Anmeldelse
Hvid, norsk mand
Hvordan bliver man norsk nok? Brynjulf Jung Tjønns hjerteskærende digtsamling behandler forfatterens opvækst og den racisme, han har været udsat for.
Da jeg begyndte på digtsamlingen ’Hvid, norsk mand’, kunne jeg ikke stoppe igen, for da jeg først var gået i gang, strømmede dens historie og uretfærdighed igennem mig. Samlingen består af 95 siders hjerteskærende digte om opvækst og racisme og fortæller en historie, som berørte mig dybt, og som jeg har båret med mig siden.
Forfatteren Brynjulf Jung Tjønn er nordmand. Punktum. Han kommer fra en bygd i det norske vestland, han er opvokset på en gård, og han har altid følt sig norsk. Men han er adopteret fra Sydkorea. Hans hår er mørkt, hans øjne er smalle, og hans hud er gullig. Han ligner ikke de andre nordmænd og har derfor altid – igen og igen og igen og igen - måtte forholde sig til spørgsmålet: “Men hvor kommer du egentlig fra?”. Netop denne følelse af forkerthed og utilstrækkelighed handler disse digte om, for hvornår er man norsk nok?
I sine digte giver Tjønn utallige eksempler på den daglige racisme, han er blevet udsat for gennem sin opvækst, og der er mange gentagelser i sprogets udformning; de samme ord og sætninger gentages af flere omgange, der understøtter og intensiverer oplevelsen af at være en gul, norsk mand, som ikke passer ind i andre menneskers idé, om hvad ”en norsk mand” er:
”stop med at spørge mig hvor jeg egentlig kommer fra
stop med at tale engelsk til mig
stop med at spørge om jeg kan kinesisk
stop med at gøre øjnene smallere med pegefingeren
stop med at gøre grin med japanske gameshows
stop med at tale vrøvlekinesisk når jeg er i samme rum
stop med at råbe jackie chan efter mig
stop med at råbe skældord som kung flu,
kinavirus, yellow face, gule,
ching-chang-chung, kinaekspressen,
riskoger, skævøje, ling-ling
stop med at måbe når du ser mig på ski
stop med at glo når jeg går sammen med min kone
stop, stop, stop
stop med at minde mig om
at jeg ikke er bleg”
Med sine gentagelser intensiverer Tjønn følelsen af nedværdigelse, så den bliver mere mærkbar og forståelig for læseren, hvilket er særligt nødvendigt for en hvid læser (som for eksempel mig). Jeg har nemlig altid tænkt, at spørgsmålet om, hvor nogen egentlig var fra, ikke var et entydigt dårligt eller racistisk spørgsmål. Men at læse denne digtsamling fik mig til at se og forstå, hvor sindssygt trivielt, grænseoverskridende og provokerende, det kan være at spørge nogen, som man lige har mødt, hvor de egentlig er fra, fordi det dermed er underforstået, at de umuligt kan være fra Danmark.
Digtene er ikke pyntede eller poetiske, men de er velskrevne og til tider morsomme, tangerende til det tragikomiske. De er barske og desværre rimelige i deres udlægning af den eksotisering, nogle minoriteter oplever på daglig basis. Jeg vil anbefale digtsamlingen til alle mennesker med anden hudfarve end hvid, fordi den vil vække genkendelse og give mulighed for at spejle sig. Jeg vil også anbefale den til alle hvide mennesker, fordi den er med til at uddanne og skabe empati, hvilket denne bog tydeligt viser, vi godt kunne bruge.
Hvordan bliver man norsk nok? Brynjulf Jung Tjønns hjerteskærende digtsamling behandler forfatterens opvækst og den racisme, han har været udsat for.
Da jeg begyndte på digtsamlingen ’Hvid, norsk mand’, kunne jeg ikke stoppe igen, for da jeg først var gået i gang, strømmede dens historie og uretfærdighed igennem mig. Samlingen består af 95 siders hjerteskærende digte om opvækst og racisme og fortæller en historie, som berørte mig dybt, og som jeg har båret med mig siden.
Forfatteren Brynjulf Jung Tjønn er nordmand. Punktum. Han kommer fra en bygd i det norske vestland, han er opvokset på en gård, og han har altid følt sig norsk. Men han er adopteret fra Sydkorea. Hans hår er mørkt, hans øjne er smalle, og hans hud er gullig. Han ligner ikke de andre nordmænd og har derfor altid – igen og igen og igen og igen - måtte forholde sig til spørgsmålet: “Men hvor kommer du egentlig fra?”. Netop denne følelse af forkerthed og utilstrækkelighed handler disse digte om, for hvornår er man norsk nok?
I sine digte giver Tjønn utallige eksempler på den daglige racisme, han er blevet udsat for gennem sin opvækst, og der er mange gentagelser i sprogets udformning; de samme ord og sætninger gentages af flere omgange, der understøtter og intensiverer oplevelsen af at være en gul, norsk mand, som ikke passer ind i andre menneskers idé, om hvad ”en norsk mand” er:
”stop med at spørge mig hvor jeg egentlig kommer fra
stop med at tale engelsk til mig
stop med at spørge om jeg kan kinesisk
stop med at gøre øjnene smallere med pegefingeren
stop med at gøre grin med japanske gameshows
stop med at tale vrøvlekinesisk når jeg er i samme rum
stop med at råbe jackie chan efter mig
stop med at råbe skældord som kung flu,
kinavirus, yellow face, gule,
ching-chang-chung, kinaekspressen,
riskoger, skævøje, ling-ling
stop med at måbe når du ser mig på ski
stop med at glo når jeg går sammen med min kone
stop, stop, stop
stop med at minde mig om
at jeg ikke er bleg”
Med sine gentagelser intensiverer Tjønn følelsen af nedværdigelse, så den bliver mere mærkbar og forståelig for læseren, hvilket er særligt nødvendigt for en hvid læser (som for eksempel mig). Jeg har nemlig altid tænkt, at spørgsmålet om, hvor nogen egentlig var fra, ikke var et entydigt dårligt eller racistisk spørgsmål. Men at læse denne digtsamling fik mig til at se og forstå, hvor sindssygt trivielt, grænseoverskridende og provokerende, det kan være at spørge nogen, som man lige har mødt, hvor de egentlig er fra, fordi det dermed er underforstået, at de umuligt kan være fra Danmark.
Digtene er ikke pyntede eller poetiske, men de er velskrevne og til tider morsomme, tangerende til det tragikomiske. De er barske og desværre rimelige i deres udlægning af den eksotisering, nogle minoriteter oplever på daglig basis. Jeg vil anbefale digtsamlingen til alle mennesker med anden hudfarve end hvid, fordi den vil vække genkendelse og give mulighed for at spejle sig. Jeg vil også anbefale den til alle hvide mennesker, fordi den er med til at uddanne og skabe empati, hvilket denne bog tydeligt viser, vi godt kunne bruge.
Kommentarer