Anmeldelse
Jeg kommer aldrig til at se verden igen af Ahmet Alta
Frihed på tryk. Fængslet forfatter har skrevet en grufuld og gribende essaysamling om livet bag tremmer i et stadigt mere autoritært Tyrkiet.
Ligesom tusindvis af andre intellektuelle blev den tyrkiske journalist og forfatter Ahmet Altan anholdt og fængslet i kølvandet på kupforsøget i 2016. Idømt livsvarigt fængsel i 2018 uden skyggen af bevis for, at han deltog i kuppet, har han nu præsteret en modig og rørende essaysamling, hvor han tager kampen op mod det styre, som forsøger at knække ham.
’Jeg kommer aldrig til at se verden igen’ er blevet smuglet ud stykke for stykke fra det topsikrede fængsel i Tyrkiet, hvor Ahmet Altan i dag sidder fængslet under skærpede omstændigheder i en celle på tre gange tre meter. Nu har Forlaget Underskoven udgivet den på dansk, oversat af Orhan Dogru. I korte, stramt komponerede kapitler skildrer Altan forløbet frem mod den uundgåelige, absurde domfældelse og sin kamp at overleve bag tremmer. Han beskriver i gribende vendinger det dybe afsavn, han må lide under:
”Aldrig mere ville jeg kunne kysse den kvinde jeg elsker, omfavne mine børn, møde mine venner, slentre gennem gaderne, ligesom jeg ikke ville have et arbejdsværelse, min skrivemaskine, mit bibliotek at række ud efter. Jeg ville ikke kunne lytte til en violinkoncert, tage ud at rejse, gå rundt og snuse i en boghandel […] jeg ville ikke kunne se havet, betragte et træ eller mærke duften af græs, regn og jord.”
Afskåret fra hele sit liv og alle de mennesker, han holder af, må Ahmet Altan finde en måde at bevare sin værdighed og sin forstand på. Heldigvis finder han styrke og mod i litteraturen og hos sine litterære forbilleder. Og han kan skrive:
”Den handling at skrive indeholder et magisk paradoks, for du kan ikke kun søge tilflugt i den og skjule dig i den, men også udbrede dine ord til hele verden. Den gør det muligt både at glemme og at blive husket.”
Kun bevæbnet med sin fantasi og sin store viden om litteraturen har Ahmet Altan taget kampen op mod isolationen, håbløsheden og mod det absurde magtmaskineri, som har berøvet ham hans frihed. Resultatet er netop denne bog: et forsvar for frihed og den frie tanke, en kritik af det tyrkiske styre, men først og fremmest en kærlighedserklæring til litteraturen og fantasien som skabende og befriende kræfter: ”Ligegyldigt hvor I låser mig inde, vil jeg rejse i verden på mit grænseløse sinds vinger.”
’Jeg kommer aldrig til at se verden igen’ er ikke kun en skildring af én mands frihedskamp, bogen er en fysisk manifestation af denne kamp og en påmindelse om de mange andre, som også må kæmpe. Læs den, og husk.
Frihed på tryk. Fængslet forfatter har skrevet en grufuld og gribende essaysamling om livet bag tremmer i et stadigt mere autoritært Tyrkiet.
Ligesom tusindvis af andre intellektuelle blev den tyrkiske journalist og forfatter Ahmet Altan anholdt og fængslet i kølvandet på kupforsøget i 2016. Idømt livsvarigt fængsel i 2018 uden skyggen af bevis for, at han deltog i kuppet, har han nu præsteret en modig og rørende essaysamling, hvor han tager kampen op mod det styre, som forsøger at knække ham.
’Jeg kommer aldrig til at se verden igen’ er blevet smuglet ud stykke for stykke fra det topsikrede fængsel i Tyrkiet, hvor Ahmet Altan i dag sidder fængslet under skærpede omstændigheder i en celle på tre gange tre meter. Nu har Forlaget Underskoven udgivet den på dansk, oversat af Orhan Dogru. I korte, stramt komponerede kapitler skildrer Altan forløbet frem mod den uundgåelige, absurde domfældelse og sin kamp at overleve bag tremmer. Han beskriver i gribende vendinger det dybe afsavn, han må lide under:
”Aldrig mere ville jeg kunne kysse den kvinde jeg elsker, omfavne mine børn, møde mine venner, slentre gennem gaderne, ligesom jeg ikke ville have et arbejdsværelse, min skrivemaskine, mit bibliotek at række ud efter. Jeg ville ikke kunne lytte til en violinkoncert, tage ud at rejse, gå rundt og snuse i en boghandel […] jeg ville ikke kunne se havet, betragte et træ eller mærke duften af græs, regn og jord.”
Afskåret fra hele sit liv og alle de mennesker, han holder af, må Ahmet Altan finde en måde at bevare sin værdighed og sin forstand på. Heldigvis finder han styrke og mod i litteraturen og hos sine litterære forbilleder. Og han kan skrive:
”Den handling at skrive indeholder et magisk paradoks, for du kan ikke kun søge tilflugt i den og skjule dig i den, men også udbrede dine ord til hele verden. Den gør det muligt både at glemme og at blive husket.”
Kun bevæbnet med sin fantasi og sin store viden om litteraturen har Ahmet Altan taget kampen op mod isolationen, håbløsheden og mod det absurde magtmaskineri, som har berøvet ham hans frihed. Resultatet er netop denne bog: et forsvar for frihed og den frie tanke, en kritik af det tyrkiske styre, men først og fremmest en kærlighedserklæring til litteraturen og fantasien som skabende og befriende kræfter: ”Ligegyldigt hvor I låser mig inde, vil jeg rejse i verden på mit grænseløse sinds vinger.”
’Jeg kommer aldrig til at se verden igen’ er ikke kun en skildring af én mands frihedskamp, bogen er en fysisk manifestation af denne kamp og en påmindelse om de mange andre, som også må kæmpe. Læs den, og husk.
Kommentarer