Anmeldelse
Homo Faber af Max Frisch
Der er mange temaer i bogen, f.eks. forholdet mellem mænd og kvinder, kunst og teknik, tilfældighed og skæbne, amerikansk livsstil, skyld og død.
anbefalet af Jan Holmquist, Bibliotekerne i Søllerød
En af mine yndlingsbøger er den schweiziske forfatter Max Frisch´s roman Homo Faber.
Walter Faber er en 50 årig velstillet ingeniør med et naturvidenskabeligt og kynisk praktisk orienteret forhold til alt, hvad han foretager sig. Han har lejlighed på Manhatten, et job for UNESCO, hvor han rejser verden rundt, og en smuk elskerinde, der imidlertid går ham på nerverne. For selvom Faber ikke har problemer med kvinderne, har han altid haft problemer med kærligheden.
Homo Faber er en psykologisk og tidskritisk moderne samtidsroman. Men det er også en udviklingsroman, hvor Fabers livs og verdenssyn konstant udfordres, og langsomt går i opløsning, for han må se i øjnene, at livet ikke lader sig underkaste sandsynlighedsberegninger og ikke bør opleves gennem et kamera. For netop sådan ser Faber verden, gennem et objektiv, og det gør ham blind overfor livet.
Som modsætninger til Faber står Hanna (den kvinde Faber gjorde gravid, og hvis barn og ægteskab han ikke ønskede) og (Eli)Sabeth, der repræsenterer kunst, følelser og umiddelbarhed.
Faber forelsker sig i Sabeth, rejser med hende fra den nye til den gamle verden på en dannelsesrejse, med sidste stop i Athens historiske omgivelser, hvor tragedien ender. Han er meget længe om at indse, hvad læseren allerede ved, at hun i virkeligheden er hans og Hannas datter.
Hvad der sker i bogens anden del, efter Sabeths død, skal ikke røbes her, blot nævnes, at tonen i Fabers beretning bliver en anden, og at Faber lægger sit liv om.
Faber er en utroværdig fortæller, og læseren må hele tiden revidere sit syn på de oplysninger, han giver os, ikke mindst om Hanna og Sabeth. For i fortællingen forsøger Faber at retfærdiggøre sine valg, og løgnene er ikke altid møntet på læseren, men ofte på ham selv. Det giver læseren noget at arbejde med, og man kan få følelsen af, at man kender Faber bedre, end han selv gør.
Max Frish foregriber flere gange i bogens løb handlingen, men på en måde så man grådigt læser videre for at se, hvordan historien udvikler sig. Samtidig er man ekstra opmærksom på Fabers måder at takle situationerne på, og det er med til at gøre bogen utrolig spændende. Sproget er let at læse, og bogen kan læses fra ca. 16 år og op - på flere niveauer.
Der er mange temaer i bogen, og det er umuligt her at komme ind på dem alle, men nævnes kan forholdet mellem mænd og kvinder, kunst og teknik, tilfældighed og skæbne, amerikansk livsstil, skyld og død.
Nutidens tekniske menneske er ikke væsentligt forskellig fra Walter Faber. Han kunne arbejde i IT branchen, og i stedet for Walters skrivemaskine vil han have en bærbar computer, mobiltelefon og kameraet vil være digitalt. Men Fabers åndsbrødre er stadig derude. Homo Faber udkom i 1957, men er stadig en uhyre aktuel bog ,og et af den moderne litteraturs hovedværker.
Gyldendal, 1991. 191 sider.
5 andre (blandt mange) yndlingsbøger:
José Saramago: En fortælling om blindhed
Bret Easton Ellis: American psycho
Ralph Ellison: Usynlig mand
J. L. Borges: Fiktioner
Hanif Kureishi: Intimitet
1. juni 2002
Der er mange temaer i bogen, f.eks. forholdet mellem mænd og kvinder, kunst og teknik, tilfældighed og skæbne, amerikansk livsstil, skyld og død.
anbefalet af Jan Holmquist, Bibliotekerne i Søllerød
En af mine yndlingsbøger er den schweiziske forfatter Max Frisch´s roman Homo Faber.
Walter Faber er en 50 årig velstillet ingeniør med et naturvidenskabeligt og kynisk praktisk orienteret forhold til alt, hvad han foretager sig. Han har lejlighed på Manhatten, et job for UNESCO, hvor han rejser verden rundt, og en smuk elskerinde, der imidlertid går ham på nerverne. For selvom Faber ikke har problemer med kvinderne, har han altid haft problemer med kærligheden.
Homo Faber er en psykologisk og tidskritisk moderne samtidsroman. Men det er også en udviklingsroman, hvor Fabers livs og verdenssyn konstant udfordres, og langsomt går i opløsning, for han må se i øjnene, at livet ikke lader sig underkaste sandsynlighedsberegninger og ikke bør opleves gennem et kamera. For netop sådan ser Faber verden, gennem et objektiv, og det gør ham blind overfor livet.
Som modsætninger til Faber står Hanna (den kvinde Faber gjorde gravid, og hvis barn og ægteskab han ikke ønskede) og (Eli)Sabeth, der repræsenterer kunst, følelser og umiddelbarhed.
Faber forelsker sig i Sabeth, rejser med hende fra den nye til den gamle verden på en dannelsesrejse, med sidste stop i Athens historiske omgivelser, hvor tragedien ender. Han er meget længe om at indse, hvad læseren allerede ved, at hun i virkeligheden er hans og Hannas datter.
Hvad der sker i bogens anden del, efter Sabeths død, skal ikke røbes her, blot nævnes, at tonen i Fabers beretning bliver en anden, og at Faber lægger sit liv om.
Faber er en utroværdig fortæller, og læseren må hele tiden revidere sit syn på de oplysninger, han giver os, ikke mindst om Hanna og Sabeth. For i fortællingen forsøger Faber at retfærdiggøre sine valg, og løgnene er ikke altid møntet på læseren, men ofte på ham selv. Det giver læseren noget at arbejde med, og man kan få følelsen af, at man kender Faber bedre, end han selv gør.
Max Frish foregriber flere gange i bogens løb handlingen, men på en måde så man grådigt læser videre for at se, hvordan historien udvikler sig. Samtidig er man ekstra opmærksom på Fabers måder at takle situationerne på, og det er med til at gøre bogen utrolig spændende. Sproget er let at læse, og bogen kan læses fra ca. 16 år og op - på flere niveauer.
Der er mange temaer i bogen, og det er umuligt her at komme ind på dem alle, men nævnes kan forholdet mellem mænd og kvinder, kunst og teknik, tilfældighed og skæbne, amerikansk livsstil, skyld og død.
Nutidens tekniske menneske er ikke væsentligt forskellig fra Walter Faber. Han kunne arbejde i IT branchen, og i stedet for Walters skrivemaskine vil han have en bærbar computer, mobiltelefon og kameraet vil være digitalt. Men Fabers åndsbrødre er stadig derude. Homo Faber udkom i 1957, men er stadig en uhyre aktuel bog ,og et af den moderne litteraturs hovedværker.
Gyldendal, 1991. 191 sider.
5 andre (blandt mange) yndlingsbøger:
José Saramago: En fortælling om blindhed
Bret Easton Ellis: American psycho
Ralph Ellison: Usynlig mand
J. L. Borges: Fiktioner
Hanif Kureishi: Intimitet
1. juni 2002
Kommentarer