Humoristisk og mildt ironisk beretning om livet og hverdagen i den ende af Sonnenallee, som kom til at ligge på østsiden af muren i Berlin, fortalt af den unge Micha.
Ja, her har vi en underfundig og bittersød roman fra Berlin. Det østtyske Berlin, hvor hovedpersonen Micha og hans venner kæmper for at opnå bare en lille del af det forjættede vestlige Berlins goder. Historiens blinde tilfælde, som gjorde at lige netop DERES ende af Sonnenallé havnede på den forkerte side af den mur, som adskiller dem fra en masse attråværdige ting – Rolling Stones plader , lækre biler og motorcykler, tages med den flegmatiske holdning, der gør, at man kan overleve.
Samme mur er også skyld i, at kærestebrevet fra den skønne Miriam flagrer ind i Ingenmandsland, som Micha udfolder store anstrengelser for at generobre – brevet altså. Den kærlighedshistorie er bare rørende og uforudsigelig.
I beskrivelsen af den verden omkring familien Kuppisch, hvor Stasi er en evigt tilstedeværende faktor, får man et spændende billede af en hverdag, hvor alt er en kamp for at opnå den rigtige uddannelse, det rigtige tøj; og vi får fine beskrivelser af de mange krumspring, det medfører, f.eks. moderens anstrengelser over for naboerne for at opnå, at Micha kommer på det rigtige gymnasium – hvilket han i øvrigt slet ikke er interesseret i, onklen fra Vesten og hans skræk for asbest, der giver kræft o.s.v.
Det er en lille perle af roman, hvor man med et smil følger genvordighederne, og hvor bogens slutsentens ”Lykkelige mennesker har dårlig hukommelse og rige minder” opsummerer personernes liv.
Kommentarer