11-årige Arne bor sammen med sin mor og far i en lille by syd for Oslo i begyndelsen af 70'erne.
Arnes mor er langsomt, men ubønhørligt på vej ind i en tilstand af depression og angst. Hun tør ikke gå udenfor, og selv om hun prøver at leve, som hun plejer – prøver at blive i lyset – går det meste af hendes tid med at ligge i sengen og ryge cigaretter. Til sidst bliver hun indlagt på et psykiatrisk hospital.
Moderens angst forplanter sig til Arne, og han læser i familiens lægebog om frygtelige sygdomme som hundegalskab og meningitis. Alt imens Arne undersøger sig selv for hundebid og nakkestivhed, længes han tilbage til tiden før moderen blev syg. Sommererindringer som bød på ribssaft, udflugter for hele familien og isvafler.
"Vi sad ved køkkenbordet. Stolen havde rødt plasticbetræk med sorte kanter. Mine fødder kunne ikke nå gulvet. Mor sad på den anden side. Hun lo. Det glimtede i hendes briller. Der var så lyst. Jeg boede i det lys".
Som citatet viser, skriver Håvard Syvertsen letlæst og minimalistisk prosa. Langt det meste af romanen er set fra Arnes synsvinkel og fortalt af Arne. Anden del er kort, fortalt i tredje person og handler om moderens og faderens første møde og forelskelse.
"I lyset" er en lille intens, stilfærdig og fremragende roman. Selvom den ikke efterlader læseren noget håb om bedring af forholdene for den hårdt belastede lille familie, er det alligevel varme og en lidt sørgmunter følelse jeg sidder tilbage med. Forfatteren formår at få kærligheden mellem disse tre mennesker til at sive ud mellem linjerne, og de afmålte leksikonafsnit med beskrivelser af hundegalskabens udvikling er en herlig og grotesk humoristisk afbrydelse midt i al det sørgelige.
Hvis jeg skal sammenligne Håvard Syvertsen med andre forfattere, kunne det være danske Knud Sørensen eller svenske Elsie Johansson.
Oversat af Mone Hvass. Batzer & Co, 2002. 174 sider. Kr. 228,-
Kommentarer