Disa voksede op i Kopasker nær Akureyri på Island i 1920'erne og 30'erne.
Vi møder hende, da hun forbereder sin rejse hjem til Island i 60'erne. Hun er syg, og der er noget, hun skal have gjort derhjemme, inden det er for sent.
Hun påbegyndte uddannelsen som kok i England i midten af 30'erne. Mødte en mand hun blev meget forelsket i, men mistede ham da han vendte hjem til Tyskland for at hjælpe sine jødiske forældre. Disa vendte tilbage til Island, men endte allerede inden krigens slutning i England igen. Hun blev kok på et landligt luksushotel, som hun siden har drevet sammen med en god ven.
Hun er utvivlsomt en forfærdelig rappenskralde, det lægger hun ikke selv skjul på, når hun fortæller om sit liv, men man forstår alt for godt, hvordan hun er blevet sådan. Det er meget realistisk! Hun afskyr snobbede journalister, der tager rundt og giver restauranterne mådelige karakterer, trods det, at de nærmest slikker fadene i grådighed. Beskrivelsen af, hvordan hun får skovlen under en sådan, er kostelig og meget underspillet.
Det er en fantastisk bog. Der er smukke naturskildringer, beskrivelser af mad og folk i England og vi ser, hvor galt det kan gå, når man ikke taler sammen eller ikke vil tale sammen. Vi forstår, hvad fortielse og lukkede øjne kan føre til. Det er ikke udpenslet, men antydningens kunst.
Det er en kærlighedsroman på mange planer - i forholdet mand/kvinde, forældre/børn og livslange venskaber. Det er en universel historie om mennesker, hvordan vi lever vores liv, lader tilfældet råde, og ved undladelser og fortielser forkludrer det hele.
Rent teknisk foregår bogen i nutiden, mens Disa rejser hjem, og hun ser så tilbage på forskellige vigtige begivenheder i livet. Den er let læst, trods de tunge temaer og vil kunne læses af rigtig mange - både læsere til god underholdning og læsere til Kundera o.l.
Oversat af Lene Gulløv. Lindhardt og Ringhof, 2002. 261 sider. Kr. 299,-
Kommentarer