Iskolde vintre, jordskælv og vulkanudbrud huserer på Island i 1700-tallet. Jon Steingrimsson skriver breve hjem om arbejdet, livsbetingelserne, maden og savnet.
Den unge præst Jon forlader i efteråret 1755 sin gravide kone Thorunn for at skabe et bedre liv for dem sydpå. Der hviskes nemlig blandt naboerne om, at Jon har dræbt sin kones første mand. Med sig på rejsen har han sin praktisk anlagte bror Thorstein og konens fårepostej, og begge er gode ledsagere på den lange og farefulde tur. Romanen er fyldt med interessante detaljer og giver et fint billede af mændenes hverdagsliv, deres naturvidenskabelige studier og de politiske strømninger på Island.
Vel fremme bosætter mændene sig i en grotte, mens de bygger huse og stalde, der skal stå klar, inden Thorunn kommer til foråret. Jon savner sin kone og skriver breve hjem til hende, hvor han detaljeret beretter om sit liv. Hans savn og melankoli dæmpes dog af te og mælkebøttebrændevin samt af de mange gøremål. Læseren følger ham frem til foråret 1756 og i de måneder oversætter han forskellige værker, studerer lægekunsten og lærer de lokale fiskere at svømme.
Ildpræsten Jon Steingrimsson (1728-1791) er hovedperson i denne roman, hvor vi møder ham som 27årig. Senere blev han bl.a. berømt for sin nedskrevne øjenvidneberetning om vulkanudbruddet Laki i 1783, hvor en 25 km lang sprække åbnede sig i jorden og forårsagede hungersnød og politiske omvæltninger i resten af Europa.
En forsmag på tjansen som samvittighedsfuldt øjenvidne får han allerede her i 1755, hvor vulkanen Katla går i udbrud, og han omhyggeligt nedfælder sine observationer. Han er inspireret af to islandske opdagelsesrejsende, Eggert Ólafsson (1726-1768) og Bjarni Pálsson (1719-1779), der rejser rundt i landet og samler viden om bl.a. vulkansk aktivitet. De besøger også grotten og diskuterer nye tanker om landbrug og medicin med Jon. Landfogeden Skuli er også en hyppig gæst. Han vil bringe fremskridtet til Island og arbejder på at få ophævet det danske handelsmonopol.
Et stort tema i bogen er tilegnelsen af ny viden, både for det enkelte menneske og for landet som helhed. Samtidig vil mændene gerne sikre bevarelsen af de kundskaber, som allerede findes på Island. Som Jon begejstret skriver i sit femte brev: “kundskaberne er selve mennesket!”
Romanen fremstiller Jon som en sympatisk fyr, man gerne vil tage en diskussion og en kop mælkebøttebrændevin med. Fortællingens mange interessante detaljer betyder, at den bør læses mere end én gang.
Kommentarer