Anmeldelse
Juttas år af Jette Kjærboe
"Kære Albertine - kære søde faster" sådan begynder den meget underholdende, morsomme og fascinerende historie om beboerne i Flakhavn i det sydfynske øhav
Folkelig fortællekunst når det er bedst. Brevskriveren Jutta flytter i 1939 til Flakhavn, hovedbyen på en lille ø i det Sydfynske øhav, sammen med sin mand Justus, som skal være øens postmester. I 1945 forlader de igen øen, fordi han har fået nyt embede.
I brevene til Albertine fortæller Jutta stort og småt om dagliglivet på øen, om hendes tanker og om de mennesker og oplevelser, hun har. Godt nok foregår historien under besættelsen, men krigen er langt væk.
Ind imellem brevene til Albertine blander der sig mange stemmer fra øens beboere. Tilsammen giver historierne et almengyldigt billede af en række personer i et lille og overskueligt samfund. På en gang kender alle hinanden, og de tror, de ved alt om hinanden, men alligevel er der masser af hemmeligheder, som gemmer sig i skuffer og skabe, i kældre og på lofter.
Personerne fortæller om sig selv, men de samme personer bliver også beskrevet og kommenteret af andre, og på den måde bliver der tegnet nogle mere nuancerede portrætter.
Og hvem er det så vi møder? Udover Jutta og hendes familie stifter vi bekendtskab med Dora, eller rettere fru sparekassedirektør Frede Langager, som hun kaldes, flygtningen Eric og Louise, som er født i en fin familie i USA, hvis 3 ægtemænd er brødre. Der er Hansemand, som melder sig som soldat på Østfronten, og som ikke kan forstå, at han bliver anholdt, da han passerer grænsen i maj 1945, der er Britta, som har byens Tatol-forretning og mange flere, høj som lav, kvinder og mænd, unge og gamle, alle med deres drømme og ønsker for tilværelsen.
Jeg synes, det er fabelagtig godt set og fortalt af Jette Kjærbo. Hun har virkelig sans for de små fortællinger og de skæve og sjove synsvinkler. En del af personerne er gengangere fra romanen 'Albertines fortællinger' fra 1992, men man kan godt læse Juttas år uden at have læst 'Albertines fortællinger'.
"Kære Albertine - kære søde faster" sådan begynder den meget underholdende, morsomme og fascinerende historie om beboerne i Flakhavn i det sydfynske øhav
Folkelig fortællekunst når det er bedst. Brevskriveren Jutta flytter i 1939 til Flakhavn, hovedbyen på en lille ø i det Sydfynske øhav, sammen med sin mand Justus, som skal være øens postmester. I 1945 forlader de igen øen, fordi han har fået nyt embede.
I brevene til Albertine fortæller Jutta stort og småt om dagliglivet på øen, om hendes tanker og om de mennesker og oplevelser, hun har. Godt nok foregår historien under besættelsen, men krigen er langt væk.
Ind imellem brevene til Albertine blander der sig mange stemmer fra øens beboere. Tilsammen giver historierne et almengyldigt billede af en række personer i et lille og overskueligt samfund. På en gang kender alle hinanden, og de tror, de ved alt om hinanden, men alligevel er der masser af hemmeligheder, som gemmer sig i skuffer og skabe, i kældre og på lofter.
Personerne fortæller om sig selv, men de samme personer bliver også beskrevet og kommenteret af andre, og på den måde bliver der tegnet nogle mere nuancerede portrætter.
Og hvem er det så vi møder? Udover Jutta og hendes familie stifter vi bekendtskab med Dora, eller rettere fru sparekassedirektør Frede Langager, som hun kaldes, flygtningen Eric og Louise, som er født i en fin familie i USA, hvis 3 ægtemænd er brødre. Der er Hansemand, som melder sig som soldat på Østfronten, og som ikke kan forstå, at han bliver anholdt, da han passerer grænsen i maj 1945, der er Britta, som har byens Tatol-forretning og mange flere, høj som lav, kvinder og mænd, unge og gamle, alle med deres drømme og ønsker for tilværelsen.
Jeg synes, det er fabelagtig godt set og fortalt af Jette Kjærbo. Hun har virkelig sans for de små fortællinger og de skæve og sjove synsvinkler. En del af personerne er gengangere fra romanen 'Albertines fortællinger' fra 1992, men man kan godt læse Juttas år uden at have læst 'Albertines fortællinger'.
Kommentarer