Anmeldelse
Jeg er aldrig ligeglad af Lise Harlev
Bogen fortjener at blive læst flere gange, ikke mindst fordi den er smuk, ren og enkel.
Lise Harlev er billedkunstner. Og det bærer hendes bog, ’Jeg er aldrig ligeglad’ præg af. De korte tekster ligner til forveksling forskellige stumper, der tilsammen danner et selvportræt af kunstneren/forfatteren.
’Jeg er aldrig ligeglad’ er en sjov bog. Først læste jeg den hurtigt og kunne ikke rigtig finde ud af, hvad jeg skulle mene om de ultrakorte tekster – og hvad det egentlig var for noget. Var det digte? Næh… Kortprosa? Nej, heller ikke. Jeg læste bogen igen, anden gang langsommere. For jeg opdagede, at teksterne ville mig noget, jeg måtte genlæse dem flere gange. Og for hver gang voksede de og fik ny betydning.
Jeg nåede frem til definitionen ”pseudoleksikalske statements”. De fleste tekster består af en enkelt sætning eller to, som nederst på siden har fået et eller flere opslagsord – eller tags ville man måske sige i dag, hvor de færreste slår op i et gammeldags leksikon. Fx kan man under tagget ”Alder, adfærd” læse teksten: ”Jeg glemmer tit at udnytte, at når man er voksen kan man i det store og hele selv bestemme.” Umiddelbart ikke en sætning, der gør meget væsen af sig, og sådan er det gennem hele bogen: Hver for sig er sætningerne banale, grænsende til det trivielle, men tilsammen bliver de til et hele, og det banale forsvinder. På samme måde som en arm bare er en legemsdel, hvis vi ser et billede af den, men samtidig er metonymisk, idet vi ved, den hænger sammen med en krop. Og derfor giver den mening som noget andet og mere end det, vi ser.
Lise Harlevs tekster har den effekt på mig. Jeg fik lyst til at læse mere, men synes samtidig, jeg fik et ret fyldestgørende portræt af kvinden bag teksterne. Det er en bog, der fortjener at blive læst flere gange, ikke mindst fordi det er en smuk bog, ren og enkel og skrevet med rød skrift. En pudsig tilføjelse til min oplevelse med bogen er, at jeg, få dage efter at have læst den for anden gang, besøgte Statens Museum for Kunst og spontant stoppede op foran to kunstværker i pangfarver og med korte tekst-statements. Det var Lise Harlev, opdagede jeg så! Pludselig hang alting sammen, og jeg fornemmede, i hvor høj grad billeder og tekst smelter sammen i Lise Harlevs univers.
Bogen fortjener at blive læst flere gange, ikke mindst fordi den er smuk, ren og enkel.
Lise Harlev er billedkunstner. Og det bærer hendes bog, ’Jeg er aldrig ligeglad’ præg af. De korte tekster ligner til forveksling forskellige stumper, der tilsammen danner et selvportræt af kunstneren/forfatteren.
’Jeg er aldrig ligeglad’ er en sjov bog. Først læste jeg den hurtigt og kunne ikke rigtig finde ud af, hvad jeg skulle mene om de ultrakorte tekster – og hvad det egentlig var for noget. Var det digte? Næh… Kortprosa? Nej, heller ikke. Jeg læste bogen igen, anden gang langsommere. For jeg opdagede, at teksterne ville mig noget, jeg måtte genlæse dem flere gange. Og for hver gang voksede de og fik ny betydning.
Jeg nåede frem til definitionen ”pseudoleksikalske statements”. De fleste tekster består af en enkelt sætning eller to, som nederst på siden har fået et eller flere opslagsord – eller tags ville man måske sige i dag, hvor de færreste slår op i et gammeldags leksikon. Fx kan man under tagget ”Alder, adfærd” læse teksten: ”Jeg glemmer tit at udnytte, at når man er voksen kan man i det store og hele selv bestemme.” Umiddelbart ikke en sætning, der gør meget væsen af sig, og sådan er det gennem hele bogen: Hver for sig er sætningerne banale, grænsende til det trivielle, men tilsammen bliver de til et hele, og det banale forsvinder. På samme måde som en arm bare er en legemsdel, hvis vi ser et billede af den, men samtidig er metonymisk, idet vi ved, den hænger sammen med en krop. Og derfor giver den mening som noget andet og mere end det, vi ser.
Lise Harlevs tekster har den effekt på mig. Jeg fik lyst til at læse mere, men synes samtidig, jeg fik et ret fyldestgørende portræt af kvinden bag teksterne. Det er en bog, der fortjener at blive læst flere gange, ikke mindst fordi det er en smuk bog, ren og enkel og skrevet med rød skrift. En pudsig tilføjelse til min oplevelse med bogen er, at jeg, få dage efter at have læst den for anden gang, besøgte Statens Museum for Kunst og spontant stoppede op foran to kunstværker i pangfarver og med korte tekst-statements. Det var Lise Harlev, opdagede jeg så! Pludselig hang alting sammen, og jeg fornemmede, i hvor høj grad billeder og tekst smelter sammen i Lise Harlevs univers.
Kommentarer