Anmeldelse
Jeg bekender af Jaume Cabré
Højlitterær catalansk roman sætter gennem forskellige historiske perioder fokus på livets store og væsentlige spørgsmål. Farverigt, underholdende og en smule forvirrende.
Som 60-årig får den lærde Adria Ardevol konstateret Alzheimers, og inden han bliver overmandet af glemslen, forsøger han at nedskrive sin historie og sine bekendelser.
Adria stammer fra en middelstands-familie i Barcelona. Hans strenge og videbegærlige far ejede en antikvitetsbutik, og butikken og især faderens arbejdsværelse blev hurtigt verdens centrum for drengen Adria. Familien ejede en kostbar violin, som Adria, der hadede at spille og øve sig, byttede bort for en primitiv øveviolin. Denne handling blev indirekte årsagen til faderen død, og Adria har lige siden følt en enorm skyld over dette.
Den omtalte violin, som familien fik i eje efter Anden Verdenskrig, får nu hovedrollen i en række fortællinger, som indflettes i Adrias egen historie. Disse historier spænder lige fra middelalderen under inkvisitionen, hvor en munk henrettes, over mordet på en komponist i 1700-tallets Paris til nazistiske militærlægers grusomme eksperimenter på børn i Auschwitz. Det er, som det ses, en vidtfavnende og meget omhyggelig fortælling, der åbnes op for, og den er bestemt ikke nem at gå til. Romanen er - udover at være spækket med litterære citater og diverse henvisninger på latin og andre sprog - særdeles komplekst konstrueret, så der skiftes i tid og rum og mellem ental og flertal.
Dette kan i starten virke temmelig forvirrende, men man vænner sig hurtigt til formen og indser, at forfatteren faktisk på fascinerende og forunderlig vis på denne måde lykkes med at få fortalt sin historie. Det er nærliggende at sammenligne Cabré med andre forfattere som for eksempel Eco eller Marquez. Store spørgsmål i livet omkring skyld og tilgivelse, ondskab og skønhed og ikke mindst kærlighed og smerte tages under behandling. Budskabet i den smukke og dramatiske fortælling må være noget med ”at huske at leve” og ”at glædes over livet”.
Romanen er alle vegne blevet mødt med fremragende anmeldelser og en regn af litterære priser, og det er helt sikkert ganske fortjent. Bogen er således da også ganske usædvanlig og en af de fine læseoplevelser, men skal man være lidt kritisk, så virker det hele nu en smule gammeldags og i perioder lidt for forvirrende og kunstigt efter min smag.
Højlitterær catalansk roman sætter gennem forskellige historiske perioder fokus på livets store og væsentlige spørgsmål. Farverigt, underholdende og en smule forvirrende.
Som 60-årig får den lærde Adria Ardevol konstateret Alzheimers, og inden han bliver overmandet af glemslen, forsøger han at nedskrive sin historie og sine bekendelser.
Adria stammer fra en middelstands-familie i Barcelona. Hans strenge og videbegærlige far ejede en antikvitetsbutik, og butikken og især faderens arbejdsværelse blev hurtigt verdens centrum for drengen Adria. Familien ejede en kostbar violin, som Adria, der hadede at spille og øve sig, byttede bort for en primitiv øveviolin. Denne handling blev indirekte årsagen til faderen død, og Adria har lige siden følt en enorm skyld over dette.
Den omtalte violin, som familien fik i eje efter Anden Verdenskrig, får nu hovedrollen i en række fortællinger, som indflettes i Adrias egen historie. Disse historier spænder lige fra middelalderen under inkvisitionen, hvor en munk henrettes, over mordet på en komponist i 1700-tallets Paris til nazistiske militærlægers grusomme eksperimenter på børn i Auschwitz. Det er, som det ses, en vidtfavnende og meget omhyggelig fortælling, der åbnes op for, og den er bestemt ikke nem at gå til. Romanen er - udover at være spækket med litterære citater og diverse henvisninger på latin og andre sprog - særdeles komplekst konstrueret, så der skiftes i tid og rum og mellem ental og flertal.
Dette kan i starten virke temmelig forvirrende, men man vænner sig hurtigt til formen og indser, at forfatteren faktisk på fascinerende og forunderlig vis på denne måde lykkes med at få fortalt sin historie. Det er nærliggende at sammenligne Cabré med andre forfattere som for eksempel Eco eller Marquez. Store spørgsmål i livet omkring skyld og tilgivelse, ondskab og skønhed og ikke mindst kærlighed og smerte tages under behandling. Budskabet i den smukke og dramatiske fortælling må være noget med ”at huske at leve” og ”at glædes over livet”.
Romanen er alle vegne blevet mødt med fremragende anmeldelser og en regn af litterære priser, og det er helt sikkert ganske fortjent. Bogen er således da også ganske usædvanlig og en af de fine læseoplevelser, men skal man være lidt kritisk, så virker det hele nu en smule gammeldags og i perioder lidt for forvirrende og kunstigt efter min smag.
Kommentarer