Anmeldelse
Jeg vil vågne til verden
Brændende og smertelige debutdigte kredser om en mors selvmord og ensomheden i at blive forladt.
Denne digtsamling burde komme med en advarsel. Ikke for sarte sjæle, kunne der fx stå, men på den anden side ville det måske gøre indholdet mindre overrumplende. Der er ingen tvivl om, at disse digte skriver en kile ind mellem den døde og den levende, en mor og en datter, en selvmorder og en efterladt. Samlingens stemning befinder sig i dette smertepunkt, som foldes smukt og hårdt ud gennem digtenes fortælling.
Da jeg åbner digtsamlingen, sidder jeg i solen; en varm sommerdag efter et koldt forår, men det første digt skaber et omskift og jeg bliver blæst omkuld af de ord, som vælter ud fra siderne: ”Arbejde får alt til at lyse. Sorg for alt til at lyse. / Jeg blev født og lyste mine forældres ansigter op. / Når jeg ler lyser min mor, / når jeg dækker bord lyser min far, / når jeg skænker vin i glassene lyser verden op.” Dette lys, der vokser ud fra siden gennem det første digt, forsvinder mere og mere og forvandler sig efterhånden til et mørke – i kølvandet på morens selvmord.
Karoline Brændjord kredser om en ituslået virkelighed, som jeg’et selv må skabe på ny, hvilket fx kommer til udtryk i et alternativt og uvirkeligt ugeskema undervejs i samlingen, hvor torsdagens program lyder således: ”Jeg er ræven der spiser sit navn så ingen kan / kalde den hjem”. Digtene indkapsler smukt den ensomhed og totale ødelæggelse, der ofte trækker spor ind i de levendes liv efter et selvmord i den nære familie.
Digtene undersøger, især den efterladtes fortvivlelse, og fremstår rørende, barske og samtidigt underligt lette i nogle af de mere naive betragtninger. Jeg’et veksler mellem barndommens og fantasiens lethed og den voksnes dybe sorg. Det er særligt rørende at læse om, hvordan moren står stille i tid; at jeg’et nok en dag vil overhale morens alder og på den måde blive den voksne. Digtene bliver en slags omvendt erindring; et sprog der husker frem i tiden.
I langt størstedelen af min læsning er jeg forført af ’Jeg vil vågne til verden’, men til tider går sorgbeskrivelserne også en smule i stå (det kan der selvfølgelig være en pointe i, sorgen kan, om noget, trække tempoet ud af virkeligheden), og jeg savner en smule mere dybde i fortællingen om morens liv, ikke kun hendes død. Der må have været noget før selvmordet; men det tager ikke noget fra de smertelige beskrivelser af det savn, som jeg’et oplever. En anden bog, med en anden vinkel på emnet, er romanen Selvmord af Édouard Levé, som, modsat ’Jeg vil vågne til verden’, skuer tilbage ind i tiden før selvmordet.
Karoline Brændjords digte er digte man mærker. Digte, der arbejder sig ind i selvmordets og sorgens granit. Det er en god idé at være i humør til at læse den slags digte, inden man åbner samlingen, for selvom der er lyspunkter, håb og smukke naturbeskrivelser, er det hård læsning. Digtene er flot oversat af Sara Koch.
Brændende og smertelige debutdigte kredser om en mors selvmord og ensomheden i at blive forladt.
Denne digtsamling burde komme med en advarsel. Ikke for sarte sjæle, kunne der fx stå, men på den anden side ville det måske gøre indholdet mindre overrumplende. Der er ingen tvivl om, at disse digte skriver en kile ind mellem den døde og den levende, en mor og en datter, en selvmorder og en efterladt. Samlingens stemning befinder sig i dette smertepunkt, som foldes smukt og hårdt ud gennem digtenes fortælling.
Da jeg åbner digtsamlingen, sidder jeg i solen; en varm sommerdag efter et koldt forår, men det første digt skaber et omskift og jeg bliver blæst omkuld af de ord, som vælter ud fra siderne: ”Arbejde får alt til at lyse. Sorg for alt til at lyse. / Jeg blev født og lyste mine forældres ansigter op. / Når jeg ler lyser min mor, / når jeg dækker bord lyser min far, / når jeg skænker vin i glassene lyser verden op.” Dette lys, der vokser ud fra siden gennem det første digt, forsvinder mere og mere og forvandler sig efterhånden til et mørke – i kølvandet på morens selvmord.
Karoline Brændjord kredser om en ituslået virkelighed, som jeg’et selv må skabe på ny, hvilket fx kommer til udtryk i et alternativt og uvirkeligt ugeskema undervejs i samlingen, hvor torsdagens program lyder således: ”Jeg er ræven der spiser sit navn så ingen kan / kalde den hjem”. Digtene indkapsler smukt den ensomhed og totale ødelæggelse, der ofte trækker spor ind i de levendes liv efter et selvmord i den nære familie.
Digtene undersøger, især den efterladtes fortvivlelse, og fremstår rørende, barske og samtidigt underligt lette i nogle af de mere naive betragtninger. Jeg’et veksler mellem barndommens og fantasiens lethed og den voksnes dybe sorg. Det er særligt rørende at læse om, hvordan moren står stille i tid; at jeg’et nok en dag vil overhale morens alder og på den måde blive den voksne. Digtene bliver en slags omvendt erindring; et sprog der husker frem i tiden.
I langt størstedelen af min læsning er jeg forført af ’Jeg vil vågne til verden’, men til tider går sorgbeskrivelserne også en smule i stå (det kan der selvfølgelig være en pointe i, sorgen kan, om noget, trække tempoet ud af virkeligheden), og jeg savner en smule mere dybde i fortællingen om morens liv, ikke kun hendes død. Der må have været noget før selvmordet; men det tager ikke noget fra de smertelige beskrivelser af det savn, som jeg’et oplever. En anden bog, med en anden vinkel på emnet, er romanen Selvmord af Édouard Levé, som, modsat ’Jeg vil vågne til verden’, skuer tilbage ind i tiden før selvmordet.
Karoline Brændjords digte er digte man mærker. Digte, der arbejder sig ind i selvmordets og sorgens granit. Det er en god idé at være i humør til at læse den slags digte, inden man åbner samlingen, for selvom der er lyspunkter, håb og smukke naturbeskrivelser, er det hård læsning. Digtene er flot oversat af Sara Koch.
Kommentarer