Anmeldelse
Honninglandet af Zeina B. Ghandour
En overraskende roman om en ung kvinde der kalder til bøn, om selvmordsbomberens flugt, om journalisten, om en underlig pige og om Honningmanden. Om de hemmelige sider i os selv.
Hvorfor overraskende?
Der var engang en Ydmyg Anbefaler der fik en lille grøngul bog i sine små hænder, af en ukendt debutant, udkommet på Underskoven.
Han begyndte at læse… Og undrede sig… Den begyndte således:
"Der var engang en moské, der var gul, og som skulle males blå. Mændene i den landsby, hvor moskeen lå, stod en dag op ved daggry og gik beslutsomt i gang med deres opgave. De var blevet enige om, at den skulle være lyseblå, den farve en velgørende himmel har på en forårsdag. Men de var novicer".
Denne bog måtte da være et moderne eventyr!, tænkte Deres Anbefaler. Men nej, allerede halvanden side inde i indledningen måtte han forundres, da sproget pludselig skifter karakter, bliver fortættet, poetisk og vi møder Hende. Hende der kalder til bøn. Det væsen i hvis styrke mennesket spejler sin egen frygt, aner sin flugt. Og så åbner vi en verden, fyldt med mennesker og anelser om tragedier. Vi opsluges.
Og så mine Damer og Herrer! Vi er i gang!
Denne roman sitrer! Den nærmest eksalterer af et sprogligt overskud. Under hele handlingen løber en understrøm af poesi.
Vi følger 5 personer i 5 afsnit. Hende der kalder til Bøn. Hendes Store Kærlighed, Bødlen der løb. Den elskende Journalist. Pigen der aner og taler med dyr. Og Honningmanden der bærer på Hemmeligheder.
Disse personer føres sammen (indvikles?) på grund af to forskellige (men forbundne) ydre handlinger; En kvinde der kalder til bøn i moskeen og en selvmordsbombers hovedkulds flugt fra en terroraktion i Jerusalem og Honninglandet udfolder sine hemmeligheder, indhyller Deres Anbefaler i en velduftende, stemningsmættet verden. Man lukker op for en kompleks verdens (skjulte) liv. Man læser, stopper op, forundres, smiler. Og læser videre.
Og læses skal den! Varme anbefalinger herfra i en kold tid!
Ord er honning
Honning er livets nektar
Og Dødens sødme
Hun kalder til Ham
I moskeens gyldne ild
Verden skælver
Hemmeligheder er
udetonerede
Løgne.
Oversat af Marianne Madelung. Underskoven, 2006. 110 sider.
En overraskende roman om en ung kvinde der kalder til bøn, om selvmordsbomberens flugt, om journalisten, om en underlig pige og om Honningmanden. Om de hemmelige sider i os selv.
Hvorfor overraskende?
Der var engang en Ydmyg Anbefaler der fik en lille grøngul bog i sine små hænder, af en ukendt debutant, udkommet på Underskoven.
Han begyndte at læse… Og undrede sig… Den begyndte således:
"Der var engang en moské, der var gul, og som skulle males blå. Mændene i den landsby, hvor moskeen lå, stod en dag op ved daggry og gik beslutsomt i gang med deres opgave. De var blevet enige om, at den skulle være lyseblå, den farve en velgørende himmel har på en forårsdag. Men de var novicer".
Denne bog måtte da være et moderne eventyr!, tænkte Deres Anbefaler. Men nej, allerede halvanden side inde i indledningen måtte han forundres, da sproget pludselig skifter karakter, bliver fortættet, poetisk og vi møder Hende. Hende der kalder til bøn. Det væsen i hvis styrke mennesket spejler sin egen frygt, aner sin flugt. Og så åbner vi en verden, fyldt med mennesker og anelser om tragedier. Vi opsluges.
Og så mine Damer og Herrer! Vi er i gang!
Denne roman sitrer! Den nærmest eksalterer af et sprogligt overskud. Under hele handlingen løber en understrøm af poesi.
Vi følger 5 personer i 5 afsnit. Hende der kalder til Bøn. Hendes Store Kærlighed, Bødlen der løb. Den elskende Journalist. Pigen der aner og taler med dyr. Og Honningmanden der bærer på Hemmeligheder.
Disse personer føres sammen (indvikles?) på grund af to forskellige (men forbundne) ydre handlinger; En kvinde der kalder til bøn i moskeen og en selvmordsbombers hovedkulds flugt fra en terroraktion i Jerusalem og Honninglandet udfolder sine hemmeligheder, indhyller Deres Anbefaler i en velduftende, stemningsmættet verden. Man lukker op for en kompleks verdens (skjulte) liv. Man læser, stopper op, forundres, smiler. Og læser videre.
Og læses skal den! Varme anbefalinger herfra i en kold tid!
Ord er honning
Honning er livets nektar
Og Dødens sødme
Hun kalder til Ham
I moskeens gyldne ild
Verden skælver
Hemmeligheder er
udetonerede
Løgne.
Oversat af Marianne Madelung. Underskoven, 2006. 110 sider.
Kommentarer