Skribent
01 apr.02
Anmeldelse
Jønke - mit liv af Jørn Nielsen
Jørn Nielsen, Jønke - fra Hells Angels - giver gennem sin livshistorie et indtryk af, hvordan udviklingen fra 1970-ernes knallertbander og frem til nutidens rockerbander har formet sig.
Lån bogen på
Som de fleste sikkert ved, var Jønke manden, der i 1984 skød og dræbte Bullshit's præsident Makrellen. Hvorefter han tilbragte adskillige år på flugt, hvilket man kan læse mere om i Mit andet liv. Og hvordan det videre er gået Jønke kan man læse i Endnu Et Liv.
Mit Liv handler om tiden op til drabet på Makrellen. Et stærkt romantiseret billede af et miljø fyldt med uvasket denim og cykelkæder. Os der er vokset op i halvfjerdserne og tillige havde den fornøjelse at kunne gå på det årlige kræmmermarked husker dem. De havde langt hår og skæg og lugtede af øl, og noget min mor kaldte røgelse. Jeg har senere fundet ud af at det ikke var røgelse men noget helt andet. Men det skal vi ikke komme nærmere ind på her.
Disse vildmænd fyldte børn og andet godtfolk med skræk og bæven, når de kom rullende ind på pladsen. De havde hele borde for sig selv. De gik med kniv og skydevåben. Min barndoms værste mareridt, hvilket en af mine venners storebror gjorde sit til at fremkalde i skrigende høj grad, med historier om horn i panden og resterne af små børn i skægget, vendte tilbage da jeg læste Jønkes bog.
Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg ikke bryder mig om hans selvbiografier. Men alligevel har jeg altid været den første til at låne dem på biblioteket, når de udkom. Og hvorfor så det? Hvis jeg skal være ærlig, er jeg ikke helt sikker. Det miljø forfatteren bevæger sig i, er så langt fra mit eget som man overhovedet kan komme. Vi snakker her, for mit vedkommende, om kvindekollektiv og en mor, der er glødende feminist. Måske er det slet og ret for bare at lade mig svælge i forargelse et kort øjeblik over, at der stadig er nogen, der lever efter begreber, der uddøde nogenlunde samtidig med vikingerne.
Læser man imellem linierne, er det ikke helt så romantisk en livsstil, som Jønke gerne vil have, vi skal tro. Ser man film, ja så er der vel ikke noget mere sexet end en mand på flugt fra loven. Han er mystisk, farlig og umulig at holde på. Men vender vi tilbage til virkeligheden et kort øjeblik, er det faktisk ikke helt så fantastisk, som Jønke gerne vil have det til at lyde.
Set fra forfatterens synspunkt kan jeg godt forstå, at han selv mener, han gjorde det rigtige. Han fjernede en trussel; Makrellen, fra jordens overflade. Han gjorde det for at beskytte og give igen. Vendetta skal man ikke kimse ad, det er skam seriøst nok for dem, der er tilhængere af det.
Man skal aldrig forklejne andres lyst til at skrive. Og det har bestemt ikke været hensigten med denne anmeldelse. Jeg har heller ikke skumle bagtanker om at advare andre imod at læse den. Jeg går ikke ind for censur. For i så fald havde jeg aldrig selv haft den fornøjelse at læse John Gardner's: Grendel, en oplevelse jeg ikke for noget i verden ville have været foruden. Og hvorfor nævner jeg netop denne roman? Jo, det skal jeg sige dig. For et eller andet sted er der ligheder. Grendel er som bekendt det skrækkelige monster, Beowulf må nedkæmpe. John Gardner lader i sin roman Grendel fortælle sin version af historien. Og den slags monstre findes der i Jønkes bog. Og læseren tages med ind i en verden, der nok afskrækker de fleste almindelige spidsborgere, mig selv inkluderet.
Det er med selvbiografier, som så meget andet et menneske iværksætter på egen hånd. Egoet får frit spil. Jeg overvejede faktisk at skrive min selvbiografi, indtil jeg læste Jønkes bog. Jeg krummer tæer ved tanken om, at mit eget ego, der er på størrelse med Atlanterhavet ville springe ud i hovedet på den intetanende stakkel, der kunne finde på at læse min bog. Jeg er trods alt udstyret med en vis beskedenhed. Det er Jønke ikke. Tværtimod. Ikke at det er nogen kritik. Der var dog visse detaljer, jeg godt kunne have levet lykkeligt videre uden at vide noget om. Ud fra mit synspunkt virker det lidt som om, hans egen libido skulle afstives og læseren skulle ligeledes tænke; nej hvor er den mand bare sej! Hvilket, hvis læseren altså er en pubertetsforvrænget teenage-dreng, sikkert også ville være fuldstændig enig i.
Og hvem er så Jønke? Beowulf eller Grendel? Det vil jeg lade dig afgøre.
