Anmeldelse
Hjemve af Hugo Hamilton
En fantastisk erindringsroman om forfatterens opvækst i Irland, en fortælling om at længes hjem, om at være anderledes og alligevel finde sin vej gennem livet.
”Når man er lille så ved man ingenting” – sådan indleder Hugo Hamilton sin erindringsroman, ’Hjemve’, som han skrev i 2003, og som netop er udkommet i en dansk oversættelse. Bogen har vundet flere priser, bl.a. den prestigefyldte franske pris: Prix Femina.
Vi er i Dublin i 1950-60’erne. Den unge Johannes (Hamilton) vokser op i en børnerig familie med en tysk mor, som er flygtet fra nazismens grusomheder, og en irsk militant og nationalistisk far, der drømmer om at skabe et frit Irland, også selvom det indimellem bliver på bekostning af børnenes ve og vel.
For familien skiller sig ud i det lille lokalsamfund. Børnene går klædt i tyske ”lederhosen” og er samtidig tvunget til at tale et irsk, gælisk sprog, som ingen andre børn forstår. Børnene er jaget vildt og konstant udsat for spot, hån og latterliggørelse. Vi er de brogede folk, siger faderen stolt, vi er ”brack”, et ord, der stammer fra det irske sprog, og som betyder plettet/broget. Men Johannes ved også godt, at det samtidig betyder, at de er de mærkede folk, at de er fremmede og aldrig bliver irske nok. Som han selv så fint udtrykker det: ”vi er de spættede irere, de plettede irere. Hjemmelavet irsk brød med pletter af tyske rosiner.”
Hamilton har i ’Hjemve’ genfundet barndommens stemme på bemærkelsesværdig vis. I starten er bogen præget af barnlige observationer og simple sætninger. Verden ses med barnets underfundige blik, men i takt med at den unge Johannes vokser op, bliver fortællerstemmen mere og mere reflekterende og analyserende: ”Måske er ens land bare et sted, man opfinder inde i sit eget hoved. Noget man drømmer om og synger om. Måske er det slet ikke et sted på landkortet, men bare en historie fuld af mennesker, man møder, og steder man besøger, en historie fuld af bøger og film, man har set.”
Romanen er smukt skrevet, indimellem morsom, mest af alt bevægende – dog helt uden at forfalde til det rørstrømske og sentimentale. ’Hjemve’ er på mange måder en universel bog om kulturel splittethed og om sprogets betydning for følelsen af identitet - absolut læseværdig og relevant!
En fantastisk erindringsroman om forfatterens opvækst i Irland, en fortælling om at længes hjem, om at være anderledes og alligevel finde sin vej gennem livet.
”Når man er lille så ved man ingenting” – sådan indleder Hugo Hamilton sin erindringsroman, ’Hjemve’, som han skrev i 2003, og som netop er udkommet i en dansk oversættelse. Bogen har vundet flere priser, bl.a. den prestigefyldte franske pris: Prix Femina.
Vi er i Dublin i 1950-60’erne. Den unge Johannes (Hamilton) vokser op i en børnerig familie med en tysk mor, som er flygtet fra nazismens grusomheder, og en irsk militant og nationalistisk far, der drømmer om at skabe et frit Irland, også selvom det indimellem bliver på bekostning af børnenes ve og vel.
For familien skiller sig ud i det lille lokalsamfund. Børnene går klædt i tyske ”lederhosen” og er samtidig tvunget til at tale et irsk, gælisk sprog, som ingen andre børn forstår. Børnene er jaget vildt og konstant udsat for spot, hån og latterliggørelse. Vi er de brogede folk, siger faderen stolt, vi er ”brack”, et ord, der stammer fra det irske sprog, og som betyder plettet/broget. Men Johannes ved også godt, at det samtidig betyder, at de er de mærkede folk, at de er fremmede og aldrig bliver irske nok. Som han selv så fint udtrykker det: ”vi er de spættede irere, de plettede irere. Hjemmelavet irsk brød med pletter af tyske rosiner.”
Hamilton har i ’Hjemve’ genfundet barndommens stemme på bemærkelsesværdig vis. I starten er bogen præget af barnlige observationer og simple sætninger. Verden ses med barnets underfundige blik, men i takt med at den unge Johannes vokser op, bliver fortællerstemmen mere og mere reflekterende og analyserende: ”Måske er ens land bare et sted, man opfinder inde i sit eget hoved. Noget man drømmer om og synger om. Måske er det slet ikke et sted på landkortet, men bare en historie fuld af mennesker, man møder, og steder man besøger, en historie fuld af bøger og film, man har set.”
Romanen er smukt skrevet, indimellem morsom, mest af alt bevægende – dog helt uden at forfalde til det rørstrømske og sentimentale. ’Hjemve’ er på mange måder en universel bog om kulturel splittethed og om sprogets betydning for følelsen af identitet - absolut læseværdig og relevant!
Kommentarer