelig, kynisk og grusom. Det er det, man oplever i Kampens skønhed og gru, der er befriet for vanvittige udsagn om ’acceptable tab på kun nogle tusinde menneskeliv’. Det er endda al mulig god grund til at glæde sig: Englund arbejder for tiden på anden udgave af værket, som vil udvide persongalleriet til mere end fyrre og sprede værket over fire bind!
Skrevet af Frederik Schøler
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
En skildring af, hvordan Første Verdenskrig var, og hvad nitten virkelige personer måtte gennemleve. Altså: Den Store Krig set nede fra – nede fra Afrika, nede fra Tyrkiet og helt nede fra skyttegraven.
Et andet sted på Litteratursiden skriver jeg, at Danskere ved vestfronten 1914-1918 er DEN bog, man skal vælge, hvis man blot skal læse én om Første Verdenskrig. Det er ikke ukorrekt, men Kampens skønhed og gru har mange af de samme kvaliteter. Den svenske historiker og nobelpriskomite-sekretær Peter Englund beretter, ligesom Claus Bundgård Christensen, om Den Store Krig på baggrund af breve fra deltagere i den. Hvor Bundgård Christensen med udgangspunkt i de dansksindede skaber en fokuseret fortælling om skyttegravskrigen, kommer Englund imponerende vidt omkring og får skabt en fortælling om HELE verdenskrigen gennem sine nitten meget forskellige personer.
Vi er med på troppetransport fra New Zealand og på tyskerjagt på den østafrikanske savanne; vi er med til landgangen i Gallipoli og på osmanniske fremstød; vi følger civile tyskere og franskmænd og naturligvis livet i skyttegravene. Der er lidt af det hele, og det er både bogens styrke og en svaghed. På trods af Englunds guidende fortællerstemme, der skaber kontekst for de lidt kalejdoskopiske 212 korte kapitler, er det svært helt at holde styr på nitten forskellige personer. Samtidig er der et væld af sidenoter med interessante oplysninger, men som ikke desto mindre skaber irriterende brud læserytmen. Hvis det er vigtigt nok til at skulle med i bogen, bør man skrive det ind i teksten.
Når det er sagt, kan jeg ikke andet end at anbefale Kampens skønhed og gru til enhver med interesse for Den Store Krig. I sit forord skriver Englund: ”Bogen indeholder intet som jeg selv har fundet på”, hvilket givetvis er korrekt, men til gengæld sporer man ofte ladede kommentarer og empati for de forskellige personer. Strengt taget kan det ikke kaldes objektiv historieskildring, hvilket da også er inderligt ligegyldigt, da Englund skriver sandfærdigt og loyalt om sine personer og i forhold til begivenhedernes gang. Det er da også uendeligt lige meget om skildringen er 100 procent historisk korrekt, når nu han skriver så godt, at læseren bliver optaget af og føler med de skildrede karakterer.
Det er langt at foretrække fremfor for eksempel Hew Strachans forsøg på objektiv skildring af verdenskrigens gang blot ved at fortælle, hvornår general dit gjorde dat. Det er så meget mere interessant også at følge de uhyrlige menneskelige konsekvenser af sådanne beslutninger. Krig er ikke objektiv, klinisk eller smart. I hvert fald siden Første Verdenskrig har den været umenneskelig, kynisk og grusom. Det er det, man oplever i Kampens skønhed og gru, der er befriet for vanvittige udsagn om ’acceptable tab på kun nogle tusinde menneskeliv’. Det er endda al mulig god grund til at glæde sig: Englund arbejder for tiden på anden udgave af værket, som vil udvide persongalleriet til mere end fyrre og sprede værket over fire bind!
Skrevet af Frederik Schøler
Kommentarer