Anmeldelse
I Afrika er der mange søde børn af Katrin Ottarsdóttir
Vold, vanvid og virkelighedsforvrængning. Dyster færøsk novellesamling udforsker menneskets mørke sider.
Katrin Ottarsdóttirs ’I Afrika er der mange søde børn’ består af 13 dystre noveller, som alle handler om forhold og familier i opløsning og om mennesker, hvis skrøbelige sind befinder sig på vanviddets rand. Tingene er sjældent, hvad de giver sig ud for at være i Ottarsdóttirs mørke univers. Dermed skaber forfatteren en knugende fornemmelse af uhygge, som er kræs for alle med hang til makabre fortællinger.
’Hvordan kan jeg elske mit barn, når min mor ikke kan elske mig? ’. Allerede den første sætning i samlingens første novelle, ’Begravelser’, slår et gennemgående tema an, nemlig det dysfunktionelle forhold mellem forældre og børn. Novellens hovedperson er en kvinde, som har et mildt sagt usundt forhold til sin mor, som hun passer i tiden efter sin fars død. Moderen lægger ikke skjul på sin skuffelse over datteren, og forsømmer ikke en chance for at nedgøre hende. Heller ikke da datterens lille søn Janus forsvinder, er der opbakning at hente:
”Datteren står henne ved vinduet. Ude ved lågen svæver flere blanke karamelpapirer frem og tilbage i blæsten. Lågen står på vid gab og svajer, åben ud til den store vej med de store biler. Stadig ingen Janus at se. En ambulance kører langsomt forbi den åbne låge, speeder op, sirenen går hylende i gang, skræmmende, rygmarvsstikkende som et nødråb, et menneske i dyb nød, et barn. Moren griner ondskabsfuldt.
-Ja, min pige, du kommer heller aldrig til at være god til at tage dig af børn.”
Ottarsdóttirs karakterer befinder sig ofte i ekstreme situationer, der eksploderer i vrede, vold og uovervejede, impulsive handlinger, ofte med fatale følger. Hendes fortællinger er små studier i psykologisk terror, undertrykte følelser og malplaceret omsorg. I novellen ’Brudevals’ skildrer forfatteren f.eks. et trekantsdrama, som udspiller sig på en skæbnesvanger bryllupsaften mellem brud, brudgom og brudgommens søster. Ottarsdóttir skifter kunstfærdigt mellem de tre hovedpersoners perspektiv og lader læseren mærke den gensidige jalousi mellem bruden og brudgommens søster, som ender med at få ulykkelige konsekvenser. Også novellerne ’På optagelse’ og ’Samson’, som hver på sin måde udforsker spændinger omkring køn og seksualitet, hører til bogens højdepunkter.
Selvom ikke alle Ottarsdóttirs fortællinger er lige så vellykkede som disse noveller - ’Ibenholt’ f.eks. virker en anelse forceret og klichéfyldt – gør ’I Afrika er der mange søde børn’ et stærkt samlet indtryk. Bogen er et must, hvis man har en forkærlighed for det mørke og makabre i litteraturen, og forfatterens evne til at skabe spænding og uhygge lader sig ikke fornægte. Det er bestemt ikke en bog, som folk med sarte nerver bør læse lige før sengetid!
Ordkløverens fodnote:
Forfatteren og Forlaget Torgard forsøger øjensynligt at lancere en ny genrebetegnelse med bogens undertitel, ’Northern gothic-noveller’, vel som en pendant til den amerikanske subgenre ’southern gothic’, hvor et kendetegn netop er at handlingen udspiller sig i USA's sydstater. Derfor kunne man ved første øjekast tro, at handlingen i ’Northern gothic-noveller’ måtte foregå i USA’s nordstater (mange af Stephen Kings værker vil f.eks. kunne betegnes som ’northern gothic’, ligeledes f.eks. H.P. Lovecrafts). Men Ottarsdóttirs noveller har selvfølgelig intet med USA at gøre, og med ’northern gothic’ menes blot at hendes ’gotiske’ fortællinger finder sted i Norden. Tiden må vise, om betegnelsen vinder udbredelse, og om et begreb så snævert knyttet til amerikansk litteratur som ’southern gothic’ på denne måde kan tilpasses en nordeuropæisk kontekst uden at skabe forvirring.
