Anmeldelse
Huset ved Nattens Ende af Catherine Banner
Storslået, farverig og meget underholdende roman om fire genrationers liv på en lille ø ud for Sicilien i det 20. århundrede.
Castellamare er en lille fiktiv ø ud for Siciliens kyst på Europas yderste kant, og livet leves der, som man har gjort i århundreder, fjernt fra omverdenen. Det er ø, hvor alle ved alt om alle, og hvor naboen sommetider ved ting om en, førend man selv ved det. Det er også en ø, hvor fortiden spiller en stor rolle, nogle af de ældre øboere er overbeviste om, at der hviler en forbandelse over øen, da de kan høre gråd fra grotterne ved havet, men de stoler på, at deres helgen Sant’Agata holder hånden over dem.
Til denne ø kommer Amedeo i 1914, hvor han håber at finde et sted, som han kan kalde sit hjem. Han medbringer sin lægetaske og en lille rød bog, hvor han skriver alle de historier ned, som øboerne fortæller ham. Da øen indtil da ikke har haft en læge, bliver han budt velkommen af alle, bortset fra den lokale greve, som modarbejder ham. Øen har ikke brug for en læge.
Vi følger Amedeo, hans kone Pina og deres efterkommere frem til starten af det 20. århundrede. Inden Amedeo bliver gift med Pina, har han et forhold til grevens kone, og der bliver stor skandale og megen snak, da Pina føder sin datter samme nat som grevinden føder en søn. Har de mon samme far?
Amedeo køber den lukkede bar ”Huset ved Nattens ende”, og kampen for barens overlevelse bliver udgangspunktet for historien.
Ud over at historien er underholdende, var jeg meget optaget af, hvordan den store (verdens)historie spiller ind på det lille isolerede samfund. Med 30’ernes gryende fascisme, 2. Verdenskrigs ofre, fremgangen i 50’erne med turisterne og hotelbyggeriet, kaffe- og ismaskiner, bank og senere den økonomiske krise med fallitter og lukkede forretninger og de unge, som forlader øen. Religion spiller en stor rolle på øen, og troen på mirakler udført af Sant’Agata lever i bedste velgående, selv om forklaringen på nogle af miraklerne måske er af mere verdslig karakter.
Der er et væld af personer i historien: Amedeos børn og børnebarn, kortspillerne på baren, som har kommentarer til alt og alle, enkerne fra Sant’Agata kommitten, englænderen Robert, som driver i land efter at han er blevet skudt ned, de gæve fiskerkoner, kommunisten Bepe, som starter et oprør med greven og mange flere, og alle er de med til at gøre historien levende.
En underholdende historie, hvor blandingen af hverdagshændelser, tro og overtro går op i en højere enhed. Ikke den store litteratur, men mindre kan bestemt også gøre det, og jeg er sikker på, at de læsere, der holder af gode slægtsromaner vil haste igennem fra side 1 til 459.
En særlig tak til Anette Øster for lån af billedet til Litteratursidens Facebookside. Du kan følge hendes læseoplevelser på Instagram her.
Storslået, farverig og meget underholdende roman om fire genrationers liv på en lille ø ud for Sicilien i det 20. århundrede.
Castellamare er en lille fiktiv ø ud for Siciliens kyst på Europas yderste kant, og livet leves der, som man har gjort i århundreder, fjernt fra omverdenen. Det er ø, hvor alle ved alt om alle, og hvor naboen sommetider ved ting om en, førend man selv ved det. Det er også en ø, hvor fortiden spiller en stor rolle, nogle af de ældre øboere er overbeviste om, at der hviler en forbandelse over øen, da de kan høre gråd fra grotterne ved havet, men de stoler på, at deres helgen Sant’Agata holder hånden over dem.
Til denne ø kommer Amedeo i 1914, hvor han håber at finde et sted, som han kan kalde sit hjem. Han medbringer sin lægetaske og en lille rød bog, hvor han skriver alle de historier ned, som øboerne fortæller ham. Da øen indtil da ikke har haft en læge, bliver han budt velkommen af alle, bortset fra den lokale greve, som modarbejder ham. Øen har ikke brug for en læge.
Vi følger Amedeo, hans kone Pina og deres efterkommere frem til starten af det 20. århundrede. Inden Amedeo bliver gift med Pina, har han et forhold til grevens kone, og der bliver stor skandale og megen snak, da Pina føder sin datter samme nat som grevinden føder en søn. Har de mon samme far?
Amedeo køber den lukkede bar ”Huset ved Nattens ende”, og kampen for barens overlevelse bliver udgangspunktet for historien.
Ud over at historien er underholdende, var jeg meget optaget af, hvordan den store (verdens)historie spiller ind på det lille isolerede samfund. Med 30’ernes gryende fascisme, 2. Verdenskrigs ofre, fremgangen i 50’erne med turisterne og hotelbyggeriet, kaffe- og ismaskiner, bank og senere den økonomiske krise med fallitter og lukkede forretninger og de unge, som forlader øen. Religion spiller en stor rolle på øen, og troen på mirakler udført af Sant’Agata lever i bedste velgående, selv om forklaringen på nogle af miraklerne måske er af mere verdslig karakter.
Der er et væld af personer i historien: Amedeos børn og børnebarn, kortspillerne på baren, som har kommentarer til alt og alle, enkerne fra Sant’Agata kommitten, englænderen Robert, som driver i land efter at han er blevet skudt ned, de gæve fiskerkoner, kommunisten Bepe, som starter et oprør med greven og mange flere, og alle er de med til at gøre historien levende.
En underholdende historie, hvor blandingen af hverdagshændelser, tro og overtro går op i en højere enhed. Ikke den store litteratur, men mindre kan bestemt også gøre det, og jeg er sikker på, at de læsere, der holder af gode slægtsromaner vil haste igennem fra side 1 til 459.
En særlig tak til Anette Øster for lån af billedet til Litteratursidens Facebookside. Du kan følge hendes læseoplevelser på Instagram her.
Kommentarer