Anmeldelse
Hvor var du, Adam? af Heinrich Böll
Hos Böll er der ingen glorværdige helte og kun få renlivede skurke; blot helt almindelige mennesker, der er fanget i krigens meningsløshed og monotoni.
Modsat mange andre forfattere af krigsbøger henlægger Böll fortrinsvis sine scener til steder langt fra slagmarken. Hos Böll er der ingen glorværdige helte og kun få renlivede skurke. Blot helt almindelige mennesker, der er fanget i krigens meningsløshed og monotoni. Som brikker i et spil de ikke selv har indflydelse på, og hvor kun få formår at bevare deres menneskelighed.
Vi befinder os et godt stykke inde i Den anden Verdenskrig på tysk side. En periode præget af opbrud, flugt og tabte slag, og hvor afmagtsfølelse og nederlagsstemning blander sig med angsten hos både menige og officerer.
I en række løst sammenføjede episoder, hvor arkitekten Feinhals er den eneste gennemgående person, følger vi krigen på skiftende lokaliteter befolket med forskellige mennesker. De mange personer bliver i varierende grad levende for læseren. Nogle er rene skabeloner, nogle bliver nødtørftigt beskrevet, mens andre er meget præcist tegnet. Men alle disse skæbner medvirker til at illustrere essensen i Bölls roman. Der er alle dem, der kritikløst adlyder meningsløse ordrer, og så er der de få, der trodser krigen og følger deres samvittighed, som lægen og sergenten, der nægter at udsætte de nyopererede soldater for en livsfarlig transport.
At ikke bare angsten, men også kedsomheden og monotonien er krigens følgesvende kommer til udtryk flere steder i bogen, som hos sergenten, der for at udholde livet i sit lille kontor har udviklet et dagligt ritual med et pænt kvantum abrikossnaps. En omhyggeligt udviklet teknik til at opnå en langsom beruselse, der kan vare det meste af dagen.
Centralt i bogen er mødet mellem Feinhals og jødinden Ilona. Deres spirende kærlighed er livsbekræftende, selv om den naturligvis er dødsdømt. Inden den bliver rigtigt udfoldet, sendes Feinhals til fronten og Ilona til en koncentrationslejr, hvor en af bogens virkelige skurke skræmmes af Ilonas integritet og stærke tro og dræber hende i et vanvittigt raseri.
Meningsløsheden beskrives i mange scener. Der er broen, der bliver sprængt i luften og omhyggeligt genopbygget for blot endnu engang at blive sprængt i luften. Der er den stakkels soldat, der bliver sendt af sted for at hente Tokayer til sin chef, og som hellere end at pådrage sig chefens vrede risikerer sit liv for nogle flasker vin.
Den ultimative, dybt ironiske meningsløshed er Feinhals’ endeligt. Han vender hjem fra fronten til sin hjemstavn, hvor der skulle være fred og ingen fare. Selv om krigen er ved sin afslutning, og amerikanske tropper befinder sig lige i nærheden, har en fanatisk tysk officer set sig gal på landsbyen, hvor det hvide flag vajer fra flere huse. Hans meningsløse beskydning af husene bliver Feinhals’ skæbne. Han dør, netop som han skulle til at nyde at være sluppet væk fra krigen.
Med sin lavmælte tone gør Böll krigen mere vedkommende end mange dramatiske beskrivelser. Som læser bliver man berørt af hans etiske problemstillinger og får sindet stemt til nærmere eftertanke. Selv om mennesket, Adam, ikke kan undslippe krigen, kan det stadig vælge at følge samvittigheden frem for blot at parere ordre.
Hos Böll er der ingen glorværdige helte og kun få renlivede skurke; blot helt almindelige mennesker, der er fanget i krigens meningsløshed og monotoni.
Modsat mange andre forfattere af krigsbøger henlægger Böll fortrinsvis sine scener til steder langt fra slagmarken. Hos Böll er der ingen glorværdige helte og kun få renlivede skurke. Blot helt almindelige mennesker, der er fanget i krigens meningsløshed og monotoni. Som brikker i et spil de ikke selv har indflydelse på, og hvor kun få formår at bevare deres menneskelighed.
Vi befinder os et godt stykke inde i Den anden Verdenskrig på tysk side. En periode præget af opbrud, flugt og tabte slag, og hvor afmagtsfølelse og nederlagsstemning blander sig med angsten hos både menige og officerer.
I en række løst sammenføjede episoder, hvor arkitekten Feinhals er den eneste gennemgående person, følger vi krigen på skiftende lokaliteter befolket med forskellige mennesker. De mange personer bliver i varierende grad levende for læseren. Nogle er rene skabeloner, nogle bliver nødtørftigt beskrevet, mens andre er meget præcist tegnet. Men alle disse skæbner medvirker til at illustrere essensen i Bölls roman. Der er alle dem, der kritikløst adlyder meningsløse ordrer, og så er der de få, der trodser krigen og følger deres samvittighed, som lægen og sergenten, der nægter at udsætte de nyopererede soldater for en livsfarlig transport.
At ikke bare angsten, men også kedsomheden og monotonien er krigens følgesvende kommer til udtryk flere steder i bogen, som hos sergenten, der for at udholde livet i sit lille kontor har udviklet et dagligt ritual med et pænt kvantum abrikossnaps. En omhyggeligt udviklet teknik til at opnå en langsom beruselse, der kan vare det meste af dagen.
Centralt i bogen er mødet mellem Feinhals og jødinden Ilona. Deres spirende kærlighed er livsbekræftende, selv om den naturligvis er dødsdømt. Inden den bliver rigtigt udfoldet, sendes Feinhals til fronten og Ilona til en koncentrationslejr, hvor en af bogens virkelige skurke skræmmes af Ilonas integritet og stærke tro og dræber hende i et vanvittigt raseri.
Meningsløsheden beskrives i mange scener. Der er broen, der bliver sprængt i luften og omhyggeligt genopbygget for blot endnu engang at blive sprængt i luften. Der er den stakkels soldat, der bliver sendt af sted for at hente Tokayer til sin chef, og som hellere end at pådrage sig chefens vrede risikerer sit liv for nogle flasker vin.
Den ultimative, dybt ironiske meningsløshed er Feinhals’ endeligt. Han vender hjem fra fronten til sin hjemstavn, hvor der skulle være fred og ingen fare. Selv om krigen er ved sin afslutning, og amerikanske tropper befinder sig lige i nærheden, har en fanatisk tysk officer set sig gal på landsbyen, hvor det hvide flag vajer fra flere huse. Hans meningsløse beskydning af husene bliver Feinhals’ skæbne. Han dør, netop som han skulle til at nyde at være sluppet væk fra krigen.
Med sin lavmælte tone gør Böll krigen mere vedkommende end mange dramatiske beskrivelser. Som læser bliver man berørt af hans etiske problemstillinger og får sindet stemt til nærmere eftertanke. Selv om mennesket, Adam, ikke kan undslippe krigen, kan det stadig vælge at følge samvittigheden frem for blot at parere ordre.
Kommentarer