Kort og kontant roman om teenageliv i fattigfirsernes udkantssverige er et dygtigt litterært kammerspil i mol.
En sommerweekend i det myggeplagede nordligste Sverige. Et sted ingen kan holde ud at være, heller ikke de unge hovedpersoner, som er født her. Engang en rodfæstet kultur men nu under nedbrydning af det moderne samfunds anderledes krav.
Med få præcise vendinger portrætterer Ola Nilsson en tilstand af desperation og afmagt, som driver de unge 14-15-årige ind i et overforbrug af alkohol og andre selvdestruktive midler, som kan lukke smerten og tankerne ned. ”De har set lyset. Et guddommeligt lys som spreder sin nåde i form af flasker, glas og plasticdunke. De vil det samme. Drikke til de ikke længere kan mærke noget som helst af livet. Det er i hvert fald hvad de tror. Og de er begge troende.”
Det lyder dødssygt, men det er det slet ikke. Vi har at gøre med et dygtigt litterært kammerspil i mol med skiftende synsvinkler, fragmenteret kronologi, symbolmættet og antydende; overvej f.eks. titlen ’Hundene’. Skal man sammenligne med danske forfattere, må det stærkt minimalistiske minde om Helle Helle eller Lisbeth Brun, og råheden leder tankerne hen i retning af Jakob Ejersbos ’Nordkraft’.
’Hundene’ er Nilssons danske debutroman og første del af en trilogi. Anden del, ’Englene’, kommer til efteråret.
Kommentarer