Anmeldelse
Himlen over Paris af Bregje Hofstede
Hollandsk debutant imponerer med en roman, der med referencer til 1800-tallets kunsthistorie understreger sin pointe om, at stræber man efter det perfekte, mister man muligheden for lykken.
Evigt ejes kun det tabte i ‘Himlen over Paris’, hvor hovedpersonen Olivier idealiserer fortidens kærlighed og bliver dybt rystet ved mødet med den unge kvinde Fie, der til forveksling ligner den kæreste, han mistede 25 år tidligere. Fie frygter til gengæld fremtiden, hvis den betyder, hun ender som sin mor. Det vil hun gøre meget for at undgå. Smukke og historietunge Paris er scene for denne roman, der heldigvis ikke kun bevæger sig ad den brede kærlighedsboulevard, men også tager nogle gevaldige afstikkere ind i følelseslivets mørkere smøger og baggårde.
Den 52-årige kunsthistoriker Olivier overtalte som ung sin kæreste Mathilde til at få en abort, og efterfølgende gik de fra hinanden. Han har stadig en kasse med fotografier af hende og minderne er blevet hans værn mod livets meningsløshed: “…I sidste ende kan man viske alt ud - og få tomme dage ud af det. Du kan kalde det frihed. Men jeg tror nu, det er forkert. Alt forsvinder i forvejen hurtigt nok. Man må have noget at holde fast i.” (s. 172)
Da den 21årige udvekslingsstuderende Fie dukker op, bliver det vanskeligt for Olivier at skelne mellem fortid og nutid. Fies navn lyder som det franske ord for pige og datter (fille) og hendes bemærkelsesværdige lighed med Mathilde skaber et miskmask i ham af modsatrettede følelser. Det ene øjeblik er han faderligt bekymret for Fie, og det næste onanerer han, mens han tænker på hende.
Fie er kommet til Paris for at studere, men også som led i en strategi, der skal forhindre hende i at blive som sin mor. At blive sig selv, at finde sin egen identitet, har hun dog ikke gjort endnu, og hun genkender bogstavelig talt ikke sig selv i spejlet: “…Hun (…) betragtede sig selv med en besynderlig fornemmelse af, at hun intet havde at gøre med det, hun så.” (s. 70) Fie bliver ikke genkendt som Fie af hverken Olivier eller sig selv.
Bagsideteksten beskriver ‘Himlen over Paris’ som en fortælling om at vælge kærligheden. Jeg synes dog, romanen er mere kompleks end som så, hvilket afgjort er positivt. Det er bestemt en kærlighedshistorie, men en med mange og slørede lag. Er du til kunsthistoriske referencer, slentreture i Paris og kærlighedsrelationer, der ikke er helt så gennemskuelige som først antaget, så kan ‘Himlen over Paris’ blive en god læseoplevelse for dig.
Oprindeligt skrevet af Ann Luther Torp, Litteratursiden.
Hollandsk debutant imponerer med en roman, der med referencer til 1800-tallets kunsthistorie understreger sin pointe om, at stræber man efter det perfekte, mister man muligheden for lykken.
Evigt ejes kun det tabte i ‘Himlen over Paris’, hvor hovedpersonen Olivier idealiserer fortidens kærlighed og bliver dybt rystet ved mødet med den unge kvinde Fie, der til forveksling ligner den kæreste, han mistede 25 år tidligere. Fie frygter til gengæld fremtiden, hvis den betyder, hun ender som sin mor. Det vil hun gøre meget for at undgå. Smukke og historietunge Paris er scene for denne roman, der heldigvis ikke kun bevæger sig ad den brede kærlighedsboulevard, men også tager nogle gevaldige afstikkere ind i følelseslivets mørkere smøger og baggårde.
Den 52-årige kunsthistoriker Olivier overtalte som ung sin kæreste Mathilde til at få en abort, og efterfølgende gik de fra hinanden. Han har stadig en kasse med fotografier af hende og minderne er blevet hans værn mod livets meningsløshed: “…I sidste ende kan man viske alt ud - og få tomme dage ud af det. Du kan kalde det frihed. Men jeg tror nu, det er forkert. Alt forsvinder i forvejen hurtigt nok. Man må have noget at holde fast i.” (s. 172)
Da den 21årige udvekslingsstuderende Fie dukker op, bliver det vanskeligt for Olivier at skelne mellem fortid og nutid. Fies navn lyder som det franske ord for pige og datter (fille) og hendes bemærkelsesværdige lighed med Mathilde skaber et miskmask i ham af modsatrettede følelser. Det ene øjeblik er han faderligt bekymret for Fie, og det næste onanerer han, mens han tænker på hende.
Fie er kommet til Paris for at studere, men også som led i en strategi, der skal forhindre hende i at blive som sin mor. At blive sig selv, at finde sin egen identitet, har hun dog ikke gjort endnu, og hun genkender bogstavelig talt ikke sig selv i spejlet: “…Hun (…) betragtede sig selv med en besynderlig fornemmelse af, at hun intet havde at gøre med det, hun så.” (s. 70) Fie bliver ikke genkendt som Fie af hverken Olivier eller sig selv.
Bagsideteksten beskriver ‘Himlen over Paris’ som en fortælling om at vælge kærligheden. Jeg synes dog, romanen er mere kompleks end som så, hvilket afgjort er positivt. Det er bestemt en kærlighedshistorie, men en med mange og slørede lag. Er du til kunsthistoriske referencer, slentreture i Paris og kærlighedsrelationer, der ikke er helt så gennemskuelige som først antaget, så kan ‘Himlen over Paris’ blive en god læseoplevelse for dig.
Oprindeligt skrevet af Ann Luther Torp, Litteratursiden.
Kommentarer