Vold, vanvid og virkelighedsforvrængning. Dyster færøsk novellesamling udforsker menneskets mørke sider.
Katrin Ottarsdóttirs ’I Afrika er der mange søde børn’ består af 13 dystre noveller, som alle handler om forhold og familier i opløsning og om mennesker, hvis skrøbelige sind befinder sig på vanviddets rand. Tingene er sjældent, hvad de giver sig ud for at være i Ottarsdóttirs mørke univers. Dermed skaber forfatteren en knugende fornemmelse af uhygge, som er kræs for alle med hang til makabre fortællinger.
’Hvordan kan jeg elske mit barn, når min mor ikke kan elske mig? ’. Allerede den første sætning i samlingens første novelle, ’Begravelser’, slår et gennemgående tema an, nemlig det dysfunktionelle forhold mellem forældre og børn. Novellens hovedperson er en kvinde, som har et mildt sagt usundt forhold til sin mor, som hun passer i tiden efter sin fars død. Moderen lægger ikke skjul på sin skuffelse over datteren, og forsømmer ikke en chance for at nedgøre hende. Heller ikke da datterens lille søn Janus forsvinder, er der opbakning at hente:
”Datteren står henne ved vinduet. Ude ved lågen svæver flere blanke karamelpapirer frem og tilbage i blæsten. Lågen står på vid gab og svajer, åben ud til den store vej med de store biler. Stadig ingen Janus at se. En ambulance kører langsomt forbi den åbne låge, speeder op, sirenen går hylende i gang, skræmmende, rygmarvsstikkende som et nødråb, et menneske i dyb nød, et barn. Moren griner ondskabsfuldt.
-Ja, min pige, du kommer heller aldrig til at være god til at tage dig af børn.”
Ottarsdóttirs karakterer befinder sig ofte i ekstreme situationer, der eksploderer i vrede, vold og uovervejede, impulsive handlinger, ofte med fatale følger. Hendes fortællinger er små studier i psykologisk terror, undertrykte følelser og malplaceret omsorg. I novellen ’Brudevals’ skildrer forfatteren f.eks. et trekantsdrama, som udspiller sig på en skæbnesvanger bryllupsaften mellem brud, brudgom og brudgommens søster. Ottarsdóttir skifter kunstfærdigt mellem de tre hovedpersoners perspektiv og lader læseren mærke den gensidige jalousi mellem bruden og brudgommens søster, som ender med at få ulykkelige konsekvenser. Også novellerne ’På optagelse’ og ’Samson’, som hver på sin måde udforsker spændinger omkring køn og seksualitet, hører til bogens højdepunkter.
Selvom ikke alle Ottarsdóttirs fortællinger er lige så vellykkede som disse noveller - ’Ibenholt’ f.eks. virker en anelse forceret og klichéfyldt – gør ’I Afrika er der mange søde børn’ et stærkt samlet indtryk. Bogen er et must, hvis man har en forkærlighed for det mørke og makabre i litteraturen, og forfatterens evne til at skabe spænding og uhygge lader sig ikke fornægte. Det er bestemt ikke en bog, som folk med sarte nerver bør læse lige før sengetid!
Ordkløverens fodnote:
Forfatteren og Forlaget Torgard forsøger øjensynligt at lancere en ny genrebetegnelse med bogens undertitel, ’Northern gothic-noveller’, vel som en pendant til den amerikanske subgenre ’southern gothic’, hvor et kendetegn netop er at handlingen udspiller sig i USA's sydstater. Derfor kunne man ved første øjekast tro, at handlingen i ’Northern gothic-noveller’ måtte foregå i USA’s nordstater (mange af Stephen Kings værker vil f.eks. kunne betegnes som ’northern gothic’, ligeledes f.eks. H.P. Lovecrafts). Men Ottarsdóttirs noveller har selvfølgelig intet med USA at gøre, og med ’northern gothic’ menes blot at hendes ’gotiske’ fortællinger finder sted i Norden. Tiden må vise, om betegnelsen vinder udbredelse, og om et begreb så snævert knyttet til amerikansk litteratur som ’southern gothic’ på denne måde kan tilpasses en nordeuropæisk kontekst uden at skabe forvirring.
Kommentarer