Den knap 30-årige forfatter debuterer med en delikat lille samling af fint iagttagende naturlyrik. Små tableauer, som er ren mindfulness i bogform.
Der findes masser af lyriske skildringer af den skønne danske natur med bølgende grønne bakker og dybblåt hav. Men lige netop disse digte ligner ikke noget andet, jeg har læst. Hvor det ellers ofte er den danske sommer, der lovprises, strækker tidsrummet sig her fra det sene efterår til det tidlige forår, og desuden skildres en urban natur med huse, mennesketomme gader og fortove.
I ganske korte digte opridses et indtryk fra et bestemt tidspunkt på dagen, med solens lys over byens tage, de nøgne grene, bristende is på kanalen. Fremherskende farver er hvidt, gråt og skygge som et billede af Hammershøj. Og indimellem kommer der så små glimt af lidt stærkere farver:
”Inden det første af dagen.
Med morgenen de lette og nedfaldne blade og vinden. Skyerne over gaden
oplyste sidelæns fra. Fra en lav og fra skyerne næsten uskelnelig sol.
Lidt orange i murværket overfor.”
Som det fremgår, indeholder sætningerne ofte hverken subjekt eller verbum, i stedet masser af præpositionsforbindelser, som skaber en rumlighed i de konkrete iagttagelser. Sproget er uden svulstige metaforer, virkemidlerne er meget diskrete og giver en fin sprødhed i udtrykket.
Det personlige træder fuldstændig i baggrunden, uden at det føles koldt og upersonligt af den grund.
Kun få gange nævnes det iagttagende jeg, og mod slutningen ”I et forhåbentlig hinanden” – og det er helt op til den enkelte læser, hvad der skal lægges i dette!
Digtene ånder af sansninger og hel og fuld tilstedeværelse. Jeg vil finde den lille flødefarvede bog frem igen, når jeg har oplevet f.eks. den fantastiske dag sidst på vinteren, hvor man for første gang mærker, at foråret er på vej:
”Det første der blomstrer. Hen under træerne.
Lavt blåt.
Og langs med vandet solen. Morgenen og med det mindste grønne om. De
første bladknoppers allerførste.
Lavt blåt og af de tidlige folder under.”
Skrevet af Mie Henriksen, bibliotekar
Kommentarer