Uhyggeligt troværdig beskrivelse af et tiltagende vanvid. Helga Johansen selvbiografiske roman fra år 1900 genudgives nu, og tak for det.
Jeg vidste ikke, skagensmaleren Viggo Johansen havde en søster, der hed Helga, og jeg vidste slet ikke, at hun var forfatter. Men det var hun. Helga Johansen (1852-1912) har blandt andet skrevet denne aldeles fine selvbiografiske roman om en indlæggelse på kommunehospitalets sjette afdeling og på Sct. Hans.
Romanens hovedperson og jeg-fortæller hentes ved romanens start af vognen, der kører nye patienter til sjette afdeling – psykiatrisk afdeling på Kommunehospitalet. Herfra følger vi hende igennem indlæggelsen, overflytningen til Sct. Hans, indlæggelsen her og flugten hjem til København. Den første indlæggelse er frivillig. Hun trænger sådan til fred og stilhed og til ikke at blive forstyrret, men efter et selvmordsforsøg overflyttes hun med tvang til Sct. Hans.
Beskrivelsen af den dybe melankoli og ulysten til at leve, men også af tiltagende vanvid, er virkelig god. Uhyggeligt troværdig. Man skulle næsten tro, at hun rent faktisk havde skrevet romanen under indlæggelse. Man føler i den grad med hovedpersonen, når hun konstant, dag og nat, plages af tanker, der ingen udveje finder. Når hun hører stemmer og samtidig spekulerer over, om det måske blot er noget, hun bilder sig ind. Hun synes, det lyder så naturligt. Hun kender stemmerne, og dog undrer det hende, at de, der taler, er på Sct. Hans, når de burde befinde sig i København.
Man er ikke i tvivl om, at hun er gal, når hun beskriver sin yndlingsstilling i sengen, hvor hun hænger med hovedet ud over kanten og lader håret feje fra side til side, eller når hun under stuegang ruller sig sammen til en grå kugle på gulvet og ikke vil lade nogen se sit ansigt. Og så bliver man alligevel i tvivl, når hun selv er i stand til at konstatere, at hun synker dybere og dybere ned i mørket, at hun glider væk fra den verden, hvor man handler. Eller når hun skriver: Man kommer ikke herfra, før man ligner de fleste.
Helga Johansen betragtes i dansk litteraturhistorie som en del af Det moderne gennembrud, og sammenligningen med norske Amalie Skram og de ligeledes selvbiografiske romaner ’Professor Hieronimus’ og ’På Sct. Jørgen’ er da også meget oplagt. Jeg forstår bare ikke, hvorfor jeg kun tidligere har kendt til Amalie Skrams romaner, ’Hinsides’ er fuldt på højde med dem. Men jeg må takke forlaget Gladiator for at genudgive romanen i deres Sandalserie. Den er virkelig fremragende!
Kommentarer