Billedskabende- og sprængende digte om et jeg i en ustabil verden, som hele tiden forandrer sig på nye måder.
Efter at have læst ’I nat bar jeg Caligula’ af René Jean Jensen er jeg i tvivl om, hvordan jeg skal beskrive indholdet. Tvivlen kommer af, at digtsamlingen kredser om og arbejder med det kaotiske i verden – og i jeg’et selv. Alt er ude at kontrol i digtenes univers; identiteten bliver grænseløs, og verdens tilstande, som fx håb og håbløshed, finder hele tiden nye former.
Den kaotiske tilstand viser sig også i sprogets form, hvor erfaringer og sætninger samles og spredes – ordene fremstår svimlende og elastiske som sprængte billeder. Nogle af digtene ligner tilfældige sammenstillinger, selvom jeg forestiller mig at det ikke er tilfældet, som fx dette uddrag: ”sivene rødmer, knækker, rådner nedefra / solen er også rød / vandet går til hoften […] noget, jeg ikke forstod / alt det / hunden, der hoppede op i sengen om natten / det fugtigt-kolde / gassen / vandet”. Karakteristisk for digtene er, at de starter et sted og slutter et andet. Hvert digt er en rejse.
Denne rejse fungerer for det meste godt, hvis man læser samlingen på dens præmis; kaos. Der er samlende elementer som farver og handlinger, men digtene presser sig hele tiden et andet sted hen. Et andet element, der går igen, er en følelse af at være afskåret fra sig selv – eller bevidst at træde et skridt ved siden af jeg’et, fællesskaberne og det sted, man er – og i denne træden ved siden af drømme om det umulige.
Noget af det, der fungerer allerbedst i samlingen, er de billedskabende sætninger, som kommer fra udkanten af sanserne: ”her er mit afskedsbrev: / udenfor ligger et æble til dyrene, / og inde i det æble / skal jeg ingen steder” og ”lyden af ingenting som i en kop / en pelsklædt olieret humor / og en uemballeret kærlighed / at svæve over en seng med slapt dinglende arme / føle, at jeg lever endnu”.
Til sammenligning skriver århusdigteren Poul Lynggaard Damgaard, hvis seneste udgivelse er ’Figurativ uniform’ fra 2016, også på denne sanselige, "billedsprængende" måde, hvor sansernes yderste undersøges – med udgangspunkt i jeg’ets bevægelser gennem verden.
René Jean Jensen skriver fra et sted, hvor nye digtlæsere måske kan have svært ved at følge med, men mere erfarne læsere kan trygt hoppe med på rejsen og læse sig gennem en verden af kaos.
Kommentarer