Anmeldelse
Hvor du går, følger jeg
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Lina Nordquists lyriske debutroman er en imponerende bedrift og så bemærkelsesværdig i tone og stemning, at den er svær at ryste af sig.
'Hvor du går, følger jeg' er en både grusom, smuk og forstemmende slægtsroman om barske livsvilkår i de nordsvenske skove prisgivet naturens luner og en knugende familiefortælling om tre kvinders skæbner bundet sammen af tid, et sted og dybe hemmeligheder.
Handlingen tager sin begyndelse i slutningen af 1800-tallet og fortælles skiftevis af Unni og Kåra med 70 års mellemrum. For at undgå indespærring på galeanstalten må Unni flygte fra hjemegnen med sin lille uægte dreng Roar på armen og intet andet. Heldigvis vil den godmodige mand Armod følge Unni, hvor end hun går. Det bliver en lang vandring fra Norge ind i Sverige, hvor de endelig finder et faldefærdigt husmandssted i et skovbryn på kanten af den vilde natur. I Freden skaber Unni og Armod et hjem og en familie bygget på kærlighed, men nøden er også stor, og overlevelsen betinget af naturens og skovbondens luner. Vintrene bringer megen sygdom med sig, og familien balancerer flere gange på kanten af sultedøden.
Mange år senere sidder to kvinder ved et køkkenbord i en trykkende atmosfære og er ved at planlægge Roars begravelse. Det er den 53-årige svigerdatter Kåra og Roars hustru Bricken. ”En kop til? Hun hælder op inden jeg når at svare. Ternet voksdug, kogekaffe i plasttermokande og en sukkerknald i blåblomstret mokkakop. Dygtighed og folkehjem. Herregud, hvis hun vidste besked om alt det er der sket her, når hun så den anden vej”.
Hvad den anden ikke ved, er at de hver især lever på en livsløgn og bærer på en mørk hemmelighed. Kåras tilværelse i Freden har ikke været barsk som Unni og Armods, men Kåra har kæmpet med et mørke, som truede med at opsluge hende. Ligesom Unni mange år tidligere måtte Kåra som ung også træffe et svært valg for at undgå indespærring på en anstalt. Udvejen blev at gifte sig med den noget enfoldige Dag, søn af Roar og Bricken. Tilværelsen under samme tag som svigerforældrene og det kærlighedsløse ægteskab med Dag føles tyngende, og Kåra fyldes af misundelse, når hun ser ømheden mellem Roar og Bricken. Hun synker ned i dyb depression og længslen mod den omsorgsfulde Roar er det eneste lyspunkt, der bærer hende igennem mørket.
'Hvor du går følger jeg' er en stærk og bevægende roman for den tålmodige læser. Man kan føle trang til at lægge romanen fra sig, dels på grund af romanens langsommelighed, dels på grund af den megen sult, armod og elendighed. Det er svært at udholde tanken om, at mennesker har overlevet under så barske livsvilkår i fordums tid. Men desto stærkere stråler kærligheden og overlevelsesdriften gennem al elendigheden og fortalt med Lina Nordquists smukke lyriske sprog. Hold fast og du vil blive belønnet med en helt særlig og lyrisk kærlighedsfortælling, hvor meget falder på plads på romanens sidste sider og efterlader læseren forløst.
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Lina Nordquists lyriske debutroman er en imponerende bedrift og så bemærkelsesværdig i tone og stemning, at den er svær at ryste af sig.
'Hvor du går, følger jeg' er en både grusom, smuk og forstemmende slægtsroman om barske livsvilkår i de nordsvenske skove prisgivet naturens luner og en knugende familiefortælling om tre kvinders skæbner bundet sammen af tid, et sted og dybe hemmeligheder.
Handlingen tager sin begyndelse i slutningen af 1800-tallet og fortælles skiftevis af Unni og Kåra med 70 års mellemrum. For at undgå indespærring på galeanstalten må Unni flygte fra hjemegnen med sin lille uægte dreng Roar på armen og intet andet. Heldigvis vil den godmodige mand Armod følge Unni, hvor end hun går. Det bliver en lang vandring fra Norge ind i Sverige, hvor de endelig finder et faldefærdigt husmandssted i et skovbryn på kanten af den vilde natur. I Freden skaber Unni og Armod et hjem og en familie bygget på kærlighed, men nøden er også stor, og overlevelsen betinget af naturens og skovbondens luner. Vintrene bringer megen sygdom med sig, og familien balancerer flere gange på kanten af sultedøden.
Mange år senere sidder to kvinder ved et køkkenbord i en trykkende atmosfære og er ved at planlægge Roars begravelse. Det er den 53-årige svigerdatter Kåra og Roars hustru Bricken. ”En kop til? Hun hælder op inden jeg når at svare. Ternet voksdug, kogekaffe i plasttermokande og en sukkerknald i blåblomstret mokkakop. Dygtighed og folkehjem. Herregud, hvis hun vidste besked om alt det er der sket her, når hun så den anden vej”.
Hvad den anden ikke ved, er at de hver især lever på en livsløgn og bærer på en mørk hemmelighed. Kåras tilværelse i Freden har ikke været barsk som Unni og Armods, men Kåra har kæmpet med et mørke, som truede med at opsluge hende. Ligesom Unni mange år tidligere måtte Kåra som ung også træffe et svært valg for at undgå indespærring på en anstalt. Udvejen blev at gifte sig med den noget enfoldige Dag, søn af Roar og Bricken. Tilværelsen under samme tag som svigerforældrene og det kærlighedsløse ægteskab med Dag føles tyngende, og Kåra fyldes af misundelse, når hun ser ømheden mellem Roar og Bricken. Hun synker ned i dyb depression og længslen mod den omsorgsfulde Roar er det eneste lyspunkt, der bærer hende igennem mørket.
'Hvor du går følger jeg' er en stærk og bevægende roman for den tålmodige læser. Man kan føle trang til at lægge romanen fra sig, dels på grund af romanens langsommelighed, dels på grund af den megen sult, armod og elendighed. Det er svært at udholde tanken om, at mennesker har overlevet under så barske livsvilkår i fordums tid. Men desto stærkere stråler kærligheden og overlevelsesdriften gennem al elendigheden og fortalt med Lina Nordquists smukke lyriske sprog. Hold fast og du vil blive belønnet med en helt særlig og lyrisk kærlighedsfortælling, hvor meget falder på plads på romanens sidste sider og efterlader læseren forløst.
Kommentarer