Tiderne Skifter
Romannet - 1. april 2002
Jørn Nielsen, Jønke - fra Hells Angels - giver gennem sin livshistorie et indtryk af, hvordan udviklingen fra 1970-ernes knallertbander og frem til nutidens rockerbander har formet sig.
Lån bogen på
Som de fleste sikkert ved, var Jønke manden, der i 1984 skød og dræbte Bullshit's præsident Makrellen. Hvorefter han tilbragte adskillige år på flugt, hvilket man kan læse mere om i Mit andet liv. Og hvordan det videre er gået Jønke kan man læse i Endnu Et Liv.
Mit Liv handler om tiden op til drabet på Makrellen. Et stærkt romantiseret billede af et miljø fyldt med uvasket denim og cykelkæder. Os der er vokset op i halvfjerdserne og tillige havde den fornøjelse at kunne gå på det årlige kræmmermarked husker dem. De havde langt hår og skæg og lugtede af øl, og noget min mor kaldte røgelse. Jeg har senere fundet ud af at det ikke var røgelse men noget helt andet. Men det skal vi ikke komme nærmere ind på her.
Disse vildmænd fyldte børn og andet godtfolk med skræk og bæven, når de kom rullende ind på pladsen. De havde hele borde for sig selv. De gik med kniv og skydevåben. Min barndoms værste mareridt, hvilket en af mine venners storebror gjorde sit til at fremkalde i skrigende høj grad, med historier om horn i panden og resterne af små børn i skægget, vendte tilbage da jeg læste Jønkes bog.
Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg ikke bryder mig om hans selvbiografier. Men alligevel har jeg altid været den første til at låne dem på biblioteket, når de udkom. Og hvorfor så det? Hvis jeg skal være ærlig, er jeg ikke helt sikker. Det miljø forfatteren bevæger sig i, er så langt fra mit eget som man overhovedet kan komme. Vi snakker her, for mit vedkommende, om kvindekollektiv og en mor, der er glødende feminist. Måske er det slet og ret for bare at lade mig svælge i forargelse et kort øjeblik over, at der stadig er nogen, der lever efter begreber, der uddøde nogenlunde samtidig med vikingerne.
Læser man imellem linierne, er det ikke helt så romantisk en livsstil, som Jønke gerne vil have, vi skal tro. Ser man film, ja så er der vel ikke noget mere sexet end en mand på flugt fra loven. Han er mystisk, farlig og umulig at holde på. Men vender vi tilbage til virkeligheden et kort øjeblik, er det faktisk ikke helt så fantastisk, som Jønke gerne vil have det til at lyde.
Set fra forfatterens synspunkt kan jeg godt forstå, at han selv mener, han gjorde det rigtige. Han fjernede en trussel; Makrellen, fra jordens overflade. Han gjorde det for at beskytte og give igen. Vendetta skal man ikke kimse ad, det er skam seriøst nok for dem, der er tilhængere af det.
Man skal aldrig forklejne andres lyst til at skrive. Og det har bestemt ikke været hensigten med denne anmeldelse. Jeg har heller ikke skumle bagtanker om at advare andre imod at læse den. Jeg går ikke ind for censur. For i så fald havde jeg aldrig selv haft den fornøjelse at læse John Gardner's: Grendel, en oplevelse jeg ikke for noget i verden ville have været foruden. Og hvorfor nævner jeg netop denne roman? Jo, det skal jeg sige dig. For et eller andet sted er der ligheder. Grendel er som bekendt det skrækkelige monster, Beowulf må nedkæmpe. John Gardner lader i sin roman Grendel fortælle sin version af historien. Og den slags monstre findes der i Jønkes bog. Og læseren tages med ind i en verden, der nok afskrækker de fleste almindelige spidsborgere, mig selv inkluderet.
Det er med selvbiografier, som så meget andet et menneske iværksætter på egen hånd. Egoet får frit spil. Jeg overvejede faktisk at skrive min selvbiografi, indtil jeg læste Jønkes bog. Jeg krummer tæer ved tanken om, at mit eget ego, der er på størrelse med Atlanterhavet ville springe ud i hovedet på den intetanende stakkel, der kunne finde på at læse min bog. Jeg er trods alt udstyret med en vis beskedenhed. Det er Jønke ikke. Tværtimod. Ikke at det er nogen kritik. Der var dog visse detaljer, jeg godt kunne have levet lykkeligt videre uden at vide noget om. Ud fra mit synspunkt virker det lidt som om, hans egen libido skulle afstives og læseren skulle ligeledes tænke; nej hvor er den mand bare sej! Hvilket, hvis læseren altså er en pubertetsforvrænget teenage-dreng, sikkert også ville være fuldstændig enig i.
Og hvem er så Jønke? Beowulf eller Grendel? Det vil jeg lade dig afgøre.
Tiderne Skifter
Romannet - 1. april 2002
Kommentarer