Anmeldelse
Jordemoder på jorden
- Log ind for at skrive kommentarer
Et smukt og empatisk portræt af en stærk kvinde, baseret på forfatterens tipoldemor, og et nuanceret og realistisk billede af hendes tid og de hårde livsvilkår.
Romanen er en forløber for Hoems store slægtssaga, der begynder med Høstkarl i himlen. Baseret på nogle få historiske kilder som kirkebøger og tinglysninger m.m., digter han i et levende sprog en troværdig og fængslende romankarakter frem. Dertil kommer et indgående tidsbillede af det barske liv i en lille norsk bygd i første halvdel af 1800-tallet.
Tipoldemoderen Marta Kristines komplicerede kærlighedshistorie og hendes livslange virke som jordemoder er det bærende element i bogen. Hun vokser op i en brydningstid præget af krige og smalhals. Husmændene i det smukke Romsdal må holde sulten fra døren både ved fiskeri og ved at dyrke jorden. Takket være sin far vokser den fattige husmandsunge op som en selvbevidst og stolt pige, der ikke bøjer nakken for nogen. En fremsynet præst fatter interesse for hende og støtter hendes drøm om at få den nye jordemoderuddannelse. Som forfatterens far lakonisk udtrykker det: ”Marta Kristine gik den lange vej til Christiania for at blive jordemoder, og så (9 måneder senere) gik hun hjem igen”.
Hun forlod mand og tre børn for at forfølge sin drøm. Som jordemoder måtte hun kæmpe mod de overtroiske barselskoner, og også på hjemmefronten havde hun nok at slås med. Hun måtte begrave to af sine mange børn, og en datter døde senere i barselsseng. Hun blev gift med sin barndomsven, og kærligheden holdt hele livet trods mange problemer. Manden havde et skrøbeligt sind og vendte hjem fra krigens rædsler som et andet menneske. Han var en drømmer, som led af alvorlige depressioner, der hindrede ham i at samle sig om et arbejde, og dermed lagde han store byrder over på sin hustru. Da han døde, var han dybt forgældet, men Marta Kristine gav ikke op. Hun bjærgede familien igennem alle trængsler og arbejdede utrætteligt til det sidste.
Hoem har med sin store digteriske kraft skabt et empatisk, fængende og troværdigt eftermæle for sin formoder, den stærke og ukuelige jordemoder. Helt ulig de snæversynede kvinder i bygden med deres kaffeslabberads og vækkelsesmøder. En stolt og varm kvinde, som havde modet til at forfølge sin drøm og uden et kny tog sin skæbne på sig. En sand foregangskvinde.
- Log ind for at skrive kommentarer
Et smukt og empatisk portræt af en stærk kvinde, baseret på forfatterens tipoldemor, og et nuanceret og realistisk billede af hendes tid og de hårde livsvilkår.
Romanen er en forløber for Hoems store slægtssaga, der begynder med Høstkarl i himlen. Baseret på nogle få historiske kilder som kirkebøger og tinglysninger m.m., digter han i et levende sprog en troværdig og fængslende romankarakter frem. Dertil kommer et indgående tidsbillede af det barske liv i en lille norsk bygd i første halvdel af 1800-tallet.
Tipoldemoderen Marta Kristines komplicerede kærlighedshistorie og hendes livslange virke som jordemoder er det bærende element i bogen. Hun vokser op i en brydningstid præget af krige og smalhals. Husmændene i det smukke Romsdal må holde sulten fra døren både ved fiskeri og ved at dyrke jorden. Takket være sin far vokser den fattige husmandsunge op som en selvbevidst og stolt pige, der ikke bøjer nakken for nogen. En fremsynet præst fatter interesse for hende og støtter hendes drøm om at få den nye jordemoderuddannelse. Som forfatterens far lakonisk udtrykker det: ”Marta Kristine gik den lange vej til Christiania for at blive jordemoder, og så (9 måneder senere) gik hun hjem igen”.
Hun forlod mand og tre børn for at forfølge sin drøm. Som jordemoder måtte hun kæmpe mod de overtroiske barselskoner, og også på hjemmefronten havde hun nok at slås med. Hun måtte begrave to af sine mange børn, og en datter døde senere i barselsseng. Hun blev gift med sin barndomsven, og kærligheden holdt hele livet trods mange problemer. Manden havde et skrøbeligt sind og vendte hjem fra krigens rædsler som et andet menneske. Han var en drømmer, som led af alvorlige depressioner, der hindrede ham i at samle sig om et arbejde, og dermed lagde han store byrder over på sin hustru. Da han døde, var han dybt forgældet, men Marta Kristine gav ikke op. Hun bjærgede familien igennem alle trængsler og arbejdede utrætteligt til det sidste.
Hoem har med sin store digteriske kraft skabt et empatisk, fængende og troværdigt eftermæle for sin formoder, den stærke og ukuelige jordemoder. Helt ulig de snæversynede kvinder i bygden med deres kaffeslabberads og vækkelsesmøder. En stolt og varm kvinde, som havde modet til at forfølge sin drøm og uden et kny tog sin skæbne på sig. En sand foregangskvinde.
Kommentarer